Ny serie på H2 om USA’s delstater

| fredag 02. jan, 2015 10:56 | 0 Kommentarer

history H2 hd

De fleste af os genkender omridset af USA, men hvor meget ved vi egentlig om de 50 amerikanske delstater? H2® fortæller den fantastiske historie om deres tilblivelse i dokumentarserien How the States Got Their Shapes, som har premiere d. 8. januar.

Med et areal på 9,6 millioner kvadratkilometer og en befolkning på over 300 millioner mennesker er USA det tredjestørste land og den tredje folkerigeste nation i verden.

I serien How the States Got Their Shapes drager skuespilleren og tv-værten Brian Unger på kryds og tværs af USA for at finde svar på, hvorfor staterne ser ud som de gør. På sin lange rejse møder han lokale eksperter, som fortæller om staternes særprægede udformning – men også hvordan landkortet ville have set ud, hvis historien havde udspillet sig anderledes.

Hvert program tager udgangspunkt i et tema, f.eks. hvordan landskab, infrastruktur, sprog, religion, politik og naturkatastrofer har bidraget til at formgive de enkelte stater og definere deres indbyrdes grænser – fra Californien i vest til Maine i øst, og fra Alaska i nord til Florida i syd.

Samtidig inddrages lokale beboere i en række underholdende konkurrencer, hvor det ikke kun handler om at vinde cool cash – men også om at vise sin viden om historie og geografi.

Ved de f.eks. hvorfor mange af staterne i det vestlige USA er så store og firkantede? Eller hvorfor der findes ikke bare én men to delstater med navnet Carolina? Og kan de mon regne ud, hvilke tre amerikanske delstater, der har fået deres grænser defineret af en asteroide?

Brian Unger løfter sløret for disse og mange andre opsigtsvækkende fakta i serien How the States Got Their Shapes, som er baseret på forfatteren Mark Steins bestseller.

Serien ruller over skærmen på H2 d. 8. januar kl. 21.00 og de efterfølgende ni torsdage.

Kilde: A+E Networks

Del på:

Gemt under:: TV og Streaming Guide