Branche-NytHDTV

TV 2 Nyhederne går i HD i midlertidigt studie

TV 2 Nyhederne i HDMandag 26. november sendes TV 2|NYHEDERNE fra et midlertidigt studie i Odense – og det er første skridt mod et helt nyt HD-nyhedsstudie på Kvægtorvet, som tages i brug i løbet af foråret.

Selv om NYHEDERNE fra mandag 26. november sendes fra et nyt studie på Kvægtorvet, er det ikke hensigten, at seerne skal lægge særligt mærke til det. Formentlig vil mange slet ikke opdage forskellen til i dag – og det er helt i orden, siger nyhedschef Jacob Nybroe.

– I første omgang er der nærmest tale om en 1:1-flytning af nyhedsstudiet, og f.eks. 22-NYHEDERNE vil fremstå nøjagtigt ligesom i dag, mens man i 19-NYHEDERNE vil mangle den arbejdende redaktion bag værten. Den væsentligste forskel er nok, at studiedelen af NYHEDERNE nu sendes i HD-kvalitet, så seerne vil få skarpere og flottere billeder fra studiet fra på mandag, siger Jacob Nybroe.

Høj byggeaktivitet i det nuværende nyhedsstudie
Frem til foråret 2013 vil NYHEDERNE om eftermiddagen samt klokken 18.00, 19.00 og 22.00 blive sendt fra det midlertidige studie på Kvægtorvet. I samme periode vil byggeaktiviteten være på sit højeste i det nuværende nyhedsstudie, som bygges totalt om, udvides og indrettes med HD-teknik.

– Det bliver et nyt nyhedsstudie kendetegnet af høj puls, stor energi og med redaktionelle medarbejdere fra alle udsendelser, nettet, grafikken, udland osv. arbejdende i studiet – og hvor der kan ske uforudsigelige ting i baggrunden af billedet. Det nye studie bliver også indrettet med plads til TV 2|VEJRET og på en måde, så der kan skabes endnu mere synergi mellem NYHEDERNE og SPORTEN, siger Jacob Nybroe og fortsætter:

– Til vores kolleger på Kvægtorvet er der lige nu kun at sige: ”Undskyld, vi roder – men det bliver fantastisk, når vi er færdige”.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button