TV-Nyt

TV 2 optager julekalenderen 2021 – Kometernes jul

Optagelserne til TV 2s familiejulekalender i 2021, ‘Kometernes jul’, er godt i gang, og ledestjernen og budskabet i historien er klart: Sammen ved vi mere. For ingen ved alt, men hvis man slår sin viden, nysgerrighed og sine kundskaber sammen, kan man mere, end man tror.

En kosmisk rejse

Det er lige præcis, hvad fire børn, Mie, Johannes, Noor og Elias, får brug for, da de deltager i en Astro Camp, som er et to-ugers naturvidenskabeligt kursus med fokus på astrofysik.

Ved et uheld teleporteres Mie og Johannes til den fjerne Planet 9, og fra hvert deres sted i universet må de fire børn nu arbejde mod tiden, naturlovene og en udspekuleret tech-guru for at blive genforenet før, det er for sent. Noor og Elias får hjælp fra deres lettere distræte fysiklærer Panda-Søren og den dedikerede forsker, Anna. Samtidig skal de skjule, hvad der er sket for både deres forældre og Astro Campens leder, Bolette-Henriette.

Det bliver en eventyrlig og kosmisk rejse, der bringer os fra Jorden til Planet 9, ind i laboratorier og ud i børnenes hjem, og som giver os en medrivende fortælling om videbegær i vores forunderlige univers.

Stort cast

I rollerne som Bolette-Henriette, Panda-Søren og Anna ses Søs Egelind, Martin Greis-Rosenthal og Molly Egelind, mens Noor og Elias spilles af Shireen Noor Rasool og Bertil Smith. Mie og Johannes møder vi i to forskellige aldre, hvor Lille Mie og Lille Johannes spilles af Anna Frederikke Heerulff Christiansen og Luca Richardt Ben Coker, og Store Mie og Store Johannes af Alice Finn Caspersen og Oscar Dietz.

Castet tæller blandt andre også Kurt Ravn, Lotte Andersen, Laura Bro, Adam Ild Rohweder, Morten Hemmingsen, Özlem Saglanmak og Janus Nabil Bakrawi.

Juleeventyret i naturvidenskabelige klæder

– Vi glæder os til at byde seerne indenfor i en magisk verden, der kombinerer det genkendelige juleeventyr med elementer fra naturvidenskabens forunderlige univers. Vores håb er først og fremmest, at både børn og voksne vil mærke spændingen, grine med, men også føle sig inspireret til selv at dykke ned i verden omkring os med naturvidenskabelige briller, siger hovedforfatter Jenny Lund Madsen (‘Ludvig og Julemanden’, ‘Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens hjerte’, ‘Bedrag’, ‘Rita’, ‘Mercur’ og ‘Sjit Happens’).

Nordisk Film Production producerer

Kometernes jul’ produceres af Nordisk Film Production ved producer Trin Hjortkjær Thomsen og bliver instrueret af Ask Hasselbalch (de tre ‘Antboy’-film, hvor i øvrigt Oscar Dietz spillede hovedrollen som Antboy og ‘Skammerens datter 2 – Slangens gave’).

– Selve historien rummer alle de følelser og stemninger, man kan forvente sig af en stærk julehistorie, og ‘Kometernes jul’ bliver en julekalender fyldt med action og ramasjang, men også en serie med en stærk pointe om, at man er stærkest i fællesskab, siger Ask Hasselbalch, der instruerer alle 24 afsnit.

Familiejulekalenderen, hvor døren åbnes til naturvidenskabens spændende verden, er omdrejningspunktet for et stort samarbejde mellem TV 2, Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet og Nordisk Film Production. Projektet støttes af Villum Fonden, Novo Nordisk Fonden, Poul Due Jensens Fond og Bitten & Mads Clausens Fond, der alle har et ønske om at fremme interessen og nysgerrigheden for naturvidenskab hos børn og unge.

Læs også

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard