MedieafspillerMedieafspiller produktnyt

Test: Thomson Streaming Box Plus 270 4K UHD

- Et reelt alternativ til Google TV Streamer?

Så er det blevet tid til en produkttest igen her på DIGITALT.TV, efter vi har holdt en længere pause. Vi har nemlig fået muligheden for at teste Google TV-medieafspilleren Streaming Box Plus 270, der i Europa sælges under Thomson-brandet.

Modellen udmærker sig ved at understøtte det meste, herunder support for alle de væsentlige HDR-varianter, Dolby Atmos-lyd, og den har rimelige specifikationer, når det kommer til hukommelse, lagerplads og CPU – nemlig 3 GB RAM og 32 GB intern lagringsplads. Processoren er Amlogic S905X4-B, og der er support for Wi-Fi 6.

Hvor kan den købes?

Prisen på medieafspilleren er 899 kr. hos Power.dk, hvilket gør den sammenlignelig med Googles egen TV Streamer 4K og noget billigere end Nvidia Shield TV Pro.

Vi har taget et kig på Thomson Streaming Box Plus 270 4K UHD – læs vores test herunder.

Udpakning og design

Thomson Streaming Box Plus 270 med i kassen

I kassen finder vi, udover medieafspilleren selv:

  • Strømforsyning

  • Fjernbetjening

  • 2 x AAA-batterier

  • HDMI-kabel

  • Installationsguide

Thomson Streaming Box Plus 270 tilslutninger

På enheden finder vi:

  • Ethernet (100 Mbps)

  • USB 3.0

  • HDMI-port

  • Strømtilslutning

  • Fysisk mikrofon on/off-knap (hvis du ikke vel have at den lytter med)

  • “Find min fjernbetjening”-knap på fronten

Medieafspilleren, vi tester, er i sort, men fås også i hvid. Den er lidt større end en Apple TV 4K og har et stofagtigt look på toppen, hvilket gør, at den skiller sig ud og ligner en højttaler. Der er faktisk også en indbygget en lille højttalerenhed og mikrofon til Google Assistent-svar. Det er dog ikke en egentlig højttaler, du kan streame musik eller podcasts til via Google Cast, mens dit tv er slukket.

Når Streaming Boxen er tilsluttet et TV eller en projektor via HDMI, og Google Assistenten er aktiveret, vil den tilsluttede enhed automatisk tænde via HDMI-CEC, og stemmeoutputtet vil blive afspillet gennem dens højttalere. Kun når der ikke er nogen HDMI-forbindelse, vil Google Assistentens svar blive afspillet gennem Streaming Boxens indbyggede højttaler.

Thomson Streaming Box Plus 270 top dioder

Mikrofonen kan slås fra med en fysisk off knap på siden af enheden, man skal dog så leve med at der er 4 røde prikker permanent på toppen af enheden. Stoffet gør som det kan ses at kattehår let bliver fanget der.

Thomson Streaming Box Plus 270 4K UHD vs Google TV Streamer 4K

Funktion Google TV Streamer 4K Thomson Streaming Box Plus 270
Styresystem Android TV 14 Android TV 12
Brugerflade Google TV Google TV
RAM 4 GB 3 GB
Lagerplads 32 GB 32 GB
Ethernet Gigabit Ethernet 10/100 Mbps
WiFi WiFi 5 WiFi 6
HDMI-kabel inkluderet Nej Ja
Ekstern USB-port Nej Ja
Ekstern mikrofon (Hey Google) Nej Ja (kan deaktiveres)

Google TV Streamer 4K kommer med Android 14, som giver forbedret integration med smart home-enheder mod Thomson der har Android 12. Google’s model har også 1 GB mere RAM end Thomson-boksen, samt en Gigabit Ethernet-port (mod Thomsons 100 Mbps). Dog er det værd at nævne, at Thomson 270 modellen har bedre Wi-Fi understøttelse med Wi-Fi 6 support.

Thomson vinder lidt på at tilbyde USB-port til lageringsmedier (FAT32 eller exFAT) eller medieafspilning og så altså indbygget mikrofon/højtaler til Google Assistent.

Installation

Thomson Streaming Box Plus 270 installering

Som tidligere nævnt så er Thomson Streaming Box Plus 270 baseret på Google TV, og du skal således bruge en Google konto for at sætte den op. Har du det i forvejen er der mulighed for nem installation via Home app’en på dine Smartphone. Så slipper du for at sidde og bogstavere e-mail og adgangskode via fjernbetjeningen.

Thomson Streaming Box Plus 270 HBO Max

Brugeroverfladen på Google TV virker lidt mere moderne og optimeret end Android TV, som fortsat er det f.eks. Nvidia Shield TV tilbyder.

Vi bemærkede at de præinstallerede apps inkludere den gamle HBO Max app og ikke den nyeste der bare hedder Max. Så slet den og installer Max i stedet, hvis du altså abonnerer på den tjeneste. Ellers så er der en række apps for installeret, og du kan hente apps til alle de gængse streamingtjenester her i Danmark uden problemer.

Thomson Streaming Box Plus 270 opdatering

Vi tjekkede for en software opdatering med det samme, så vi ikke løb ind i nogle fejl der var fikset, og der var en opdatering tilgængelig på vores testeksemplar.

Brugsoplevelsen

Thomson Streaming Box Plus 270 giver en rigtig god oplevelse, når du navigerer rundt i menuer og bruger apps. Det føles ikke, som om den hænger eller kommer bagefter. Så selvom den ikke har den nyeste eller stærkeste processor, vil den være tilfredsstillende for de fleste brugere.

Thomson Streaming Box Plus 270 fjernbetjening

Fjernbetjeningen er plastik og er ret glat, men den fungerer ganske fint. Stjerneknappen øverst giver dig mulighed for at lave en genvej, f.eks. til en specifik app. Der er allerede genvejsknapper til YouTube, Netflix, Disney+ og Prime Video.

Hvis flere i husstanden bruger medieafspilleren, er det også muligt at skifte brugerprofil direkte på fjernbetjeningen. En anden lidt smart feature er muligheden for at finde fjernbetjeningen, hvis den er blevet væk, så aktiverer du bare Find my Remote på fronten af enheden, og så kan du via lyd finde frem til den forsvundne fjernbetjening måske bag sofapuden eller under tæppet.

Billedkvaliteten er god men afhænger naturligvis af kildesignalet, du streamer. Som standard kører medieafspilleren i den højeste opløsning, som din skærm tillader, og aktiverer også HDR. På vores LG OLED var det Dolby Vision, men du kan med fordel opsætte den til at matche kildeindholdet, så der ikke aktiveres HDR-tilstand på indhold, der ikke er i HDR. På den måde sparer du også lidt strøm.

Et minus er, at Netflix-appen tilsyneladende altid aktiverer HDR, selv på ikke-HDR-indhold. Så her fungerer indstillingen Match Content ikke som den skal.

Match billedhastighed Thomson 270

Der er også en indstilling til match af billedfrekvens. Denne funktion er vi vant til fungerer fint på Apple TV, men her kommer Google TV generelt stadig lidt til kort. Selvom vi kan aktivere match af billedfrekvens i indstillingerne, kræver det også, at den enkelte app rent faktisk understøtter skiftet, og det ser ud til at være en funktion, der kun virker i Netflix-appen.

Efter at vi havde installeret alle de væsentlige streaming-apps, havde vi 20 GB lagerplads tilgængelig. Med de 32 GB i alt er der altså rigtig god plads til mange apps.

Konklusion

Thomson Streaming Box Plus 270

Thomson Streaming Box Plus 270 Vores vurderinger

  • Dolby Vision og Atmos support
  • WiFi 6 support

  • Stofbetræk kan tiltrække hår
  • Ethernet ikke Gigabit hastighed

Thomson Streaming Box Plus 270 er en glimrende Google TV-medieafspiller i prisklassen omkring 900 kr. For de mere avancerede brugere, der f.eks. ønsker at køre Plex Media Server, er det fortsat Nvidia Shield TV Pro, man skal have fat i. Men for den almindelige bruger, der blot ønsker enkel og hurtig adgang til streamingtjenester, er denne medieafspiller et rigtig godt bud.

Vi havde gerne set, at man kunne benytte den indbyggede højttaler i enheden som en Google Cast-højttaler, når tv’et er slukket. Det ville f.eks. gøre det muligt at lytte til en podcast, og det kunne have givet enheden lidt mere kant i forhold til konkurrenterne. Som det er nu, kan du bruge den som Google Assistent med svar via højttaleren, hvis tv’et er slukket – eller via tv’et, når det er tændt.

En anden detalje, der måske er værd at nævne, er selve enhedens udformning: stof-looket på toppen ser pænt ud, men har desværre en tendens til at tiltrække hår og støv – især hvis man har kæledyr i hjemmet. Det er måske et lille minus i det daglige, hvis man ønsker et rent og nydeligt tv-setup.

En af vores faste punkter er bedre understøttelse af automatisk billedfrekvens-match er fortsat et generelt minus ved Google TV-platformen og altså ikke noget, der er specifikt for denne model fra Thomson.

Med en pris, der matcher Google TV Streamer 4K, skal man have et specifikt behov for de funktioner, der taler til Thomsons fordel – altså WiFi 6, USB-porten og måske den indbyggede mikrofon/højttaler til Google Assistent. Hvis Thomson-modellen kommer på tilbud til f.eks. 699 kr., vil den sandsynligvis have bedre chancer for at vinde markedsandele.

Thomson 270 anbefaling digitalttv

Specifikationer

Thomson Streaming Box Plus 270
SMART FEATURES
Smart OS Google TV™ (Android™ 12)
Google certified Ja
Google Play Store Ja
Google Assistant Ja
Google Cast Ja
Netflix Ja
Apple TV Ja
Prime Video Ja
YouTube Ja
Disney+ Ja
Spotify Ja
SYSTEM & MEMORY
Chip set solution (SoC) Amlogic S905X4-B
Quad core processor (CPU) Quad-Core Cortex-A55 20800 DMIPS
Graphics processing Unit (GPU) ARM Mali-G31 MP2 850MHz
SDRAM 3 GB
Flash 32 GB
AUDIO & VIDEO
Display resolution Op til 4K UHD (3840 x 2160)
Video resolution Op til 4K@60fps, 1080p, 1080i, 720p, 576p, 576i, 480p, 480i
Video decoding HDR 10, HLG, HDR10+, Dolby Vision
Audio decoding Dolby Atmos, Dolby Digital +
Højtaler 1 x 3 W, 4 ohm, Mono
Mikrofoner 2x Mikrofoner
CONNECTIVITY & INTERFACE
HDMI 2.1 port Ja
USB-A 3.0 port Ja
DC in Ja
Ethernet (RJ-45) Ja
Wi-Fi 802.11 b/g/n/a/ac/ax 2.4GHz/5GHz 2T2R (WiFi6)
Bluetooth 5.2
Find My Remote knap Ja
Microfon ON/OFF knap Ja
4 x full color LEDs Ja
GENERAL DATA
Strømforsyning 12 V / 1,5 A
Input voltage 100 V – 240 V
Strømforsbrug i brug  (max.) 18 W
Produkt dimensioner (WxDxH) 118 x 118 x 43 mm
Vægt 296 g
Farve Black
Pakke (WxDxH) 170 x 85 x 154 mm
Inkluderet i pakken Streaming Box Plus 270, Strømforsyning, Bluetooth/IR fjernbetjening, HDMI kabel, 2x AAA batterier
EAN Code 9120106662986

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard