Carmen Curlers
Serie | Dansk, Drama, Komedie
Stream her på DR TV
Ugentligt frem til 18. november 2022
DR har netop meldt premieredato ud for deres nye komediedrama serie Carmen Curlers. Der er premiere på DRTV 30. september og 2. oktober kl. 20:00 på DR1. Serien sætter fokus på et stykke Danmarkshistorie, der frit er inspireret af det virkelige erhvervseventyr om Carmen Curlers.
Serien foregår i perioden fra 1963-1969 og fortæller med varme, kant og humor om store ambitioner, store forandringer og stort hår i en tid, der forandrede Danmark for altid.
Første sæson af ’Carmen Curlers’ er på otte afsnit. Anden sæson af ‘Carmen Curlers’ er planlagt til efteråret 2023.
Serien kan streames i Ultra HD opløsning på DRTV
Carmen Curlers – Det handler den om
Carmen Curlers serien fortæller historien om, hvordan en lille elektronisk papillot blev til en verdensomspændende succes, som vendte op og ned på livet i en dansk provinsby i 60’erne. Det er samtidig historien om, hvordan tusindvis af kvinder gik fra at være hjemmegående husmødre til pludselig at være del af et pulserende arbejdsliv.
Serien følger i flere sæsoner både den entreprenante ledelse bag fabrikken, men i særlig grad også de arbejdende kvinder, som for første gang i deres liv oplever glæden og udfordringerne ved at tjene deres egne penge. Arbejdet på fabrikken skaber en ny frihed, nye venskaber, forelskelser og masser af skilsmisser. For i takt med, at kvinder pludselig får deres egen identitet og privatøkonomi, begynder de klassiske familiemønstre samtidigt at slå revner.
Selvom ’Carmen Curlers’ er inspireret af virkeligheden og loyalt gengiver de forandringer Danmark gennemgik i 60erne, så er serien en fiktiv fortælling med opdigtede karakterer. Arne Bybjerg, som er manden, der i virkeligheden stod bag Carmen Curlers, er en stor inspiration for serien lige såvel som mange af de mænd og kvinder, der i virkeligheden arbejdede på fabrikken, er det.
Skuespillere i Carmen Curlers
Axel spilles af Morten Hee Andersen, blandt andet kendt fra DR-serierne ’Fred til Lands’ og ’Herrens Veje’ og senest spillefilmen ’Margrete den Første’.
Birthe spilles af Maria Rossing, blandt andet kendt for DR-serier som ’Sneengle’ og ’Bedrag’ og ’Bedre skilt’ end aldrig på TV 2.
Ud over Morten Hee Andersen og Maria Rossing ses også Lars Ranthe (’Kastanjemanden’, ’Druk’), Rosalinde Mynster (’Badehotellet’, ’Den som dræber’), Mille Lehfeldt (’Lang historie kort’, ’Lykke’), Christian Tafdrup (’Borgen’, ’Herrens Veje’), Fanny Bornedal (’Forhøret’, ’Equinox’), Nicolai Jørgensen (’Doggystyle’, ’Badehotellet’) og Signe Egholm (DR’s kommende sæson af ’Borgen’, ’Kastanjemanden’) i bærende roller.
De står bag serien
Første sæson af ’Carmen Curlers’ er skabt af hovedforfatter Mette Heeno, der også stod bag manuskriptet til ’Sneengle’, ’Lærkevej’ og ’All Inclusive’. Konceptuerende instruktør er Natasha Arthy, som senest stod bag DR’s julekalender ’Julefeber’.
Hovedforfatter Mette Heeno har arbejdet på projektet i snart 10 år. ’Carmen Curlers’ startede egentlig som en spillefilm, som nu afdøde Kathrine Windfeld skulle have instrueret. Heeno kunne dog ikke slippe den fascinerende fortælling og fandt undervejs ud af, hvor mange forskellige lag der gemte sig i historien. Det var derfor også en kæmpe forløsning, da hun endelig i 2019 kunne starte på udviklingen af ‘Carmen Curlers’.
– ’Carmen Curlers’ er en historie, der har været hos mig de sidste 10 år. Den startede som en spillefilm om en iværksætter med en umulig drøm, men da jeg gravede mig mere og mere ned i researchen omkring den virkelige virksomhed Carmen Curlers, indså jeg, at det blev nødt til at være en serie, fortæller Mette Heeno og fortsætter:
– Historien og tiden er jo helt vild. Alt bliver brudt ned og bygget op igen. Kvinderne begynder at tjene deres egne penge. Nye familieformer opstår. Ungdomsoprøret ulmer. Det er en fortælling, der kræver tid at fortælle nuanceret – og derfor er det også fantastisk, at vi har fået mulighed for at udfolde historien og karaktererne over tre sæsoner. Jeg glæder mig i hvert fald sindssygt meget til at sende den ud i verden.
Du kan på DR også se Curlerkongen – historien om en dansk verdenssucces, der er en dokumentarserie i 3 dele om den virkelige historie bag Carmen Curlers
Husk du kan altid følge med i danske seriepremierer i vores guide her
Læs også
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link