Ind i mørket – med Mørkeland og Richelsen
“Hej Camilla, hej Kristine.” Velkendte stemmer strømmer ud ad højtalerne. En sort-hvid tegning fader frem på skærmen og viser, hvordan en ung kvinde bliver fundet hårdt kvæstet i Søndermarken på Frederiksberg. Stemningen er sat, når Danmarks mest lyttede true-crime-podcast ’Mørkeland’ bringer den velkendte lyd og ikke mindst uhygge med ind i Dplays nye krimi-format ’Ind i mørket’.
Sammen med tidligere efterforsker i Københavns politi, Sebastian Richelsen, går Mørkeland helt tæt på en række mordsager fra Danmark og forsøger at forstå hvad der skete, og hvorfor sagerne stadig ikke er opklaret. Fusionen af podcast, tv og det tegnede univers er en helt ny hybrid, der henter det bedste fra de tre verdener, opfylder enhver kriminørds drøm og slår fast, at true crime skal høres på tv.