Sporløs
Underholdning
Stream her på DR TV
Ugentligt frem til 21. november 2022
Efter tre års pause er ’Sporløs’ tilbage på skærmen. Den nye vært er Mette Frisk, der er glad for værtsrollen på programmet. – Jeg har haft drømmen længe om at blive vært på ’Sporløs’. Det fantastiske ved programmerne er den menneskelige historie, og ’Sporløs’ – og for den sags skyld også ’Forsvundne Arvinger’ er eksempler på, at du kan gøre stor og meget konkret forskel som journalist, mener Mette Frisk.
DR har sendt ’Sporløs’ siden 1999, men har holdt pause på programmet, som produktionsselskabet STV producerer for DR, siden 2019. Som ny vært følger Mette Frisk i fodsporene på navne som Hans-Georg Møller, Line Baun Danielsen, Lillian Gjerulf Kretz, Louise Wolff, Rie Helmer Nielsen og Ditte Haue, der har været værter for ’Sporløs’ gennem årene – og for de flestes tilfælde også været med på rejsen for at finde de forsvundne slægtninge.
Længere program i den nye sæson
De nye programmer bliver lidt længere end tidligere. Hver ’Sporløs’-udsendelse varer 58 minutter mod førhen en halv time og tre kvarter, og det har givet muligheder, siger Mette Frisk.
– Udvidelsen af sendetiden betyder, at vi nu har bedre tid til at fortælle alle de historier, vi møder ude i verden. Efter at have produceret de første fem afsnit, kan jeg se, at der i mange tilfælde gemmer sig rigtig interessante historier nedenunder, og det er godt at have tid til at folde dem ud, siger Mette Frisk.
I den nye sæson af ’Sporløs’ har hun og holdet været i Rumænien, Finland, Colombia, Sri Lanka og Filippinerne.
Er Sporløs færdigtilrettelagt hjemmefra?
– Når vi tager afsted, er det lidt rock’n’roll, og det håber jeg også, man kan se i programmerne, siger Mette Frisk.
Inden de fleksible billetter bliver bestilt, vurderer redaktionen, om de tror på, at det er realistisk at finde svar. Det gør de ud fra, hvilke oplysninger deltageren har på forhånd. Har de for eksempel oplysninger om børnehjem, de har boet på, en fødselsattest eller andre papirer, der kan sparke sagen videre.
Er der noget at arbejde med, tager redaktionen fat i ’en hjælper’ – en såkaldt fixer – i det pågældende land, som kan assistere holdet før afrejse, og når programmet skal filmes. Rejserne varer minimum syv dage – ofte mere per program.
– Når vi tager afsted, har vi sikret os, at vi har en fleksibel billet, og så har vi ofte noget linet op til de første to dage på baggrund af oplysningerne hjemmefra. Derefter er det research for åben skærm, hvor vi træffer beslutningerne om, hvad vi gør, når vi står på stedet. Undervejs er der også en stribe etiske overvejelser, så det gælder også om at holde hovedet koldt – også selv om der måske er 40 grader, hvor vi er, siger Mette Frisk.
Udover holdet, der er afsted, sidder en redaktionschef og holder sig ajour i Danmark og hjælper, hvor hun kan.
Personen, hvis sag bliver oprullet i programmerne, har Mette Frisk kun mødt online før afrejse, for en del af forberedelserne til denne sæson er sket, mens Danmark stadig var coronalukket.
Sporløs – mere om sæsonens første program
29-årige Sune fra Nordjylland blev oprindeligt født som pigen Suneta i Rumænien. Han blev adopteret til Danmark som femårig, men havde indtil da måtte kæmpe dagligt på børnehjemmet mod sult og tæv. Han ved stort set intet om sin rumænske familie, men drømmer om at få kontakt, så han kan få svar på, hvorfor han blev sendt væk. Sune frygter, hvad romafamilien i det konservative Rumænien vil sige til, at han vender tilbage som en transkønnet mand.
Se afsnittet den 24. oktober kl 06:00 på DRTV og kl. 20:00 på DR1.
Sporløs 31/10
9-årige Jonas husker intet fra sine første fire år i Colombia. Ifølge hans papirer sendte en purung og fattig mor ham på børnehjem for at skabe en bedre fremtid for ham. Nu som voksen og ung far er Jonas mere end klar til at lede efter sin ukendte familie. Han skal på sit livs rejse, der kommer til at byde på helt uforudsigeligt mange strabadser og ukendte følelser, når han og Mette Frisk bliver sendt langt op i de colombianske bjerge.
Se afsnittet den 31. oktober kl 06:00 på DRTV og kl. 20:00 på DR1.
Sporløs 7/12
49 årige Lotte har i årevis skrevet ansøgninger til Sporløs men aldrig sendt dem afsted. For hendes adoptivmor har været imod, at hun søgte efter sin biologiske mor. Men nu kan hun ikke vente længere. Hun søger svar på, hvorfor hendes finske mor reagerede på en avisannonce fra Danmark og bortadopterede Lotte i 1972 blot 10 dage gammel. På sin rejse mod nord viser det sig, at der er langt mere i den ene lille annonce, at vores ligesindede naboland gemmer på en tabubelagt fortælling om de finske adoptioner til Danmark i 70´erne
Sporløs 14/11
Meann er vred. Hun føler sig forladt, og frustreret over den skæbne, hendes biologiske mor fra Filippinerne overlod hende til, da hun for mere end 30 år siden satte hende af på et børnehjem. Hele livet har Meann kæmpet med en forladthedsfølelse over den biologiske mors svigt, også selvom hun har fået en dejlig familie i Danmark. Følelsen er aldrig gået væk. Nu ved Meann slet ikke, om hun overhovedet kan og vil møde sin mor med andet end vrede, hvis hun kan findes, når Sporløs-holdet rejser til Filippinerne.
Sporløs 21/11
43 årige Karin ønsker brændende at finde sin biologiske mor i Sri Lanka. Men da hun skriver til den kvinde, som stod for hendes adoption, får hun at vide, at hun bare skal opgive det på forhånd, Karin har kun een mor, og det er hendes adoptivmor.
Men Karin er klar til at lede efter sine rødder og giver ikke op. Sammen med Sporløs, tager hun afsted for at undersøge sin fortid i et land, hvor fusk og bedrag med adoptioner var almindeligt kendt. Er det også tilfældet i Karins sag?
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link