Canal Digital lancerer Linux software
Canal Digital lancerer i denne uge Linux software til parabolkunder med en HDTV-box med harddisk og optagerfunktion. Det vil blandt andet give en forbedret programguide og serieoptage-funktion samt en mere enkel og brugervenlig menustruktur. Samtidig bliver det muligt for Canal Digital kunder at teste leje af film via bredbånd.
”Den nye Linux software bliver tilgængelig for alle kunder med en HDTV-box med harddisk. Vi håber og tror på, at dette vil give vores kunder en større tv-oplevelse i deres hverdag. Det første, der vil møde seerne, er en programguide med et helt nyt og langt mere brugervenligt design,” siger Catja Middelboe Andersen, kommunikationsdirektør hos Canal Digital Danmark.
Med den nye software vil det blive nemmere at navigere i menuerne. Det samme gælder optagelse af enkeltprogrammer og serier.
”Det er også vigtigt for os at tilbyde en god og sikker forældrekontrol. Med Linux softwaren er både brug og design blevet forbedret,” siger Catja Middelboe Andersen.
Kunder med en HDTV-box med harddisk vil kunne tage den nye software i brug fra den 8. september.
”Med lanceringen af Linux software kan vi desuden tilbyde leje af film via vores nye Video-On-Demand tjeneste, Canal Digital GO, til kunder med en HDTV-box med harddisk samt bredbånd i husstanden. Det er vigtigt at understrege at leje af film via bredbånd er i en testversion. Men selv om det ikke er et helt færdigt produkt, har vi fundet det rigtigt at lade vores kunder teste filmleje på et forholdsvist tidligt stadium. På den måde kan vi tage kundernes ønsker, oplevelser og erfaringer med tjenesten med i den videre udvikling af vores filmleje-tilbud,” siger Catja Middelboe Andersen.
Canal Digital GOs filmbibliotek indeholder omtrent 500 film fra SF Anytime. Antallet af filmtitler vil i løbet af efteråret blive øget til ca. 2000 og herfra løbende udbygget. De næste måneder vil Canal Digital også foretage flere nye softwareopdateringer for yderligere at forbedre brugeroplevelsen for kunder med en HDTV-box med harddisk.
Her nogle af de vigtigste nyheder
Med den nye Video-On-Demand tjeneste, Canal Digital GO, kan du leje film med din fjernbetjening. Se guiden her til højre om opsætning af internetforbindelsen.
Forbedret serieoptagelse
Du kan nu med to klik på din fjernbetjening sikre dig, at du aldrig mere går glip af et afsnit af din yndlingsserie. HDTV-boxen med harddiskoptager kan med den nye software holde styr på de forskellige sæsoner af serierne og alene optage alle de afsnit, du er interesseret i. Samtidig er det blevet lettere at holde styr på optagelser og serieoptagelser med et nyt arkivsystem på harddisken.
Mere brugervenlige menuer
Med den nye software følger et nyt menusystem, som gør det meget lettere for dig at manøvrere rundt i HDTV-boxens mange muligheder. Nyt udseende, nye letforståelige menupunkter og bedre opdeling af funktioner.
Lavere strømforbrug
Den nye software nedsætter dramatisk HDTV-boxens strømforbrug, så du kan spare elregningen for masser af penge og naturen for masser af ressourcer.
Hurtigere reaktionstider
Mærkbar forbedring i reaktionstiden, når du zapper rundt mellem kanaler eller i menuerne. Du kommer simpelthen langt hurtigere frem til det, du søger.
Adgang til web-tv udgaven af Canal Digital GO
Under Min Side finder du adgangen til web-tv, hvor du kan vælge mellem flere hundrede filmtitler, hvoraf mange er gratis og allerede inkluderet i dit abonnement.
Læs mere om Linux software for Canal Digitals HDTV-boxe med harddisk på:
http://www.canaldigital.dk/TV/parabol-tv/artikler/Video-On-Demand-og-ny-forbedret-HDTV-software/
Canal Digital er også klar med en ny manual i forbindelse med den nye software. Hent den her
Kilde: Canal Digital presse