TV-Nyt

Britisk madprogram på TV 2 Fri

Imellem de danske programmer på den nye kanal TV 2 Fri får seerne også mulighed for at opleve nogle af de bedste udenlandske dokumentar- og livsstilsprogrammer, og blandt dem bliver den roste, britiske programserie ”River Cottage”.

– Vi er superglade for, at det er lykkedes at skaffe rettigheder til TV 2 Fri til alle de nye afsnit af ”River Cottage”, og vi har ligeledes sikret os mange af de tidligere årgange. ”River Cottage” er flot og sanseligt fjernsyn fuld af inspiration til seernes nære liv og passer således perfekt til Danmarks første fritids- og friluftskanal, siger Anette Rømer, chef for de udenlandske indkøb i TV 2|Programafdelingen.

”River Cottage” er en stor succes på britiske Channel 4 og er kendt af mange danskere, der holder af mad og gode madprogrammer på tv. I Danmark er livsstilsserien hidtil blevet sendt på DR2.

Karismatisk tv-kok
Hovedmanden bag ”River Cottage” er den karismatiske tv-kok Hugh Fearnley-Whittingstall, og blandt de nye programserier, som kan opleves på TV 2 Fri, er hans nyeste påhit ”River Cottage: Three Good Things”.

River Cottage på TV 2 Fri
Hugh Fearnley-Whittingstall (nummer to fra venstre) i “River Cottage: Three Go Mad”, som er en af de nye serier på TV 2 Fri.
(Fotos: Channel 4 / TV 2)

Sammen med en af sine sædvanlige håndlangere og en ny gæstekok i hver episode laver Hugh Fearnley-Whittingstall i denne programserie en venskabelig dyst om mad med udgangspunkt i tre af årstidens råvarer. Og med i oplevelsen af god og nem mad får seerne masser af opskrifter.

I en anden ny programserie, ”River Cottage: Three Go Mad”, inviterer Hugh Fearnley-Whittingstall tre kendte til at komme til gården og lære noget om mad fra jord til bord.

I programmerne ”Hugh’s Three Hungry Boys” prøver tre ungersvende at gøre, som Hugh gjorde i 90’erne: At rejse af sted uden en øre på lommen og leve af, hvad naturen og forskellige småjobs kan forsyne dem med. Rejsen sker i en gammel elektrisk mælkebil, og Hugh følger med fra sidelinjen med gode råd og drillerier.

TV 2 Fri kommer også til at vise mange af de første ”River Cottage”-programmer, der gjorde Hugh og serien kendt og elsket. Helt tilbage fra den tid, hvor Hugh Fearnley-Whittingstall ankommer til gården, der får navnet ”River Cottage”, og hvor han herefter går i gang med sine projekter med hjælp fra vennerne og de lokale.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button