Branche-Nyt

Allison Kirkby bliver ny administrerende direktør i TDC Group

Det bliver den erfarne telco-profil Allison Kirkby, der skal stå i spidsen for TDC Group og fortsætte virksomhedens digitale transformation, når hun tiltræder stillingen i december 2018. Allison Kirkby er et kendt navn i branchen og kommer fra en stilling som administrerende direktør i den svenske Tele2-koncern.

“På vegne af bestyrelsen er det mig en stor glæde at kunne fortælle, at det bliver Allison Kirkby, der tiltræder som ny administrerende direktør i TDC Group. Med Allisons erfaring fra teleindustrien kombineret med hendes visionære lederskab, kan jeg ikke forestille mig en stærkere profil til at føre TDC videre,” siger Bert Nordberg, bestyrelsesformand i TDC Group.

I forbindelse med overtagelsen af TDC i maj 2018 satte koncernens nye ejerkreds en ny strategisk retning med etableringen af to nye forretningsenheder. En forretningsenhed, der skal udbygge den digitale infrastruktur i Danmark og understøtte en øget digitalisering, samt en kundevendt forretningsenhed, der skal fokusere på udviklingen af innovative, digitale services og stærke kundeoplevelser. TDC’s ambition er blandt andet at investere massivt i udbygningen af fibernetværket og være ledende i udrulningen af 5G-teknologien.

Annonce - artiklen forsætter nedenunder

“Ligesom vi ser andre industrier befinde sig en brydningstid, så ændrer telco-industrien sig også, og vi ser nye, spændende muligheder for at transformere og forny vores forretningsmodel i den digitale æra. Vi har derfor sat en ambitiøs retning for TDC – en retning, der kommer til at definere industriens fremtid og fremtiden for det digitale Danmark. Med udnævnelsen af Allison er vi klar til at tage de næste skridt ind i denne fremtid,” siger Bert Nordberg.

“Jeg er både stolt af og ydmyg over at skulle lede en virksomhed, der har forbundet et helt land gennem 136 år. Med nyskabende idéer for fremtiden har TDC alle muligheder for at understøtte Danmarks ambition om at være en ledende digital nation. Den opgave glæder jeg mig til at tage hul på i tæt samarbejde med TDC’s 7.000 dygtige medarbejdere,” siger Allison Kirkby.

Selvom ambitionerne for TDC og transformationen af selskabet markerer en helt ny retning, så er telco-industrien ikke ukendt for Allison. Hun blev i 2014 udnævnt til finansdirektør hos svenske Tele2, og bare 16 måneder senere blev hun udpeget som administrerende direktør. Hos Tele2 definerede Allison Kirkby den strategi, som har reetableret Tele2 som ét af Europas hurtigst voksende teleselskaber, og som har ført til sammenlægningen af Tele2 og Com Hem.

Allison Kirkby er kendt for at være en visionær leder med passion for mennesker, og med en stærk kommerciel forståelse og kundefokuseret forretningstilgang.

Før hun blev ansat i Tele2, har Allison Kirkby været ansat i ledende roller inden for drift og finans i teleindustrien hos Virgin Media, og i medieindustrien hos Shine Group (21st Century Fox) samt i FMCG-industrien hos Procter & Gamble.

Allison Kirkby afløser Pernille Erenbjerg, som har været administrerende direktør i TDC siden 2015. Pernille Erenbjerg meddelte tilbage i maj 2018, at hun ville træde tilbage i forbindelse med ejerskiftet og har siden da bistået de nye ejere i transitionsfasen. Pernille Erenbjerg fortsætter i rollen, indtil Allison Kirkby tiltræder i december 2018.

“Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tak til Pernille for hendes tjeneste og stærke lederskab hos TDC igennem årene. Pernille har nydt stor respekt blandt medarbejderne, og hun har bakket helhjertet op i de indledende faser af TDC’s transformation – og vi er meget taknemmelige for hendes bidrag,” siger Bert Nordberg.

Kilde: TDC presse

Prøv C More med Britbox indhold til 0 kr. i 14 dage
Bestil her reklame-link

I samme kategori

Back to top button