Branche-Nyt

3. kvartal 2023 hos TV 2 – fastholder nedjusterede forventninger

- Vækst i antallet af abonnenter på TV 2 Play

TV 2 gør status over 3. kvartal af 2023 der ikke får TV 2 til at ændre deres nedjusterede forventninger til året samlet set. Reklameomsætningen falder 10 procent og kræver et fortsat fokus på den digitale transformation meldes der.

TV 2s omsætning for 1.-3. kvartal 2023 er 2.751 mio.kr. og er faldet med 26 mio.kr., svarende til en nedgang i forhold til samme periode sidste år på 0,9 procent. Abonnementsomsætningen er vokset med 7,1 procent, mens reklameomsætningen er faldet med 10 procent. Faldet sker i den traditionelle reklameomsætning, mens der fortsat er vækst i den digitale reklameomsætning. Omkostningerne udgør 2.496 mio.kr. og er faldet med 18 mio.kr. svarende til 0,7 procent i forhold til 2022. TV 2 har i årets første tre kvartaler et resultat (EBIT før særlige poster) på 255 mio. kr., hvilket er 8 mio. kr. lavere end for samme periode i 2022.

– Den strukturelle omstilling af mediemarkedet fortsætter – den traditionelle tv-sening falder fortsat, og endnu flere danskere overgår til streaming. Det mærker vi også på TV 2, hvor særligt vores traditionelle reklameomsætning er påvirket, og selvom vi har vækst i den digitale forretning, falder vores samlede reklameomsætning med 10 procent. Alt tyder på, at tendensen fortsætter ind i 4. kvartal, og derfor fastholder vi vores nedjusterede forventninger til året, ligesom vi fortsætter vores skærpede omkostningsfokus og ikke mindst den digitale transformation af hele virksomheden, siger TV 2s finansdirektør, Carsten Topholt.

Annonce - artiklen forsætter nedenunder

TV 2s skærpede omkostningsfokus, der også peger ind i 2024, betyder blandt andet, at koncernen i en sparerunde i efteråret 2023 vil have foretaget mellem 60-65 opsigelser som en del af omkostningsreduktionerne.

Vækst i antallet af abonnenter på TV 2 Play

– På den positive side hæfter vi os ved, at TV 2 Play har vækst i antallet af abonnementer i 3. kvartal 2023, sammenlignet med samme periode sidste år, ligesom TV 2 Play placerer sig som den mest sete streamingtjeneste herhjemme i tredje kvartal. Samlet set står det danske public service-indhold stærkt i streamingmarkedet på trods af intensiv konkurrence og strukturelle forandringer, og det glæder os naturligvis meget, at vi fortsat formår at samle danskerne om vores indhold, siger Carsten Topholt.

TV 2-familiens seerandel blandt alle danskere er 52,7 procent i 1.-3. kvartal, hvilket er en tilbagegang på 1,4 procentpoint i forhold til samme periode i 2022. Den samlede tv-sening falder med 3 procent, mens den daglige tv-sening for TV 2-familien er 64 minutter og er faldet med 7 procent i forhold til 2022. Det skyldes blandt andet, at der i årets første ni måneder i 2022 var flere store nyheds- og sportsbegivenheder end i 2023, som trak mange seere. Der er vækst i antallet af TV 2 Play-abonnenter i 1.-3. kvartal 2023 i forhold til samme periode sidste år, mens antallet af husstande med en tv-pakke fortsat er faldende.

Forventningen til årets resultat før finansielle poster (EBIT) for 2023, der blev nedjusteret fra 300-350 mio.kr. til 250-300 mio.kr. i forbindelse med offentliggørelsen af TV 2s halvårsrapport for 2023, fastholdes.

Læs TV 2s rapport for 3. kvartal 2023 her.


I samme kategori

Back to top button