Test: Homey Pro 2026 – Smart Hub’en til det seriøse Smart Home er forbedret
Tilbage i 2023 testede vi Homey Pro. Det var naturligvis 2023 modellen, der officielt er benævnt Early 2023. Nu her i december 2025, så er opfølgeren kommet nemlig en opdateret Homey Pro 2026. Så da producenten Athom gav os muligheden for at teste den nye model, så tænkte vi det ville være oplagt at opdatere vores test af produktet.
Homey Pro 2026 lanceringen kommer kort efter salgsstarten på Homey Pro Mini her i Danmark, så nu er der i alt tre Homey Smart Home produkter at vælge imellem.
Homey Bridge, Homey Pro Mini, Homey Pro – Hvad skal du vælge?

Homey Bridge er den mest simple og billigste måde at komme i gang med Homey-økosystemet. For omkring 500 kr. kan du komme i gang med Smart Home med Homey.
Find bedste pris på Homey Bridge lige nu
Bridge modellen fungerer i skyen via Homey-tjenesten og giver dig grundlæggende smart-home-forbindelser (Zigbee, Z-Wave, Bluetooth, Wi-Fi etc.), men har begrænsninger i antal enheder uden abonnement og er ikke en fuld lokal hub — så den passer godt til dig, der er ny inden for smart home og vil starte enkelt uden lokal serverstyring.
Homey Pro Mini til omkring 2000,- giver dig en smart home-hub med lokal styring, som kører samme Homey-software som de større Pro-modeller. Fungerer fint med op til ca. 20 integrationer/“apps”, og giver dig Matter, Zigbee, Thread og Ethernet-forbindelse som standard. Der er ikke Z-Wave, Bluetooth eller infrarød, det kræver en den dyrere Pro model eller at du tilføjer en Homey Bridge ved siden af.
Homey Pro til omkring 3000 giver dig den fulde styring af dit smart home med både Zigbee, Z-Wave, Bluetooth eller infrarød og Matter/Thread. Den nye 2026 model fordobler mængden af hukommelse, så der er masser af muligheder selv for det meget avancerede Smart Home.
Homey Pro 2026 – Hvad er nyt?
Da vi testede Homey Pro tilbage i 2023, så efterlyste vi mere hukommmelse end de 2 GB der var i 2023 Homey Pro modellen. Det er da også netop dette Athom har opgraderet på den nye 2026 model. Alt andet er faktisk ellers præcis som på den gamle model.
Fokus har været på at opgradere RAM – da radiosystemerne allerede leverer den ønskede performance. Homeys CEO Stefan Witkamp siger, at målet var at skabe “den bedste smart home-hub på markedet” og at RAM var den eneste opgradering, der gav mening, samtidig med at prisen holdes.
Nogle har faktisk også selv nørdet lidt og udskiftet ram moduler for at få mere ram i deres Homey Pro. Så nu har Athom altså lyttet og bragt en forbedret model på markedet.
2026 Homey Pro modellen har altså dobbelt så meget RAM (4 GB), mens prisen er den samme som hidtil. Vejledende 3199,-.
Du skal således ikke købe en Homey Pro 2023 lige nu, hvis den koster 3000,- så er det bedre at købe eller vente lidt på 2026 modellen, hvis butikken endnu ikke har den til salg. Bemærk at der ikke står 2026 på kassen eller noget på den nye model, så det kan faktisk være svært at se, hvilken model der er i.
Homey – ret nem at komme i gang med
Eftersom 2026 modellen, bortset fra ram mængden, er identisk med 2023 modellen, så vil vi ikke gå en masse ned i detaljerne, men overordnet så er Homey nemmere at komme i gang med end f.eks. Home Assistant.
Det er mere brugervenligt, og du kan skabe visuelle automatisering (flows) der kan gøre det nemt at få mest muligt ud af dine smart home dimser og tilpasse dem netop til dine behov.
Homey anno 2026 har udvidet antallet af understøttede enheder betragteligt siden vores 2023 test, men det er stadig en god idé at tjekke, hvilke enheder der understøttes, inden du køber nye enheder.
Giver dobbelt ram mening og bør du opgradere?
4 GB ram er absolut en god opgradering og særligt på et Pro produkt i denne prisklasse. Her på DIGITALT.TV har vi kørt Homey Pro siden vores produkttest i juli 2023, og efterhånden har vi vel noget man kunne kalde et rimeligt udbygget smart home i antal af produkter og tilhørende installerede apps i Homey.

På Homey Pro 2023 modellen var vi nede under en halv gigabyte ram, og der var gang i en swap fil, så vi har da nærmet os at makse ud. Nu med den nye 2026 model ser det igen fornuftigt ud med plads nok til at udvide med mere.
Men 2023 modellen med sine 2 GB er sikkert rigeligt for mange, og rammer du ikke ram loftet, så er der ingen idé i at skifte en eksisterende 2023 Homey Pro ud med en 2026 model.
Hvordan gik opgraderingen fra Homey Pro 2023 til 2026 for os?

Vi lavede et Cloud backup af den gamle Homey Pro. Ved installeringen af den nye kunne vi så bruge vores backup og få en hurtig installation af vores gamle indstillinge og flows med over.
Dog skulle vi installere apps på den nye model. De er som sådan synlige efter backup er indstalleret, men de er reelt ikke installeret.
Desuden havde vi nogle problemer med visse Zigbee enheder efter skiftet, der droppede ud af netværket med det samme. Det endte med, at vi måtte resette Zigbee netværket helt og parre alle zigbee enheder på ny, for at det virkede stabilt igen.
Skal du købe en Homey Pro 2026?
Står du overfor at købe en Homey Pro, så er 2026 modellen klart at anbefale, hvis ikke du kan få 2023 udgaven meget billigere. Skulle vi have ønsket noget ekstra end bare hukommelse, så kunne Athom da godt have puttet lidt mere lagringskapacitet ind også.
Et endnu bedre Homey alternativ for smart home nørden?
Har du specifikke hardware krav/behov, så har Homey netop lanceret Homey Self-Hosted Server, så du kan lave din egen personlige løsning på den hardware, du ønsker at bruge og i højere grad selv styre hardware specifikationerne.
Til den skal du bruge en Homey Bridge, så en sådan løsning kan rent Homey prismæssigt fås til omkring 1700,- (Bridge + Lifetime Self-Hosted Server adgang), hvis du selv har noget at køre serveren på. Er du i power user segmentet, så er en Homey Self-Hosted Server i stedet for en Homey Pro måske en overvejelse værd.
Men skal du have det hele i én plug and play pakke, så kan vi bestemt klart anbefale den nye Homey Pro 2026.




