Kronprinsesse Mary fylder 50 år lørdag 5. februar 2022, og det fejrer TV 2 med et stort fødselsdagsshow for kronprinsessen, hendes familie og hele Danmark – direkte fra Vilhelm Lauritzen Terminalen i København søndag 6. februar klokken 20.00 – med optakt til showet fra klokken 19.25.
‘Mary 50 år – vi fejrer Danmarks kronprinsesse’ kan ses på TV 2 PLAY og TV 2, og det bliver en fejring, der sætter fokus på alt det, som kronprinsessen brænder for – med særlige gæster, festlige overraskelser og masser af musik.
Værterne denne aften er Lise Rønne og Dar Salim, der for første gang står på scenen sammen i et direkte show på TV 2.
Ud over særligt inviterede gæster denne aften og festlige overraskelser vil der også være masser af musik at glæde sig til for både seerne, fødselaren og hendes familie. Musikken betyder noget helt særligt for både kronprinsessen og kronprinsen, og denne aften vil vi blandt andet kunne se Oh Land, Mattias Kolstrup og Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums Børnekor på scenen. Det er STV Production, der står bag produktionen af det store, direkte fødselsdagsshow.
Allerede mandag 31. januar kan seerne glæde sig til TV 2-programmet ‘Mary – Kronprinsesse med hjertet’, hvor kronprinsessens liv portrætteres gennem enestående arkivoptagelser. Programmet er produceret af Bermuda Production.
Også ‘Go’ morgen Danmark’ vil fra mandag 31. januar markere kronprinsesse Marys fødselsdag med forskellige indslag hele ugen, der omhandler netop kronprinsessen. Følg med på TV 2 PLAY og TV 2.