TV 2 forlænger film-aftale med Svensk Filmindustri
På den igangværende MIPTV-messe i Cannes, hvor tv-stationerne bl.a. køber film ind til de kommende år, har TV 2 netop forlænget aftalen med Svensk Filmindustri (SF) med to år.
Aftalen betyder, at danskerne også i 2014 og 2015 får adgang til de mange store titler fra filmdistributøren, som senest har leveret film som Oscar-vinderen ”Kongens store tale”, ”Killers” med Ashton Kutcher, ”Baby Surprise” med Jennifer Aniston, ”Fair Game” med Sean Penn og ”The Next Three Days” med Russell Crowe til TV 2s søndagsfilm-tilbud til seerne.
Aftale med Monarchy
På messen i Cannes har TV 2 også indgået aftale med det amerikanske selskab Monarchy om en filmpakke med stærke nye titler som ”In Time” med Justin Timberlake og familiefilmen ”Alvin og de frække jordegern 3” samt en lang række gode filmgensyn – både til TV 2, TV 2 Zulu og TV 2 FILM.
– Det er dejligt at kunne fortsætte det gode samarbejde med så god og stabil en leverandør af brede kvalitetsfilm som SF, og samtidig få sikret en attraktiv aftale med en ny partner for os som Monarchy. Film er vigtige, fleksible byggeklodser i vores sendeplaner, og gode film samler danskerne foran TV 2s kanaler. Derfor er det også vigtigt, at vi er aktive på ”independent”-markedet for film, altså film der ligger uden for de store amerikanske selskabers distribution – som supplement til vores aftaler med ”majors” som Warner og Paramount, siger Anders Leifer, der er seniorredaktør og filmindkøber på TV 2.
Kilde: TV 2