HBO Max Nyt

Vi spurgte Max om reklamer under Tour de France: Her er deres svar

Som vi har skrevet om, både som nyhed og i en kommentarartikel, så har Tour de France-fans i år oplevet en ny reklamepolitik på HBO Max, hvor live-sporten bliver afbrudt af reklamer på tilsyneladende tilfældige tidspunkter – også midt i vigtige øjeblikke og under kommenteringen. Det har skabt frustration blandt mange abonnenter, der tidligere var vant til reklamefri cykeldækning på Discovery+ og også i nogen tid derefter på Max.

Vi rettede derfor følgende spørgsmål til HBO Max for at få klarhed over den nye praksis:

1.     Mangel på forventningsafstemning: Mange kunder har udtrykt overraskelse og skuffelse over reklameafbrydelserne, da de tidligere har været vant til reklamefri cykeldækning på Discovery+ og nu Max. Mener I, at I har informeret tilstrækkeligt om ændringen?

2.     Reklamer midt i kommentering: Flere brugere oplever, at reklamer afbryder kommentatorerne midt i sætninger, hvilket giver indtryk af en teknisk ureguleret eller tilfældig reklameplacering. Anser I denne type afbrydelser som acceptabel for en sportsdækning på jeres platform?

3.     Timing og teknisk styring: Kører reklameafbrydelserne helt vilkårligt, eller er der tekniske foranstaltninger, der sikrer, at afbrydelser ikke falder under vigtige øjeblikke, som f.eks. spurter eller angreb i løbet?

4.     Reklamepolitk: I oplyser kunderne nedenstående.

“Vores live-sport og live-kanaler vil have et begrænset antal reklamer uanset abonnementstype. Med standard- eller premiumabonnement kan du se serier og film uden reklamer, men live-kanaler og live-sport kan indeholde reklamer.”
Men er live sport uden naturlige pauser som Tour de France ikke netop der, hvor reklamer er mest problematiske set fra kundens synsvinkel? Det er vel heller ikke normalt at en igangværende live fodboldkamp afbrydes af reklamer.

5.     Kundesvar og reaktion: Flere brugere har delt deres utilfredshed og skærmbilleder af opsagte abonnementer i jeres Eurosport Cykling gruppe. Har disse reaktioner givet anledning til overvejelser om at justere jeres tilgang til reklamer under live sport – fx gennem bedre placering, færre afbrydelser eller mulighed for reklamefrit sportstilvalg for kunder med et Max Premium abonnement?

Vi har på dette kun fået følgende korte statement fra Warner Bros. Discovery retur:

”Live sport indeholder regelmæssigt reklamer, også på Max. På Max findes der en reklamefri visning via det nye, innovative Quad feed (multiskærmsvisning), som også har dansk kommentering.”


Vi kan altså kun tolke det sådan at HBO Max ikke ønsker at kommenterer på de konkrete bekymringer omkring timing, kundekommunikation eller brugernes frustrationer over reklameafbrydelser midt i løbet.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard