StreamingnytMediekommentar

Kommentar: MAX-reklamer midt i cykelløbet – en hån mod seerne og sporten

Max – streamingtjenesten fra Warner Bros. Discovery – har for alvor rullet en ny reklamepolitik ud under årets Tour de France-dækning. Desværre er det gjort på en måde, der både skuffer og forarger mange af de mest loyale seere. For midt i de dramatiske øjeblikke på de franske landeveje bliver seerne nu brutalt afbrudt af reklamer. Ikke i naturlige pauser men midt i kommentatorernes sætninger. Midt i løbet. Uden varsel og uden omtanke.

Det er ikke bare en teknisk fodfejl – det er et kommunikativt og kundemæssigt selvmål af rang.

Mangel på forventningsafstemning

Overgangen fra Discovery+ til Max blev lanceret med glitrende markedsføring og løfter om mere indhold. Dengang lød det også, at man som betalende kunde fortsat kunne nyde live sport – herunder cykelløb – uden afbrydelser.

Eurosport.dk’s artikel om lukningen af Discovery+ står der

Discovery+ er lukket i Danmark, men på streamingtjenesten Max kan du fortsat se Australian Open, forårsklassikere, Giro d’Italia og alt den andet sport, du plejer på discovery+, uden afbrydelser.

Mange seere står nu nok tilbage med følelsen af at være blevet snydt.

Har Max overhovedet informeret tydeligt nok om denne ændring? Svaret virker åbenlyst: Nej for hvor mange har læst det med småt da betingelserne blev opdateret senere.

Teknisk kaos og tilfældige afbrydelser

Det, der gør situationen ekstra grotesk, er den måde reklamerne bliver indsat på. Som flere, og undertegnet selv, også har dokumenteret, så kommer reklameafbrydelserne på helt tilfældige tidspunkter – ikke engang synkront på tværs af forskellige enheder. Det betyder, at to seere, der ser den samme etape samtidig på Max, ikke nødvendigvis får reklamerne på samme tidspunkt.

Og endnu værre: Kommentatorerne bliver afbrudt midt i deres sætninger. Det svarer til at lytte til en lydbog og så misse tre minutters vigtig handling, fordi man tvinges til at høre om bilforsikring eller tandblegning. Det er ikke bare respektløst over for seerne – det er også en hån mod Max’ egne danske kommentatorer, der mister sammenhæng og troværdighed.

Det virker som om Max har valgt en teknisk simpel – og billig – løsning til håndtering af reklamer i live sport. I stedet for at have en producer eller redaktør, der aktivt styrer, hvornår reklamer indsættes i løbet af transmissionen, overlades det til et automatisk system, som klipper ind uanset, hvad der sker på skærmen – og uanset hvor i kommentatorernes sætninger man befinder sig.

Hvis det er tilfældet, vidner det om en prioritering, hvor effektivitet og omkostningsminimering trumfer seeroplevelse og kvalitet.

Et selvmål over for en loyal fanskare

Cykelfans er ikke bare tilfældige seere. Det er nogle af de mest dedikerede og loyale sportsfans, som Max (og tidligere Discovery+) har opbygget et solidt forhold til over flere år. At pisse dem af midt under Tour de France – med tilfældige, forstyrrende reklamer – er som at save den gren over, man selv sidder på.

Det er et bemærkelsesværdigt forretningsmæssigt selvmål, at man vælger at indføre denne reklamepolitik uden at tage højde for, hvor skadeligt det er for seeroplevelsen – og i sidste ende for kundeforholdet.

Er indtægterne fra reklameafbrydelserne virkelig så store, at Max tjener mere, end de mister på de kunder, der opsiger abonnementet i protest mod tiltaget?

Har nogen virkelig tænkt det her igennem?

Man må spørge sig selv: Har nogen hos Max virkelig godkendt en løsning, hvor reklamer afbryder live-sport midt i det hele – uden styring, uden logik og uden respekt for seerne?

Det virker nærmest uforståeligt, at dette er resultatet af en bevidst strategisk beslutning – og ikke en teknisk fejl, man straks ville skynde sig at rette op på.

Men alt tyder på, at det er bevidst. I deres officielle kommunikation oplyser Max, at live sport – uanset abonnementstype – vil indeholde reklamer. Men det åbner op for en vigtig debat:

Er det overhovedet rimeligt at indsætte reklamer midt i sportsgrene som cykling, hvor der – i modsætning til fodboldens halvleg eller tennissens pauser mellem partier – ikke findes naturlige afbræk? Og måske vigtigst af alt: Er det rimeligt at gøre det på en måde, hvor produktionen slet ikke er tilrettelagt efter det?

Kunderne siger fra – vil Max lytte?

På sociale medier – blandt andet i Eurosport Cykling-gruppen på Facebook – har vrede kunder delt skærmbilleder af opsagte abonnementer. Det bør give anledning til selvransagelse hos Max. Vil man fortsætte ad denne vej, eller er der plads til at justere kursen?

Et minimum burde være:

  • Bedre teknisk styring, så reklamer ikke falder tilfældigt og afbryder kommentatorerne.
  • Anstændig placering af reklamer med den rette timing i forhold til begivenhederne.
  • Mulighed for reklamefri live sport – især for Premium-abonnenter.

At Max Basis-abonnenter må acceptere reklamer, er én ting – men at Max Premium-kunder også bliver udsat for reklameafbrydelser midt i live sport uden naturlige pauser, virker hverken rimeligt, logisk eller værdigt for et ‘premium’-produkt.

Denne artikel er udtryk for skribentens egen holdning og er skrevet som en kommentar til udviklingen i Max’ dækning af Tour de France.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard