I vores artikel Disse kendte DR-programmer vender tilbage i 2026 kiggede vi på de kendte programformater der vender tilbage i 2026. I denne artikel kigger vi lidt nærmere på de nye programmer DR satser på i starten af det nye år.
Mit testamente

Puk Elgaard hjælper tre danskere og deres familier med at få taget hul på de svære snakke, når de taler dilemmaer, arv og eftermæle med en arveadvokat. Alt skal på bordet, og alt skal tales igennem.
Første episode med Anders Lund Madsen. Læs mere her
Premiere på DR1 og DRTV 7. januar
Ekstremt normalt

‘Ekstremt normalt’ udforsker seriens vært, Sanne Cigale Benmouyal, mennesker, miljøer eller arenaer, som vi ofte møder i en skarpvinklet og nogle gange fordomsfuld overskrift, men sjældent virkelig forstår.
Sanne flytter midlertidigt ind hen over tre dage og prøver på egen krop, hvad det vil sige at leve i en andens verden.
Drevet af sin personlige og journalistiske nysgerrighed går hun i tæt dialog med både miljøet og dets mennesker.
Premiere på DR1 og DRTV 8. januar
Folkedomstolen

I ‘Folkedomstolen’ skal en udvalgt jury på 12 danskere dømme fiktive sager med shitstorm- potentiale. Inspireret af fænomenet “dømt af folkedomstolen uden rettergang” foregår dette program i en retssal med rigtige advokater og dommer. Sagerne omhandler moralske “forbrydelser,” der opfattes som forkerte uden at være ulovlige.
Serien udforsker danskernes moralske kompas ved at behandle følelsesladede og moralske emner i en juridisk ramme. Hvad sker der, når vi erstatter folkedomstolens lyndomme med en juridisk proces, og juryen tvinges til at høre begge sider, før de dømmer?
Premiere 8. januar på DR1 og DRTV
Min sidste gave

Grafiker: Thea Sloth Jørgensen
Hvis du kunne give en allersidste gave til dine nærmeste, inden du skulle dø, hvad ville du så give?
Det spørgsmål stiller Esben Dalgaard fire uhelbredeligt syge danskere, der har det til fælles, at de drømmer om at give en sidste gave til de kære, de skal forlade.
For de fire medvirkende betyder det nemlig alt at kunne give tilbage til alle dem, der har hjulpet dem mest og som de elsker. Dem, som når døden kommer, har ekstra brug for de gode minder. Programmet beskæftiger sig med et evigt relevant spørgsmål: Når livet er ved at ebbe ud, hvordan lever man så – og hvad er vigtigst?
Premiere på DR1 og DRTV 13. januar
Anne og sorgen
DR-vært Anne Hjernøe går på opdagelse i sorg, når hun i ny serie undersøger, hvordan man kommer igennem en stor livssorg og ikke mindst hvordan man bringer lyset tilbage i alt det, der er så mørkt.
Sammen med sin datter, Camille, åbner Anne op om sin mands død i 2024, snakker med eksperter om sorgprocesser, om sorg mellem generationer, følelsen af forladthed – og så forsøger Anne og Camille at skabe liv og lys i hjemmet igen med hjælp fra venner og nære.
Forventet premieredato 9. februar på DR1 og DRTV
Hjælp, jeg er jomfru
Andreas er 30 år og har tjek på livet – han ser godt ud, han er vellidt – og så er han jomfru. Sex er blevet et uoverstigeligt projekt for ham og han aner ikke, hvordan han skal komme i gang. På trods af at han har både lyst og drift, er han aldrig kommet i gang med at have sex eller være intim med kvinder. Han er nu 30, og hans seksualliv er hensat til at foregå på hans separate porno-computer. Mens hans venner lever frie liv med forelskelser, kærester eller masser af seksuelle og sjove intime oplevelser.
Han er nu klar til at gøre noget ved sit problem – ellers misser han måske ud på et helt centralt område af livet: sex, kærlighed, intimitet og nærhed.
Forventet premieredato 13. februar DRTV
Keld Heick – som en drøm

Portrætprogram om tekstforfatteren og pop- legenden Keld Heick. Efter mere end 60 år i ‘showbiz’ går Keld Heick nu på pension. Bag ham findes en livsfortælling om, at være elsket og hadet på samme tid, og om at det han ønskede sig allermest slog fejl – men i sidste ende gjorde ham til ni-dobbelt melodigrandprix vinder.
Forventet premieredato: 15. februar DRTV og DR2
Elitedanserne
Vi følger Dansekompagniet Shine og deres danselærer Regitze. Serien giver et fascinerende indblik i elitedansernes verden, og vi får en chance for at se bag dørene i en seriøs sportsgren, som mange ikke kender facetterne af.
Forventet premieredato: 16. februar DRTV
Uniformen

‘Uniformen’ er et krimi-drama, der udspiller sig på Politiskolen i København. Serien følger eleverne og deres undervisere i rejsen fra civil til betjent, fra klasselokalet til politistationen, hvor venskaber, fjendskaber og kærlighed undervejs må stå den ultimative test i teoriens møde med praksis. Lena Maria Christensen og Jakob Cedergren kan ses i hovedrollerne
Forventet premieredato: Februar på DR1 og DRTV
Vest på
MC Ordinary er ikke en helt almindelig bikerklub. En flok midtjyske bikere fik nok af topstyring og skabte en ny klub – et demokratisk fællesskab med højt til loftet og plads til alle.
Forventet premieredato: 23. februar: DRTV og DR1
Fars dreng

Forholdet mellem far og søn er i forandring. Sønnerne higer efter en dybere følelsesmæssig relation, men mange fædre har ikke lært at snakke følelser på det niveau, som sønnerne og samfundet nu kræver.
Forventet premieredato: 1. marts: DRTV
Andreas Odbjergs Popmanifest

Andreas Odbjerg har fået sit eget musikprogram, hvor det er ham der sætter rammerne og bestemmer hvad der skal ske. Til programmet har Andreas skrevet et popmanifest med hans bud på, hvordan man kan skrive en sang, der har potentialet til at ramme et bredt publikum, og igennem fire episoder får vi et helt nyt indblik i sangskriverprocessen og Andreas’ måde at arbejde på.
I hvert program sætter Andreas én af de fire artister sammen med nogle af Danmarks dygtigste session- sangskrivere, som han tror kan hjælpe med at indfri artistens potentiale.
I et hus på Teaterøen i København skal de hen over to dage sammen forsøge at skrive en popsang, som skal ende ud i en live-performance. Andreas indgår selv på sangskriverholdet, og forsøger med alle midler at hjælpe skabelsesprocessen og det nye musikalske samarbejde på vej.
Forventet premieredato: 1. marts: DRTV og DR2
Lad os tale om sex

Ditte Hansen samtaler med humor og varme om sex, lyst, skam, krop og kærlighed.
Gennem sketches, ekspertviden og et åbenhjertigt panel undersøger hun, hvordan sex egentlig ser ud i dag – når vi tør være ærlige. Uden facitlister. Uden forventningspres.
Forventet premieredato: 14. marts: DRTV og DR2
Forfulgt online
‘Forfulgt online’ er en digital journalistisk serie om, hvordan ét enkelt klik kan udvikle sig til vedvarende digital stalking, der kan føre til angst, paranoia og social isolation. Serien undersøger, hvordan psyken nedbrydes, når kontrol og chikane kryber fra skærmen og ind i hverdagen.
Forventet premieredato: 10. april DRTV
Bomberydderne

For første gang nogensinde får et tv-hold fuld adgang til en af Danmarks mest lukkede og risikofyldte verdener. Bomberydderne følger de mænd og kvinder, der rykker ud, når alt står på spil – fra bombetrusler og fund af gammel ammunition til internationale missioner og træning af nye kolleger.
Over et helt år kommer vi helt tæt på de beslutninger, der skal træffes på sekunder, og det ansvar, der bæres i stilhed.
Forventet premieredato: 19. maj DRTV og DR1
Søren Vesters sommerhus
Søren Vester har i et utal af ’Hus til halsen ’- programmer inspireret og forvandlet andre danskers hjem. Nu får vi endelig muligheden for at se, hvordan han vil indrette sit eget hjem, når han skal renovere et ældre husmandssted i Agger og gøre det til sit moderne drømmesommerhus. Ambitionen i byggeprojektet er at have så stor fokus på genanvendelse og bæredygtighed som muligt.
Med sin karakteristiske kreativitet og legende tilgang, får vi et unikt indblik i Sørens visionære designtanker, inspirerende og skæve løsninger og de processer, der udfordrer ham både praktisk og æstetisk. Undervejs får han hjælp af erfarne håndværkere og eksperter på feltet.
Forventet premieredato: 10. juni DRTV og DR1



