TV 2 løfter sløret for ny krimiserie – Hvide Sande vises i 2021
TV 2 er gået i gang med optagelserne til en ny krimiserie, der får titlen Hvide Sande. Serien er skrevet af krimiforfatterparret Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich og bliver på otte afsnit, der får premiere 3. maj.
‘Hvide Sande’ handler om den danske undercover-ekspert Helene og den dansk-tyske drabsefterforsker Thomas, der sættes sammen som ægtepar og sendes til Vestkysten for at opklare mordet på en ung, tysk surfer.
Mordet på den unge tyske surfer, Sebastian, har rystet lokalsamfundet i turistparadiset Hvide Sande – byen, som er kendt for Vesterhavets fantastiske strande, bølgerne, klitterne, iskioskerne, lyden af klipklapperne på hovedgaden, når der skal hentes kul til grillen eller vin til solnedgangen. Et år efter mordet står opklaringen stadig i stampe, og derfor tilkaldes Helene og Thomas, der udadtil skal leve som et par, der har søgt mod det stille liv væk fra storbyen. Men i virkeligheden skal de løse et mysterium, som viser sig at stikke dybere, end nogen af dem havde troet. Og så er det ikke helt let at lade som om, man er gift, når man aldrig har prøvet det før.
De to hovedroller spilles af stærke kræfter, der tidligere har været med i tv-serier med stor international succes, nemlig Marie Bach Hansen (‘Arvingerne’, ‘Borgen’) og Carsten Bjørnlund (‘Rita’, ‘Arvingerne’, ‘Liberty’).
Desuden medvirker andre store danske navne som Bodil Jørgensen, Jesper Asholt, Camilla Bendix, Bjarne Henriksen og flere andre.
Anders Rønnow Klarlund, som er seriens hovedforfatter, har i flere omgange boet i Hvide Sande sammen Jacob Weinreich. Det har især handlet om at lære byen og området rigtig godt at kende. Byens indbyggere, naturen, Vesterhavet, sommerhusområderne, fiskeriet – alt det, der gør Hvide Sande til noget helt særligt.
– Vi ledte efter byens og områdets puls – efter Hvide Sandes sjæl og unikke tone. Plottet og karaktererne voksede frem i mødet med byen, så man kan næsten sige, at byen har skabt serien. Ambitionen med ‘Hvide Sande’ er at skabe en romantisk, spændende, varm og humoristisk tv-serie, der yder byen fuld retfærdighed, siger Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich.
De har arbejdet tæt sammen i mange år og udgivet tolv romaner under pseudonymerne A.J. Kazinski og Anna Ekberg. Denne gang har samarbejdet være lidt anderledes, da historien er udviklet i fællesskab, men det er er Anders Rønnow Klarlund, som har ført pennen.
– Manuskriptskrivning er en anden øvelse end romaner, men der er selvfølgelig også ligheder, ikke mindst kærligheden til den gode og vedkommende fortælling, siger forfatterparret.
‘Hvide Sande’ produceres af Deluca Film ved Morten Rasmussen og David C.H. Østerbøg med støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film- og TV Fond og Filmförderung Hamburg Schleswig-Holstein, og serien er på nuværende tidspunkt allerede solgt til flere lande, blandt andet Norge (NRK), Sverige (TV 4/CMore) og Finland (YLE).