TV-Nyt

DR præsenterer nye kulturtemaer for efteråret 2022 / foråret 2023

DR har netop afholdt pressemøde om deres nye programmer her i sommer/efterårs sæsonen samt ind i 2023. Der er flere spændende kulturprogrammer på vej, og der blev blandt andet løftet sløret for to af DR’s nye store tema satsninger.

Min Sang – nyt tema på DR

Det kommende tema ’Min Sang’ dykker ned i sangens betydning, og hvordan den sætter ord og følelser på det, vi som mennesker har sammen Med ’Min Sang’-temaet vil DR sammen med danskerne undersøge, hvordan sange forbinder os som nation, som venner, som kærester, kolleger og alt derimellem.

Min Sang til Danmark

Min Sang til Danmark DR1
Malte Ebert, Birthe Kjær og Simon Kvamm/Hugorm er blandt de 15 der har skrevet deres sang til Danmark. (Foto: Nelle Renberg Andersen)

DR inviterer som del af temaet 15 kendte danske musikere til at lave deres personlige Danmarkssang I DR1-programserien ’Min Sang til Danmark.

Oh Land, Stine Bramsen, Peter Sommer, Andreas Odbjerg, Anne Linnet, Steffen Brandt med flere skal være med. Tre sangere deltagere i det enkelte program og vi de 15 artister, under tilblivelsen af deres sang og sammen med vært Phillip Faber, bliver seerne taget med i de tanker og følelser, der ligger bag den personlige fortælling.

TV-programmet Min Sang til Danmark har premiere Lørdag den 20. august med det første af fem programmer, og der følges op med en live koncert i september som også vises på DR1.

DISSE ARTISTER FØLGER VI I DE ENKELTE AFSNIT

Lørdag den 20. august: Anne Linnet, Stine Bramsen og Andreas Odbjerg

Lørdag den 27. august: Simon Kvamm/Hugorm, Malte Ebert og Birthe Kjær

Lørdag den 3. september: Steffen Brandt, Peter Sommer og Soleima

Søndag den 11. september: Oh Land, Ankerstjerne og Mekdes (Ændret til søndag grundet Dronningens regentjubilæum. Programmet ligger fortsat på DRTV lørdag)

Lørdag den 17. september: Sanne Salomonsen, Mads Langer og Branco

Lørdag den 24. september: Livekoncert i DR Koncerthuset og på DR1

På tværs af DR’s platforme
’Min Sang’-temaet lanceres på et bredt udvalg af DR’s platforme, og vil på forskellige måder engagere lyttere, seere og brugere i alle aldre om sang og sangskrivning. Flere af initiativerne kan du læse om her, og der vil løbende komme flere til.

DR Ultra, DR Lær og Minisjang

I anledningen af MGP byder DR Ultra ind med ’Min Sang til MGP’, hvor folkeskoleundervisere kan følge et projektforløb om sangskrivning. Hvis man har en god historie og kan finde på en melodi, så kan man skrive en sang, der kan sendes direkte ind til MGP 2023.

På DR Lær kan undervisere på mellemtrinnet finde et grundigt undervisningsmateriale, der begynder med en idéfase, og skal ende ud i en færdigskrevet sang. Undervisningsmaterialet tager fat på tematikker som: Hvem er jeg? Hvor kommer jeg fra? Hvem vil jeg sige noget til? Og hvad vil jeg sige?

’Min Sang til MGP’ indeholder også tre live-events rundt i Danmark med stærke DR Ultra-værter. Under de enkelte events kan deltagerne indsende sange til MGP 2023, og det er muligt at møde tidligere MGP-stjerner, der fortæller om deres oplevelse og giver gode råd. Til de allermindste på Minisjang vil en helt ny fagtesang have premiere.

På Minisjang kan de mindste være med til ’Min Sang til mig’, når DR sætter fokus på musikken. I overbevisende børnestil udkommer Minisjang med en sang, der får både børn og voksne til at klappe og hoppe.

P3

Formiddagen på P3 inviterer til ’det ultimative danske mixtape’ og P3’s nye musikquiz, der har fokus på sange til, om eller fra Danmark.

P3-værterne vil sammen med lyttere og gæster skabe seks nye mix-tapes over danske must-hears til en bestemt stemning eller humør.

P5, P6 og P8

P5, P6 og P8 går sammen om ’Sange der forbinder os’, og på tværs af programmerne samt på SoMe bliver lytterne opfordret til at skrive ind og fortælle hvilke sange, de deler med andre. Det kan være ’sangen mellem mine veninder’, ’sangen jeg har med min far’ eller ’sangen jeg deler med min hustru’.

Værterne på de tre radiokanaler vil over flere uger motivere lytterne til at dele historier, oplevelser og fællesskaber gennem sangene.

’Min sang’-temaet løber i ugerne 33-39 og vil også kunne findes på P4 og flere andre af DR’s platforme.

Teaterblod

Teaterblod DR2
Foto: DR

I anledning af dansk teaters 300 års jubilæum, så kommer DR2 med fire programmer med titlen Teaterblod.

Skuespilleren Troels Lyby dykker sammen med nogle af dansk teaters største navne ned i teaterhistorien og dens betydning for dansk kultur. I løbet af fire afsnit ser programserien nærmere på fire konkrete og afgørende nedslag i dansk teaterhistorie.

Kultur på DR TV i efteråret i øvrigt

Der i efterårs sæsonen 2022 også mulighed for at se kulturelle programmer som:

  • ‘Kunstnerkolonien’ (24. juli)
  • Anne og Anders i Europa‘ (3. juli)
  • ‘Gintberg på Kanten – af kulturen’ (28. september)
  • ‘Skattejagt på museet’ (16. august)
  • ‘Kulturelt’ (11. september)
  • ‘Filmselskabet Delight’ (11. september)
  • Nul Stjerner‘ (30. juni)
  • ‘Er der en arkitekt til stede?’ (21. august)

2023 Tema – Danskere i Verdenen

I foråret 2023 tager DR den lange kameralinse i brug og stiller i et nyt tema skarpt på danskere i verden og bliver dækket på tværs af lyd, tv og på dr.dk. med en række forskellige perspektiver på vores relation til omverden – og der vil være indhold til både børn, unge og voksne.

De to hovedprogrammer i temaet er ‘Danskere i Verdenen’ og ‘Togtet’.

Danskere i Verdenen

Danskere i verdenen
Stéphanie Surrugue er vært på serien ’Danskere i verden’. I programserien følger hun de spor, historiske og nulevende danske personer har efterladt sig indenfor alt fra opbygningen af nye nationer til kultur, iværksætteri, købmandskab og ændring af verdenshistorien. (Foto: Karin Brøgger)

I den nye serie ’ Danskere i verden’ møder vi nogle af de hundredvis af danskere der op gennem tiden og helt ind til i dag udvandrede fra Danmark. Heriblandt opdagelsesrejsende, eventyrere, fanatikere, idealister, aktivister, slavehandlere, forretningsfolk, kunstnere og fattige på jagt efter et bedre liv. Nogle danskere blev fyrtårne og lyste op. Andre døde og forsvandt i glemslen. Fælles for dem var, at de var lokket af eventyr og drømmen om at finde lykken. Og historien fortsætter – lige nu er danskere overalt på jorden stadig i gang med at skrive sig ind i verdenshistorien.

Stéphanie Surrugue pakker kufferten og som vært på serien ’Danskere i verden’, begiver hun sig ud på en større rejse. Her følger hun de spor, historiske og nulevende danske personer har efterladt sig indenfor alt fra opbygningen af nye nationer til kultur, iværksætteri, købmandskab og ændring af verdenshistorien.

De fleste af de danskere, DR portrætterer i serien, er forholdsvis ukendte i den brede offentlighed. Et eksempel er Anne Marie Petersen – en dansk friskolelærer, som var inspireret af Gandhi og som senere blev hendes ven. Han lagde grundstenen til pigeskolen Seva Mandir, som ligger tæt ved Den Bengalske Bugt på Indiens sydøstkyst og stadig bliver drevet med de samme værdier som på hendes tid. Anne Marie Petersens filosofi var at give pigerne selvtillid og gøre dem klar til det liv, der ventede. På skolen i Indien bliver Anne Marie Petersen stadig fejret og husket.

En anden dansker som seerne kommer til at møde er Rasmus Nielsen. Han var en del af den bølge af danske mejerister, der i 1920’erne og 30’erne emigrerede til Brasilien. Københavns Politi registrerede i perioden mindst 29 mejerister, som udvandrede til Brasilien. Frem til starten af 1980’erne former og præger danskere i høj grad brasiliansk mejeribrug. Hele det danske mejeri-bølge starter med den konkurstruede mejerist og smørgrossist Rasmus Nielsen, der ’drukner’ i Odense Fjord og efterlader sin ’enke’ i Danmark. Men han er ikke druknet. Han har fingeret sin egen død, klædt sig ud som katolsk pater og er taget til Brasilien under nyt navn: Axel Malm. Her etablerer han sig og danner fortrop for bølgen af fynske mejerister, som antænder det vilde mejeri-eventyr i Brasilien.

Der er 6 afsnit af en time på vej.

Togtet

Togtet DR1
Foto: Mikkel Dyrting

Som en del af temaet kommer seerne også med ombord på skibet Rosalina i serien ’Togtet’. I et sjældent eksperiment kaster en flok vikingeeksperter og sejlere sig ud på en krævende færd over Nordatlanten, hvor de skal opleve vikingernes bedrifter på egen krop. Turen gennemføres i et moderne sejlskib, men på vikingernes præmisser uden brug af moderne hjælpemidler og kun med hjælp fra sol, vind, måne og stjerner.

Arkæolog og vikingeekspert Jeanette Varberg fortæller historien om plyndringer, erobringer og deres utrolige opdagelser af nyt land, mens kok Nikolaj Kirk ombord serverer den mad, vores mest berømte og berygtede forfædre spiste. På landjorden følger Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, samtidig de spor vikingerne har efterladt sig og som understreger deres magt og mod.

Kilde: DR presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard