TV-Nyt

“Klamphuggerne” er tilbage på TV 2

I en ny omgang “Klamphuggerne”, der vises på TV 2 fra og med 24. marts klokken 20, rykker den nye programvært Ida Wohlert ud i landet for at hjælpe en række nødstedte familier, der er havnet i kløerne på elendige håndværkere.

Fælles for de medvirkende er, at de står med en bristet boligdrøm, en økonomi, der ligger i ruiner, og en håndværker, som nægter at rette op på sine fejl.

Sammen med byggesagkyndig Finn Zeuthen vil Ida Wohlert hjælpe familierne med at få styr på de kuldsejlede byggeprojekter, og samtidig går hun målrettet efter de involverede håndværkere for at stille dem til ansvar for det klamphuggeri, de har på samvittigheden.

De fleste kender Ida Wohlert som en frisk og flink vært på “Go’ morgen Danmark”, men i “Klamphuggerne” viser hun en mere barsk og pågående side af sig selv, når hun bider sig fast i haserne på byggebranchens brodne kar.

Klamphuggerne Ida
Ida Wohlert er ny vært i TV 2s undersøgende dokumentarprogram

Nervøs hver gang
– Når man har set alt det, familierne er gået igennem, føler man virkelig med dem, og så kommer lysten til at stille de ansvarlige til regnskab let, siger Ida Wohlert.

Men hun indrømmer også, at hun har været nervøs hver eneste gang, hun har taget den direkte konfrontation med en håndværker, som måske ikke bare er talentløs, men også skruppelløs og ubehøvlet.

– Det er grænseoverskridende på den måde at klæde folk af for åben skærm, og det er altid ubehageligt at tage folk i en løgn, forklarer hun.

Sund skepsis
Ida Wohlert har aldrig selv haft problemer med dårlige håndværkere, men det skyldes måske, at hun kommer fra en arkitekt-familie, og at hun er flasket op med masser af sund skepsis.

– Jeg blev taget med rundt på en masse byggepladser, næsten før jeg kunne gå, og jeg har lært, at man ikke skal tage noget for pålydende, men at det er vigtigt hele tiden at følge op på tingene, siger hun.

Hendes bedste råd til folk, der har planer om at forbedre deres bolig, er, at de finder sig en god rådgiver, og at de gør det før, de skriver under på noget, og før, skaden er sket.

Fem års byggekaos
Det er et råd, de medvirkende familier i den nye sæson af “Klamphuggerne” godt kunne have brugt. De har nemlig hverken fået det, de har bestilt, eller det, de har betalt for.

Det gælder f.eks. en stor børnefamilie fra Fyn, som seerne kan møde i første program. På femte år bor de i et hus, hvor tagdele falder ned om ørerne på dem, fordi det byggeprojekt, der skulle skaffe dem nyt tag og en renoveret 1. sal, er endt i kaos. Den lokale håndværker magtede ikke opgaven – og siden gik han konkurs.

Kilde: TV 2 presse

I samme kategori

Back to top button