Zulu serie solgt til udlandet
TV 2 ZULUs kærlighedsserie ’Perfekte Steder’ fik premiere i oktober 2017 og var en del af den fornyede ZULU-programflade med større relevans for de yngre seere og brugere. Og serien blev ikke alene en succes, når det gjaldt interessen på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY.
Serien er også blevet solgt til de tre store nordiske lande, Sverige, Finland og Norge, hvor premieresæsonen vises på henholdsvis SVT, YLE og TV 2 Norge inden sommerferien. Det er første gang, at en ZULU-fiktionsserie er solgt til alle disse lande.
– Generelt har vi mødt rigtigt god interesse for den første sæson af ’Perfekte Steder’, og også den kommende sæson 2 forventer vi at sælge til flere lande. De nordiske lande, som vi allerede har visningsaftaler med, har bestilt og fået dele af den nye sæson til gennemsyn, siger Mette Vorm, som er senior editor for international distribution hos TV 2 Programafdelingen.
Premieren på sæson 2 af ’Perfekte Steder’ kan ses på TV 2 ZULU og TV 2 PLAY fra mandag 23. april, og her er valg et tema, som gennemsyrer sæsonen.
– Der er stadig store følelser på spil, men der er også hverdagen, hvor man skal vælge hinanden, vælge karriere, venner og indimellem bare vælge en potteplante til soveværelset. ‘Perfekte Steder’ handler om livet i 20’erne, når det er bedst og værst. Det at træffe valg gør sig gældende hele livet, men det er i 20’erne, du lærer, hvordan livet handler om at gå på kompromis. At der er konsekvenser af de valg, du træffer – uanset om du gør det for dig selv eller for andre. Det er ikke altid nemt, for kærlighed har også konsekvenser, siger Maj-Britt Landin, Executive Producer, TV 2 Fiktion.
Du kan læse mere om sæson 2 af ’Perfekte Steder’ her.
Positiv modtagelse af ZULUs fornyelse
For TV 2 ZULUs og TV 2 PLAYs kanalchef, Sune Roland, er det en stor glæde, at netop kærlighedsserien ’Perfekte Steder’ allerede nu er klar med sæson 2.
– ’Perfekte Steder’ er en serie, der tager ungdommen alvorligt, og serien er en vigtig del af den fornyelse af ZULU, vi præsenterede de første eksempler på i 2017, og som bringer ZULU tættere på de unges virkelighed. Vi satte os for at ville være mere end den sjove kanal, og én del af den rejse hander om at invitere flere følelser ind i ZULU-brandet. Det har heldigvis været en fornyelse, som de yngre seere og brugere har taget meget positivt imod, og en fornyelse, som er fortsat ind i 2018, hvor ZULU har oplevet seerfremgang i årets første kvartal, siger Sune Roland og fortsætter:
– Som en del af vores udviklingsrejse har det handlet om at flytte os fra at være en tv-kanal til at være et stærkt indholdsbrand på tværs af platforme. Derfor har vi også satset massivt på, at du kan få udbygget din oplevelse med brandet både gennnem ZULU Social, på zulu.dk og ved satsninger som de ekstremt populære mellemscener til ’Perfekte Steder’, som du kan møde på TV 2 PLAY imellem afsnittene på tv.
– I den seneste brandmåling er der noget, der tyder på, at brugerne er med på vores rejse, for vi er ét af de få tv-brands, der i 2017 er gået frem i brugernes anerkendelse, siger Sune Roland.
For manuskript og instruktion på ’Perfekte Steder’ sæson 2 står igen Mikael Wulff. ’Perfekte Steder er produceret for TV 2 ZULU af New Creations med støtte fra Public Service Puljen.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link