Ikke politisk flertal for frit tv-kanal valg
Selv om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har ytret ønske om at indføre frit tv kanal valg, så ser det ikke ud til at det kommer til at ske. Der er nemlig ikke politisk vilje til at afskaffe tv-pakkerne.
– Der er en udvikling i gang, og vi anser ikke, at en politisk regulering er nødvendig. Så vi vil give det 2012 til at falde på plads, erklærer Socialdemokraternes medieordfører og gruppeformand Mogens Jensen til Branchen Forbrugerelektroniks nyhedsbrev, DIGImail.
Mogens Jensen noterer sig at Boxer og YouSee er i færd med en tilbyde programmer uden for de store pakker. Han føjer også til, at analysen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen peger på, at de fleste kunder fortsat vil vælge pakker.
Væk med tv-tilslutningspligten
Venstre ser også negativt på at lovgive om a la carte tv, men vil gerne fjerne tilslutningspligten, så borgerne ikke skal betale til et fællesantenneanlæg, men selv kan vælge, hvor de vil købe deres tv-programmer.
Kilde: DIGImail/BFE