Viaplay og Confederation of African Football i flerårigt partnerskab
Viaplay er den første streamingtjeneste, der viser Africa Cup of Nations, Africa Women Cup of Nations og CAF Champions League. Viaplay og Confederation of African Football (CAF) har nemlig indgået et flerårigt partnerskab, der betyder, at de tre turneringer kan streames i alle nordiske og baltiske lande og i Polen.
Aftalen dækker Sverige, Norge, Danmark, Finland, Island, Estland, Letland, Litauen og Polen. Viaplay vil også streame TotalEnergies CAF Confederation Cup 2021/22 og 2022/23, Afrikas andenrangs internationale klubkonkurrence og TotalEnergies CAF Super Cup 2022 mellem vinderne af CAF Champions League og CAF Confederation Cup.
FIFA World Cup 2022 African Qualifiers, der spænder over 130 live-kampe, vises i øjeblikket på Viaplay i de nordiske og baltiske lande og Polen.
Allerede fra søndag den 9. januar 2022 kan fodboldfans følge superstjerner som Liverpools Mohamed Salah og Sadio Mané samt Arsenals Pierre-Emerick Aubameyang som en del af Viaplays livedækning af alle 52 kampe i Africa Cup of Nations.
Den kommende CAF TotalEnergies Africa Cup of Nations afholdes i Cameroun og byder på næsten en måneds international fodbold i særklasse fra Afrikas 24 bedste hold, hvor de regerende titelholdere, Algeriet, ledet af Manchester Citys Riyad Mahrez, søger en tredje kontinental krone.
Viaplay streamer også de kommende to sæsoner af TotalEnergies CAF Champions League, Afrikas førende klubfodboldkonkurrence. Knockout-stadierne i 2021/2022-turneringen løber fra 11. februar til 29. maj og vil byde på sværvægtere som Egyptens Al-Ahly og Zamalek, Tunesiens Espérance de Tunis, Marokkos Wydad og Raja Casablanca og Sydafrikas Mamelodi Sundowns og Guineas.
Den 12. udgave af TotalEnergies Africa Women Cup of Nations finder sted i Marokko fra 2. til 23. juli, hvor 11 hold søger at udfordre Nigerias historiske dominans af begivenheden. Turneringen vil også fungere som kvalifikationskampe til FIFA Women’s World Cup, som vil blive vist på Viaplay i Sverige, Norge, Danmark og Polen.
“Hver uge lyser afrikanske stjerner op i Europas bedste ligaer, og Africa Cup of Nations (AFCON) byder på en unik kombination af kontinentets største navne sammen med den næste generation af talenter. Vi er også stolte over at blive den første streamer på vores markeder, der viser Africa Women Cup of Nations og CAF Champions League. Viaplay-seere i ni lande kan nu fordybe sig i nutidens blomstrende afrikanske fodboldscene, hele vejen fra Kairo til Kap,” siger Peter Nørrelund, NENT Group Chief Sports Officer.
“Vi er glade for at teame op med Viaplay, og vi ser frem til et succesfuldt partnerskab, der starter i januar 2022 med AFCON i Cameroun. Vi er også begejstrede for gennem dette partnerskab at give stor eksponering for vores kvindefodbold- og klubkonkurrencer på spændende markeder, hvilket vil give CAF en mulighed for at bringe disse konkurrencer til nye målgrupper,” udtaler Veron Mosengo-Omba, CAF’s generalsekretær.