Guld i Købstæderne på DR1
Fem danske købstæder åbner byportene, når DR1’s nye serie ‘Guld i Købstæderne’ giver folk mulighed for at få vurderet egne kunstskatte, designermøbler eller antikviteter.
I DR1’s nye serie ‘Guld i købstæderne’ får befolkningen mulighed for at få vurderet deres egne private kunstskatte, designermøbler og antikviteter, når seks af landets bedste vurderingseksperter står klar på rådhuse, i medborgerhuse og teatersale midt i de gamle byer.
Her vil de vurdere danskernes medbragte antikviteter og kostbarheder og fortælle klenodiernes historie. Når vurderingseksperterne har prissat de medbragte ting, og deres historie og ophav er slået fast, er der mulighed for at gøre en god handel. Tre professionelle opkøbere står nemlig klar til at byde på tingene.
De tre opkøbere byder hinanden op, men det er op til sælgeren at beslutte, om prisen er god nok til, at de fine ting skal skifte ejer. Hvis sælger og opkøber kan blive enige om prisen, kan dagen ende med at byde på en uventet pengegave.
“Der er tradition for, at der dukker rigtig mange mennesker op med både små og store ting. Og der er altid mindst en håndfuld af dem, som forlader arrangementet med et smil på læben, og et måske uventet tilskud til sommerferien, efter et visit hos sælgerne”, fortæller programmets vært, Mette Bluhme Rieck.
Tager på byvandring
Programmerne læner sig op af seersuccesen ‘Guld på Godset’ fra 2013 og 2014, hvor danske godser, herregårde og slotte dannede rammen om vurderingsarrangementerne. I år er det de danske købstæder Varde, Hillerød, Nyborg, Sønderborg og Svaneke, som bliver omdrejningspunktet, og som i ‘Guld på Godset’ dykker Mette Bluhme Rieck ned i danmarkshistorien på byvandringer sammen med gode historiefortællere.
Mette Bluhme Rieck glæder sig til at rejse landet rundt og tage imod danskerne, og se hvad de tager med til vurderingerne:
“Det er altid interessant at se, hvad der dukker op på de her vurderingsdage. Selvom jeg efterhånden har set utallige kunstværker, antikviteter og designermøbler, byder dagene hver gang på overraskelser, som jeg aldrig havde forestillet mig, der fandtes”.
‘Guld i købstæderne’ består af 10 programmer, som sendes hver onsdag på DR1 henover sommeren. Første gang den 1. juli, klokken 20.00.