Danske serier på vej på TV 2 her i første halvdel af 2022
En ny fiktionssæson på TV 2s kanaler indledes søndag 23. januar med en ny, dansk storfilm, der vises som miniserie i tre afsnit. Også ’Badehotellet’, Sommerdahl og Minkavlerne er blandt TV 2 og TV 2 PLAY-tilbuddene i første halvdel af 2022, der desuden byder på en ny serie af Lone Scherfig.
Margrete den Første – fra 23. januar på TV 2
Det historiske stærke fiktionstilbud i første halvdel af 2022 indledes på TV 2 søndag 23. januar (på TV 2 PLAY allerede søndag 16. januar) med storfilmen ’Margrete den Første’ fra 2020, der vises som miniserie i tre afsnit, og som har Trine Dyrholm i hoved- og titelrollen.
Året er 1402, og Margrete den Første står i spidsen for en ny, nordisk union mellem Sverige, Norge og Danmark. ’Margrete den Første’ er en serie om politiske intriger, magt, korruption og ikke mindst følelser, der præger det nordiske storrige. Udover Trine Dyrholm medvirker blandt andre Søren Malling, Morten Hee Andersen og Jakob Oftebro.
Ved den kommende Robertpris-uddeling er spillefilmen ’Margrethe den Første’ og seriens skuespillere mest nomineret af alle film med hele 13 nomineringer, blandt andet i kategorierne årets danske spillefilm, årets instruktør (Charlotte Sieling), årets originale manuskript (Jesper Fink, Maya Ilsøe og Charlotte Sieling) samt i tre af de fire skuespillerkategorier (Trine Dyrholm, Søren Malling og Jakob Oftebro).
Badehotellet – Sæson 9 på TV 2 fra 7. februar
Når Danmarks mest populære fiktionsserie ’Badehotellet’ vender tilbage med niende sæson i 2022 – på TV 2 PLAY søndag 6. februar og på TV 2 mandag 7. februar – er vi nået til maj 1945. Dermed tager fortællingen et spring på fire år fra sæson otte, som sluttede i sommeren 1941.
I den nye sæson er vi i befrielsessommeren, og Amanda (Amalie Dollerup) er klar til at slå dørene op for gæster og ansatte. Krigen i Danmark er slut, og landet skal finde ud af at leve i en fredstid igen. Det skaber på godt og ondt nye udfordringer for gæster og personale.
Hanna Lundblad, der skriver ’Badehotellet’ sammen med sin mand, Stig Thorsboe, siger:
– Når vi vender tilbage til Andersens Badehotel her i niende sæson, er vi kommet til sommeren 1945. Besættelsen af Danmark er forbi. De tyske soldater, der har beslaglagt hotellet de seneste fire år, er rejst. Så det er tid til fjerne alle spor fra de ubudne gæster, genfinde ferieglæden og nyde befrielsen. Der er endelig kommet fred, men spørgsmålet er, om der så også er ro?
Stig Thorsboe siger:
– Ja, det skal vise sig, at ikke alle har lige nemt ved at slippe krigen. Nogle døre skal lukkes, før nye kan åbnes. Midt i det hele havner heldigvis et eventyr i skikkelse af fru Fjeldsøs barnebarn, 16-årige Sarah fra Sverige, der straks fascineres af skuespiller Edward Weyse – uden at vide, at hun i virkeligheden er hans ukendte datter.
Sommerdahl – sæson 3 i foråret på TV 2 Charlie
Der er masser af krimi og drama i vente, når Peter Mygind, Laura Drasbæk og André Babikian i foråret 2022 er tilbage i tredje sæson af TV 2 CHARLIEs krimiserie ’Sommerdahl’. Følg med, når chefefterforsker Dan Sommerdahl (Peter Mygind) og resten af drabsafdelingen i Helsingør atter bliver kaldt ud til en række mistænkelige drabssager.
Mens Dan forsøger at forlige sig med tanken om at være fraskilt, bliver han sat på en hård prøve, når forholdet mellem hans ekskone, Marianne (Laura Drabæk), og hans bedste ven og kollega, Flemming (André Babikian), udvikler sig. Serien er på otte afsnit og byder blandt andet på to nye karakterer, der spilles af Kurt Ravn og Maibritt Saerens.
Minkavlerne – Sæson 3 i maj på Zulu
TV 2 ZULUs stjernespækkede og prisvindende komedieserie ‘Minkavlerne’ vender tilbage med tredje sæson i maj 2022, hvor den nordjyske minkavlerfamilie pludselig står i en helt uvant situation med et guldæg i hånden. Spiller de deres kort rigtigt, kan det langt om længe vise sig at blive et økonomisk indbringende år. Men da Allans mystiske ven fra fængslet dukker op, begynder tingene at tage en uventet drejning.
Serien er på otte afsnit med blandt andre Ruben Søltoft, Mick Øgendahl, Kirsten Lehfeldt, Niels Hausgaard, Frank Hvam, Bodil Jørgensen og Anna Stokholm som medvirkende og kan ses på TV 2 PLAY og TV 2 ZULU.
Ny serie af Lone Scherfig på TV 2 i foråret
Sofie Gråbøl spiller hovedrollen i den nye Lone Scherfig-fiktionsserie, som TV 2 PLAY og TV 2 sender i foråret 2022. Serien med arbejdstitlen ’Det største’ følger en gruppe ansatte på et moderne, dansk supersygehus, og her arbejder også hovedkarakteren Ella, der spilles af Sofie Gråbøl.
Ella er ledende jordemoder, der sammen med sine nærmere kolleger hver dag møder og hjælper en generation af fødende og deres pårørende. Alle, der kommer igennem afdelingen, gennemlever afgørende øjeblikke i deres liv og går forandrede derfra.
Serien er en stor samtidsfortælling om livet på et supersygehus, som er en verden og institution, vi alle kommer i kontakt med på et eller andet tidspunkt i vores liv. Serien er i otte afsnit.