TV 2 introducerer ”OD” som ny branchestandard
TV 2 lancerer ”TV 2 OD” og lægger op til, at ”OD” bliver TV branchens nye fælles betegnelse for on demand.
Servicen er allerede tilgængelig hos Stofa og Waoo! og som noget helt nyt også hos Viasat, og flere distributører er på vej. TV 2 er i øjeblikket i dialog med alle landets distributører, således at det på sigt bliver muligt at købe TV 2 OD hos alle de distributører, der har den nødvendige teknologi.
”TV 2 OD” giver danskerne mulighed for at se eller gense programmer fra TV 2s kanaler on demand på tv-skærmen. TV 2 OD er dermed et tilbud til de danskere, der gerne selv vil bestemme, hvornår de vil se TV 2s programmer.
– ”OD” står for ”on demand” og vi har valgt dette enkle navn i et forsøg på at skabe en fælles standard for, hvad denne service skal hedde på det danske tv-marked, ligesom danskerne jo også har taget begrebet ”HD” til sig, siger Alexander Nørgaard-Madsen, der er salgsdirektør hos TV 2|KanalSalg, og fortsætter:
– Ønsket om en branchestandard er blevet positivt modtaget både hos distributørerne og hos vores kolleger, så vi håber på, at OD kan blive en fælles betegnelse, der kan bruges af hele branchen.
På TV 2 OD er udvalgte programmer fra TV 2s kanaler tilgængelige i op til en måned efter, at de har været vist på skærmen – f.eks. populære underholdningsprogrammer som ”Vild med dans”, ”Dagens mand” og ”Zulu Djævleræs”, sports- eller magasinprogrammer eller populære serier som f.eks. ”Lærkevej” og ”Desperate Housewives”. TV 2 OD tilbyder også muligheden for at se snigpremierer på udvalgte programmer.
– TV 2 OD er en service til de seere, som ønsker nem adgang til TV 2s programmer via deres tv, hvad enten det er for at gense et af vores programmer eller for at se en snigpremiere på en af vores mest populære tv-serier, siger Gregers Wedell-Wedellsborg, indholdsdirektør for de digitale medier hos TV 2, og fortsætter:
– TV 2 OD adskiller sig fra Sputnik ved kun at vise indhold fra TV 2s egne kanaler. Sputnik giver derimod adgang til et større univers, der både indeholder TV 2s kanaler, men også en masse live tv, sport og film fra andre spillere i branchen.
Adgang til TV 2 OD kræver en set-top-boks og et abonnement på TV 2 OD via en af tv-distributørerne. TV 2 OD sælges som et valgfrit tilkøb til de normale tv-pakker.
Kilde: TV2