Branche-Nyt

Ny lov åbner for at opkræve afgift på streamingtjenester – Danske Mediedistributører kritiserer

Folketinget har vedtaget en lov, der åbner for at opkræve afgift på streamingtjenester. Målet er at skabe fair og lige vilkår på tv-markedet. Men ifølge de Danske Mediedistributører så fortoner den nye lov sig foreløbig i en løftet pegefinger, hensigtserklæringer og formodninger. Herunder kan du læse mere om deres holdning.

Det handler om en udvidelse af ophavsretslovens §35, som blev vedtaget i Folketinget den 3. juni. Det er den paragraf, der siden 1980erne har fastslået, at tv-distributørerne skal betale en såkaldt retransmissionsafgift til rettighedshaverne, når de sælger tv-pakker gennem fx antenne- eller kabelnet.

Med lovændringen udvides §35 fra kun at omfatte tv-kanaler til også at omfatte selvstændige streamingtjenester som Netflix, HBO, Disney+ m.fl. Fremover kan fx distributører og mobilselskaber blive pålagt retransmissionsafgift, når de sælger abonnement til disse tjenester.

Og forbrugerne kan komme i den paradoksale situation, at de skal betale forskellige afgifter på den samme tjeneste afhængig af, hvor de køber deres abonnement.

Techvirksomheder i fokus
Lad os først se på målsætningen om, at lovændringen skal skabe fair og lige vilkår mellem danske og udenlandske aktører på tv-markedet. Den nye lov gælder selvsagt både danske og udenlandske aktører, alt andet vil være i strid med EU-ret og internationale aftaler, så hvordan kan en afgift være egnet til at skabe lige vilkår?

Her skal man lægge mærke til Kulturministeriets formulering i lovbemærkningerne. Det fremgår således, at lovændringen forventes ’…navnlig at fa? betydning i forhold udenlandske tech-virksomheder, der udbyder tv-produkter m.v., der indeholder danske public service onlinetjenester’.

Ideen er altså, at afgiften primært skal slå igennem på en forretningsmodel, som anvendes af de udenlandske tech-virksomheder. Dvs. en forretningsmodel, hvor man alene sælger adgang til streamingtjenester (onlinetjenester) og ikke traditionelt tv.

Det kan fx være, hvis Amazon går på markedet med et produkt bestående af streamingtjenester heriblandt fx DRTV. Så skal Amazon med den nye lov betale retransmissionsafgift for disse tjenester på samme måde som hjemlige distributører i dag betaler afgift, når de sælger tv-pakker med traditionelt tv.

DRTV er en selvstændig tjeneste
Umiddelbart ligner det en klar opfyldelse af målsætning, men djævlen ligger i detaljen.

Med den nye lov skal DRTV betragtes som en selvstændig streamingtjeneste på linje med fx Netflix. DRTV udspringer – ligesom TV 2 Play, Viaplay og Discovery+ – af en broadcastervirksomhed, men i takt med at der er kommet mere og mere unikt indhold, der aldrig bliver vist på flow-tv, har de fået karakter af at være selvstændige virksomheder.

Når distributørerne fremover betaler retransmissionsafgift for retten til at videresende DRs indhold, vil betalingen ikke nødvendigvis give ret til at lade kunderne få adgang til DRTV gennem deres tv-pakke. Som selvstændig tjeneste kræver DRTV principielt sin egen aftale med rettighedshaverne, og reglerne er ens for alle, udenlandske aktører såvel som danske aktører.

Hvordan kan ministeren så forvente, at lovændringen ’navnlig’ får betydning for udenlandske, og ikke så meget danske aktører?

Tv-distributørerne slipper
Hertil har kulturministeren gentagne gange understreget, at det ikke er hensigten, at eksisterende danske aktører (det er ifølge ministeren distributører som YouSee, Boxer, Stofa m.fl.) skal betale mere med den nye lov. Og det er også blevet bedyret af Copydan, hvis opgave er at forvalte §35 på vegne af rettighedshaverne.

”Vi mener ikke, at det [lovændringen] indebærer nogen ekstra betaling for de eksisterende aktører,” lød det fra Copydan under en høring i Folketingets kulturudvalget i maj.

Det betyder ikke, at der ikke er juridisk grundlag for at opkræve nye afgifter hos distributørerne. Blot at det ikke var intentionen med lovændringen, altså en slags løftet pegefinger i forhold til rettighedshaverne.

”Det er altså direkte nævnt i lovbemærkningerne, at det ikke er hensigten, at vederlagsniveauet ændres for eksisterende aktører på markedet,” skriver ministeren i et svar til kulturudvalget.

Her rammer afgiften
Helt udelukke det, vil ministeren dog ikke, fremgår det videre:

”Skulle de eksisterende aktører på markedet imidlertid ændre deres distributionsform eller virksomhed og agere på samme måde som udenlandske tech-virksomheder gør i andre lande, så vil de eksisterende aktører også være omfattet af de foreslåede ændringer.”

Det skal forstås sådan, at så længe distributørerne fortsætter med at udbyde en kombination af flow-tv og streamingtjenester, vil der ikke være grund til at kræve flere afgifter fra dem. Men hvis en distributør dropper de traditionelle tv-kanaler og alene tilbyder streamingtjenester, så klapper musefælden.

Med det svar udpeger kulturministeren samtidig de danske aktører, der uanset hensigter og gode viljer med sikkerhed kan blive berørt af den nye lov. Det er fx mobilselskaber, som supplerer et mobilabonnement med en eller flere streamingtjenester, dagligvarekæden Coop, der har TV 2 Play og C More i sit loyalitetsprogram ’Coop Prime’, og såmænd også statens eget TV 2, der har tjenesterne Hayu og Paramount+ som del af TV 2 Play.

Alle tre steder må man forvente, at Copydan inden længe vil invitere sig selv på kaffe.

Dobbelt betaling
Rettighedsbetalingen for den enkelte tv-kunde ligger i dag typisk på omkring på omkring 50 kr. om måneden  på en grundpakke. Beløbet er højere, hvis man har en større pakke eller har købt en eller flere kanaler ekstra. Står det til ministeren stiger dette beløb altså ikke umiddelbart for kunder med traditionelle pakker, men andre kunder må til lommerne.

Køber en forbruger et abonnementet på en streamingtjeneste gennem fx et mobilselskab, kan kundens pris stige som følge af den nye afgift. Faktisk kan disse kunder risikerer at betale dobbelt afgift, uagtet at der er tale om nøjagtigt samme produkt, som hvis kunden i stedet havde købt direkte hos streamingtjenesten. Den engros-pris, som mellemhandleren, fx mobilselskabet, skal betale, indeholder den rettighedsafgift, som tjenesten selv betaler for retten til at streame til egne kunder.


Den store pengemaskine

Retten til retransmissionsbetaling er uden for enhver tvivl den mest indbringende bi-indtægt for rettighedshaverne på tv-markedet. Der er tv-skuespillere, som henter 20-30 pct. af deres årsindkomst herfra ligesom forfattere, fotografer, instruktører, producenter m.fl. nyder godt af lovgivningen. Knap 850 mio. kr. betalte distributørerne til Copydan i 2016 på den konto.

Og her ligger det vigtigste motiv for at udvide lovens område. Retransmissionsafgiften har som nævnt hidtil kun baseret sig på retransmission af flow-tv fra broadcasterne, og hvordan er det nu, det går med det? Ja, der bliver færre kunder, og forbruget falder.

Det er som reaktion på den faldende interesse for flow-tv, at tv-distributørerne er begyndt at kombinere flow-tv med streamingtjenester i deres tilbud. Kunderne kan lide det, og streamingtjenesterne elsker det, eftersom det åbner adgang til nye og trofaste kunder. Et win-win samarbejde som indtil den 3. juni var en almindelig aftale mellem to uafhængige parter på et kommercielt marked. Det er det ikke længere.

Med ændringen i §35 har rettighedshaverne fået slået en taphane ind i den pengestrøm, der flyder mellem på den ene side distributører og gensælgere og på den anden side streamingtjenester. En pengestrøm som forventes at tage til i de kommende år.

’Så vi ka’ tjene ind på gyngerne, hvad vi har mistet på karrusellen,’ som Preben Uglebjerg sang i Tivoli Revyen i 1967

Konsekvenser for markedet
Men bliver der i det mindste så ikke lige og fair vilkår mellem danske aktører og techplatforme som Apple TV og YouTube? Nej, på det punkt ændrer loven ikke noget. Forbrugere, der køber den 1200 kr. dyre boks hos Apple, kan stadig bruge den til at streame DRTV, uden der bliver opkrævet retransmissionsafgift hos Apple. Tv-distributørerne har længe peget på, at det er konkurrenceforvridende, at de skal lægge rettighedsbetaling, når deres kunder streamer DRTV, mens der ikke er afgift, hvis forbruget sker via Apples boks.

Der vil i øvrigt heller ikke ske nogen ligestilling mellem YouTube og distributørerne, når DR bruger YouTube til at distribuere fx DR Ultra.

Det er bl.a. disse skævheder og usikkerheder, der har fået Danske Mediedistributører til at advare om, at konsekvenserne af lovændringen ikke er blevet ordentligt undersøgt. Hensigten er god nok, men mekanismerne i loven peger ikke ensidigt i retning af fair og lige vilkår.

Faktum er, at der på nuværende tidspunkt ikke er nogen udenlandske aktører på markedet. Og så længe, det er tilfældet, vil den nye lovgivning kun have betydning for danske aktører.

Og, vil nogen måske indvende, hvordan kan man overhovedet tale om retransmission, når det handler om en streamingtjeneste? Datastrømmene med The Crown eller Mare of Easttown passerer aldrig tv-distributørens net, selv om kunden har købt sit abonnementet på Netflix eller HBO dér. Signalet kommer direkte fra streamingtjenesten og kræver et almindeligt bredbåndsabonnement og ikke abonnement på kabel-tv.

Jurister er som bekendt mestre i sproglige øvelser på gulv, og taler derfor om, at der sker en redistribution af streamingtjenester. Det smager lidt af fugl, sagde kællingen, da hun kogte suppe på en gren, som en krage havde siddet på.

Overhalet af udviklingen
Baggrunden for, at den nye afgift kommer netop nu, er et EU-direktiv, som egentlig handlede om noget helt andet; rettighedsbetaling på flow-tv. Den oprindelige lov om retransmissionsafgift fra 1980erne var blevet overhalet af den tekniske udvikling, så distributørerne ikke længere hentede frit tilgængelige tv-signaler ned fra luften og re-transmitterede dem til kunderne.

Nu om dage får distributørerne signalerne direkte fra broadcasterne i en lukket fiberforbindelse, og så er der formelt ikke længere tale om retransmission. Derfor vedtog EU Kommissionen for to år siden et direktiv, som fastslog, at rettighedshaverne har krav på betaling uanset, hvordan distributørerne får signalet fra broadcasterne. Det er dette direktiv, der med vedtagelsen i Folketinget nu er ført ind i dansk lov.

Men sammen med EU-direktivet smuttede der en ekstra bestemmelsen ind ad en sidedør i Kulturministeriets lovkontor kort før jul sidste år. Med det udvides af §35 til at omfatte streamingtjenester, og Danmark har nu som eneste EU-land besluttet, at retransmissionsreglerne også gælder for streamingtjenester.

Kilde: Danske Mediedistributører nyhedsbrev

Euro 2020 ViaplayReklamelink

I samme kategori

Back to top button