TV-Nyt

VM i cykling på TV 2 og TV 2 Sport

VM cykling på TV 2
Bliver norske Thor verdensmester?

Det er den største idrætsbegivenhed på dansk grund nogensinde, når der i næste uge køres VM i cykling. Og seerne på TV 2 kan glæde sig til gensyn med alle stjernerne fra sommerens Tour de France – både på cyklen og hos TV 2.

Ligesom under Touren sidder Thomas Kristensen og Henrik Jul i studiet, mens Dennis Ritter er flankeret af Jørgen Leth og Rolf Sørensen i kommentatorboksen. Og netop Rolf Sørensen har store forventninger til VM – set med danske briller.

– Jeg er helt sikker på, at de danske ryttere kommer til at køre nogle gode løb. De bliver synlige og kommer til at blande sig i afgørelsen – om det så ender med medaljer, må tiden og løbets udvikling afgøre, siger Rolf Sørensen.

Afbuddet fra Matti Breschel, der ifølge Rolf Sørensen var blandt storfavoritterne til landevejsløbet, ændrer den danske taktik fuldstændigt, men det åbner også mulighederne for både Alex Rasmussen samt Jakob Fuglsang og Chris Anker Sørensen, der begge viste forrygende form i det netop overståede Vuelta a Espana. Favoritterne skal dog findes blandt de hurtige afsluttere.

Rolf Sørensen peger på nordmændene Thor Hushovd og Edvald Boasson Hagen, sprinterne Mark Cavendish og André Greipel og superafslutteren Philippe Gilbert.

– Og så skal favoritterne holde rigtig godt øje med Fabian Cancellara, der samtidig er kæmpefavorit på enkeltstarten, hvor han er fire-dobbelt verdensmester, siger Rolf Sørensen og nævner Tony Martin som Cancellaras største konkurrent og Alex Rasmussen som det danske medaljehåb.

Enkeltstarten vises direkte på TV 2 onsdag 21. september fra kl. 12.15, mens landevejsløbet kan ses på TV 2 søndag 25. september fra kl. 9.30.
Alle andre VM-løb kan ses på TV 2 SPORT fra mandag 19. september – og alle VM-løbene kan ses på Sputnik.

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button