TV-Nyt

Julefeber – årets nye julekalender på DR1

- læs om karaktererne her

‘Julefeber’ er titlen på årets julekalender på DR1 om 13-årige Bjørn, hvis allerstørste ønske er at være som alle andre. Men Bjørns krop driller. Er det pubertet, eller er der i virkeligheden helt andre kræfter på spil?

Det handler Julefeber om

Bjørn (Silas Cornelius Van) bor med sin juleglade far (Joachim Fjelstrup) og lillesøster Gro (Selma Sol í Dali) i Urbanplanen på Amager, men far skylder penge og låner i ren desperation deres lejlighed ud til den skumle fyr, Slikpinden.

I al hemmelighed flytter den lille familie ind på fars arbejdsplads, Det Kongelige Teater, hvor far arbejder i kantinen. Far er sikker på, at julen nok skal blive et hit, og at de snart vil komme hjem igen. Men det er loftet over Gamle Scene, der bliver deres hjem det meste af december måned. Her spirer venskab og kærlighed i takt med, at magien tager over.

I kulissen lurer både hjælpere og modstandere, og juleeventyret får ekstra fart med blandt andre mormor (spillet af Bodil Jørgensen), balletpigen Frede (Maria Szigethy) og teatrets balletmester (Peter Frödin).

‘Julefeber’ er en julekalender af Natasha Arthy og Rune Schjøtt-Wieth, efter idé af Natasha Arthy og Mette Eike Neerlin.

Her karaktererne og skuespillerne i julekalenderen Julefeber

Bjørn

Julefeber Bjørn
Bjørn – Julefeber Foto: Snorre F. Ruhe

BJØRN (Silas Cornelius Van) er 13 år og fra Amager. Han er usikker og vil bare gerne være normal. Men Bjørns krop driller, og det er ikke kun pubertet! Derudover har han jordens pinligste familie. En far i pengeproblemer og en juletosset lillesøster. Men Bjørn har nok i sine egne problemer. Mærkværdige spasmer er blot begyndelsen på julens prøvelser, og Bjørn må bruge hele december på at finde ud af, hvad der gemmer sig inden i ham. Det bliver ikke nemmere, da han forelsker sig i balletpigen Frede. Og mens forelskelsen blomstrer, forsøger Bjørn at få kontrol over sin krop. Men hvordan får man skovlen under verdens sødeste pige, når man har roterende fis i kasketten.

Frede

Julefeber Frede
Julefeber Frede Foto: Snorre F. Ruhe

FREDE (Maria Szigethy) er 13 år. Hun er elev på Den Kongelige Balletskole og bor på skolens kollegie. Hun er en ung, kreativ, humørfyldt pige, der ved, hvad hun vil. Men hun bliver pludselig usikker, da hun ikke føler, at hun passer ind på skolen. Frede er i tvivl, om hun overhovedet er god nok. Hun får præstationsangst, og det bliver ikke nemmere af, at hun er langt væk hjemmefra. Men da Bjørn bliver forvekslet med den nye elev, fjernes fokus fra Frede, og hun slapper mere af. Bjørn og Fredes venskab går op og ned i løbet af december, men mon ikke de kan hjælpe hinanden gennem julens udfordringer.

Gro

Julefeber Gro
Julefeber Gro Foto: Snorre F. Ruhe

GRO (Selma Sol í Dali) på 9 år er familiens lille hjælper, der holder sammen på dem alle. Hun er empatisk og nysgerrig på livet. Og over alt ELSKER hun julen. Hun forsøger ihærdigt at hjælpe Bjørn og far med deres decemberproblemer, men hun går også på egne eventyr og finder hurtigt nye venner på sin vej. Gro har et særligt bånd til deres mormor og er den eneste, der finder mening i noget af det, den gamle skøre dame siger. Da julen spirer på Det Kongelige Teater, begynder også Gro at opleve mystiske ting.

Kalle

Julefeber far Kalle
Julefeber far Kalle Foto: Snorre F. Ruhe

KALLE (Joachim Fjelstrup) er børnenes far og arbejder i kantinen på Det Kongelige Teater. Far er spontan og idérig, men ender tit i problemer, når han lader sig kue af andre. Denne december skylder han penge til den skumle Slikpinden. Til trods for farens åbenlyse fejl og mangler, er han meget elskelig, og han vil gøre alt for sine børn. Og han er fremfor alt sikker på, at hvis julen bliver et hit, så skal alt nok blive godt. Men far kan kun køre på sin positive bølge til en vis grænse. Når alt bliver for meget, går far i hullet. Det er ikke altid nemt at være alenefar efter børnenes mors tidlige og uforståelige død.

Rigmor

Julefeber Rigmor
Julefeber Rigmor Foto: Snorre F. Ruhe

RIGMOR (Bodil Jørgensen) er børnenes mormor. Hun er en sjov, rar gammel dame, som de fleste tror er lidt kuk i låget. I sin plantefyldte, mørke lejlighed på plejehjemmet tulrer mormor rundt, men i december får hun en mission – hun skal hjælpe Bjørn. Men Bjørn er nærmest bange for mormor. Han er i hvert fald bange for, at han er lige så tosset som hende. Kun Gro forstår mormors kringlede sprog. Mormor finder livsglæde i at hjælpe mennesker, og hun besidder særlige evner, der gør, at hun kan hjælpe fortabte sjæle, store som små, uden man lægger mærke til hende.

Balletmesteren

Julefeber Balletmesteren
Julefeber Balletmesteren Foto: Snorre F. Ruhe

BALLETMESTEREN (Peter Frödin) er leder på Det Kongelige Teater. Han er tidligere balletdanser og styrer skolen med henblik på at gøre den til en skole i verdensklasse. Øvelse gør mester – balletmester, som han siger. Han er en finurlig type, som eleverne synes er småskør med alle sine mærkelige idéer. Men han mener selv, at skolen godt kunne trænge til en opkvikning. Han deler selvglad ud af sin egen perfektionisme og fremstår som en snobbet karakter, når han hundser rundt med alle. Han er skolens overhoved, og altså Fars chef, og holder derfor et vågent øje med alt og alle. Men december bringer flere overraskelser, da fortiden lurer og gør balletmesteren nervøs for både teaterets og sin egen fremtid.

Musik – Titelmelodien til Julefeber

Julefeber

Julefeber

Titelsangen ‘Julefeber’ fremføres af Oh Land, som har skrevet sangen i samarbejde med Jesper Mechlenburg. De to har også produceret den sammen med Adi Zukanovic.

Singlen udkommer den 13. november i et samarbejde mellem DR, Tusk or Tooth og Universal Music.

Talkshow på DR Ultra

Julefeberen rammer også DR Ultra, der hver dag den 1.-24. december sender talkshow med vært Jannik Schow. Sammen med forskellige gæster tager han fat i at afsløre alle hemmelighederne omkring ‘Julefeber’, så børn og barnlige sjæle kan dykke dybere ned i tilblivelsen af serien, historien og dens karakterer.

‘Julefeber’ kan opleves fra den 1. december på DR1 og på DRTV, hvor dagens afsnit vises fra morgenstunden. Ultra Talkshow bliver sendt på DR Ultra og kan også ses fra om morgenen.

Kilde: DR

Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard