Kom helt tæt på Kevin Magnussen

| fredag 06. dec, 2013 14:41 | opdateret 11. dec, 2013 kl. 10:28 | 0 Kommentarer

essendrop_magnussenLær Danmarks nye Formel 1-håb bedre at kende, når Ulla Essendrop kommer helt tæt på Kevin Magnussen.

“Jeg har haft det sådan den sidste uge, at når jeg vågnede, så gik jeg lidt i panik – er det en drøm eller virkelighed? Det er super uvirkeligt for mig. Jeg har villet det her så længe. Man kan ikke sige jeg har ventet på det, for jeg vidste ikke det ville ske, men jeg har villet det i så mange år, og nu er det sket, så det tror jeg lige hjernen skal vende sig til”. Sådan siger Danmarks store racertalent og kommende Formel 1-kører Kevin Magnussen i DR1-programmet ‘Essendrop & Eliten’.

Denne udvidede udgave, som samtidig er sæsonfinalen, byder på noget af et scoop. Seerne kan glæde sig til et eksklusivt portræt af Danmarks næste Formel 1-kører, Kevin Magnussen – manden, som bliver kaldt det største danske motorsportstalent nogensinde. Ingen medier har været så tæt på det 21-årige supertalent, efter han slap igennem nåleøjet til motorsportens kongeklasse, F1.

“Jeg skal bevise mig fra nu af. Det er ikke sådan, at jeg kan slappe af og sige, nu har jeg klaret den. Nu starter det. Nu starter det hårde arbejde. Nu starter den opgave. Der vil være kæmpe forventninger til mig”, siger Kevin Magnussen blandt andet i udsendelsen.

Pizzamanden skal levere pizza…
‘Essendrop & Eliten’ tilbragte dagen sammen ham hjemme i Roskilde, mindre end 24 timer efter han satte sin underskrift på den eftertragtede Formel 1-kontrakt. Programmet er desuden med ham i London i McLarens imponerende testcenter, hvor han forbereder sin Formel 1-debut. Og så er kameraerne også tæt på under Formula 3.5-sejren i Barcelona. Der er ikke tvivl om, at vi har med en ung mand at gøre med masser af tro på egne evner.

“Mit mål er at blive verdensmester i Formel 1, det skal det være. Hvis ikke du har et mål om at vinde, så kan de ikke bruge dig til noget, og så kan jeg ikke bruge det til noget. Jeg er her for at vinde, jeg elsker at køre ræs, men det handler om at vinde. Pizzamanden skal levere pizzaen, og jeg skal vinde racerløb. Det er målet, det er det, jeg er her for.”

Se det unikke portræt på DR1 i ‘Essendrop & Eliten, tirsdag den 10. december klokken 22.20.

Del på:

Gemt under:: TV og Streaming Guide