Ny TV 2-dramakomedieserie udtaget til filmfestivalen i Berlin
Berlinalen har netop offentliggjort programmet til årets filmfestival, og her er der dansk deltagelse på seriefronten med TV 2 og Zentropas stjernebesatte dramakomedieserie ‘Agent‘.
Serien, der er skrevet og instrueret af Nikolaj Lie Kaas, får verdenspremiere på filmfestivalen tirsdag 21. februar, hvor de første to afsnit vises for gæster og verdenspressen i biografpalæet Zoo Palast.
Helt ny og eksklusiv kategori
‘Agent’ er udtaget til programsektionen ‘Berlinale Series’ sammen med seks andre internationale serier. Her vil den vil konkurrere om den nystiftede pris ‘Berlinale Series Awards’, som overrækkes sammen med festivalens øvrige priser til den afsluttende prisgalla.
– Det er utroligt flot, at ‘Agent’ er blevet nomineret i denne helt nye og eksklusive kategori for serier på en så stor filmfestival som Berlinalen. Jeg glæder mig meget på både Nikolaj, Zentropa og TV 2s vegne, og nomineringen er et vigtigt skridt på den rejse, vi ønsker for TV 2 Fiktion. Nemlig at være med helt fremme og i toppen af international serieproduktion, siger Pernille Bech Christensen, TV 2 executive producer.
Serien, der er på i alt otte afsnit, produceres af Zentropa Entertainments ved producer Louise Vesth, mens Pernille Bech Christensen er TV 2 executive producer. Serien får premiere på TV 2 PLAY og TV 2 senere på året.
Beæret og stolt Nikolaj Lie Kaas
– Jeg er beæret over, at ‘Agent’ er udtaget og er stolt over og glad for, at de har tænkt på os i denne fornemme sammenhæng. ‘Agent’ er lige dele humor og alvor, og jeg håber, at publikum vil give den en chance og ikke slår over på ‘Masterchef’ alt for hurtigt, siger Nikolaj Lie Kaas, der selv vil være tilstede ved uddelingen i Berlin.
‘Agent’ har Esben Smed i hovedrollen som Joe, der arbejder som agent for kunstnere i underholdningsbranchen. Agentfirmaet er et gammelt familieforetagende, der ejes af Joes mor Vibeke, men Joe har store drømme og planer med firmaet.
Udover Esben Smed medvirker en lang række kendte danske skuespillere og kunstnere. Julie Agnete Vang spiller hans ekskone Hannah, Joes mor Vibeke spilles af Ina-Miriam Rosenbaum, Joe og Hannahs datter Tallulah spilles af Selma Sol í Dali Pape Line, Joes assistent, spilles af Mathilde Arcel og Hans Henrik Clemensen spiller Joes advokat Evald.
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link