Bodilprisen 2023: Her er vinderne

Lørdag den 25. marts var den danske filmbranche for 76. gang samlet for at hylde årets største filmpræstationer ved Bodilprisen. I år modtog hele syv forskellige danske spillefilm statuetter for deres præstationer i filmåret 2022. Erik Clausen blev tildelt årets Æres-Bodil for sit mangeårige og toneangivende arbejde med dansk film, mens aftenens hovedpris for Bedste film gik til Frelle Petersens sønderjyske familiedrama Resten af livet.

Bodilvindere filmåret 2022

• Bedste film: Resten af livet
• Kvindelige hovedrolle: Sofie Gråbøl, Rose
• Mandlige hovedrolle: Elliott Crosset Hove, Vanskabte land
• Kvindelige birolle: Lene Maria Christensen, Rose
• Mandlige birolle: Ingvar Sigurdsson, Vanskabte land
• Bedste dokumentar: A House Made of Splinters
• Bedste amerikanske film: C’Mon C’Mon
• Bedste ikke-amerikanske film: Verdens værste menneske
• Bedste Fotograf: Maria von Hausswolff, Vanskabte land
• Bedste Manuskript: Ali Abbasi og Afshin Kamran Bahrami, Holy Spider
• Æres-Bodil: Erik Clausen
• Sær-Bodil: Sune ’Køter’ Kølster, Speak No Evil
• Henning Bahs Prisen: Jesper Clausen, Du som er i himlen
• TV 2 Talentprisen: Christian Bengtson, Krysantemum

Motivationstekster

Bedste film: “Resten af livet”
At lade ordet ’Nutella’ indgå i den første replik i to film i træk, er i sig selv en Bodil-værdig bedrift. Men det er ikke den eneste grund til, at Frelle Petersens anden afdækning af stille sønderjyske liv fortjener prisen for Bedste Film.

’Resten af livet’ er et rørende og smukt iscenesat sorgdrama; en historie om en families meget forskellige reaktioner på en stor tragedie. Det er varmt og humoristisk slow cinema, med et lag af humanisme så tykt som tandsmør på et rundstykke.

Frelle Petersen trækker på alt fra den japanske instruktør Yasujiro Ozu, der var en mester i at vise det store i det små, til Nanni Morettis italienske film ’Sønnens værelse’, men han gør samtidig fortællingen til sin helt egen med sit skarpe blik for både de autentiske sønderjyske omgangsformer og det universelt menneskelige. Og Nutella.

Stort tillykke.

Bedste kvindelige hovedrolle: Sofie Gråbøl, Rose
Hvordan spiller man en kvinde, der lider af skizofreni, uden at forfalde til en syg karikatur?

Det viser Sofie Gråbøl os i Niels Arden Oplevs ”Rose”, hvor Gråbøl spiller den kantede og egensindige Inger, der har gjort sygdommen til sin identitet. På en bustur til Paris præsenterer hun sig for sine medrejsende med ordene: ”Jeg hedder Inger. Jeg er skizofren”.

Det er en introduktion, der fører til varierende grader af forfærdelse og fascination hos de andre passagerer. Replikken placerer hende også i et eksistentielt dilemma, for er Inger virkelig sin sygdom?

Sofie Gråbøl giver sin karakter en skrutrygget kompleksitet og en filterløs skarphed, der ikke bare gør Inger til godt og underholdende selskab, men som også viser os de mange nuancer, som et menneske rummer – psykisk sygdom eller ej.

Tillykke.

Bedste mandlige hovedrolle: Elliott Crosset Hove, Vanskabte land
Siden Elliott Crosset Hove blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2015, har han været overordentligt efterspurgt af den danske filmbranche. Det forstår vi godt. Vi spottede ham allerede i filmen ”I blodet” fra 2016, som indbragte ham en Bodilnominering for Bedste mandlige birolle. Året efter blev han nomineret for sin hovedrollepræstation i ”Vinterbrødre”, men nu kan vi endelig overrække ham en vaskeægte Bodilstatuette.

Den får han for sin mageløse skildring af en mand i indre og ydre opløsning i Hlynur Pálmasons ”Vanskabte land”. Elliott Crosset Hove er magnetisk dragende, når han som den danske præst Lucas skal krydse et ufremkommeligt Island for at bygge en kirke på landets østkyst. Den barske rejse sætter sine tydelige spor i Lucas’ fysik, og undervejs bliver han også mere og mere åndeligt udsultet. Til gengæld kan man som publikum slet ikke se sig mæt på Elliott Crosset Hove.

Tillykke.

Bedste kvindelige birolle: Lene Maria Christensen, Rose
Det er opslidende altid at få tildelt en birolle i sin egen families liv. Det oplever lillesøster Ellen i Niels Arden Oplevs film ”Rose”, hvor Ellen selv som voksen står i skyggen af sin storesøster, Inger, der lider af skizofreni. Der er dog ingen, vi hellere vil se i denne birolle, end Lene Maria Christensen.

Hun har en eminent evne til at gå på line mellem det stærke og det skrøbelige, hun mister aldrig fodfæste, når hendes karakter skal skifte udtryk fra klippefast til følelsesmæssig porøs. På en sviptur til Paris med søsteren Inger og manden Vagn bliver det Ellens opgave at holde Inger i snor. Men i Lene Maria Christensen gestaltning bliver Ellen også det menneske på lærredet, som publikum lader blikket klamre sig til, når Inger nærmer sig kanten. Det vil vi gerne takke for med en Bodil.

Tillykke.

Bedste mandlige birolle: Ingvar Sigurdsson, Vanskabte land
Der er en intern joke i det islandske skuespillermiljø, der lyder, at hvis man er nomineret til samme pris som Ingvar Sigurdsson, så kan man lige så godt blive hjemme. Sigurdsson vinder altid. Nu sidder der så nok nogen i salen og håber, at Sigurdsson ikke fremover bliver castet til alt for mange andre danske film, for heller ikke i Danske Filmkritikere har vi kunnet sidde hans talent overhørig.

Han modtager sin første Bodil for sin præstation i Hlynur Pálmasons ”Vanskabte Land”. Her spiller han den ordknappe Ragnar, der er barn af den islandske natur, og som nærer en sund mistro til de danskere, der har koloniseret hans land. Forhåbentlig er Ingvar Sigurdsson selv ikke blevet smittet af dette sortrandede syn på Danmark, for vi byder gerne Sigurdsson – en af nordens allerstørste skuespillere – velkommen tilbage til dansk film.

Til hamingju – Tillykke!

Bedste dokumentar: “A House Made of Splinters” af Simon Lereng Wilmont.
Det er tydeligt, at der banker et stort humanistisk hjerte i hele Simon Lereng Wilmonts dokumentariske virke. Det har verden også fået øjnene op for, særligt med ”A House Made of Splinters”, der var nomineret til en Oscar i år og nu modtager en Bodil. Filmen følger en række børn på et børnehjem i det østlige Ukraine. Det er sårbare, men også stærke små mennesker, der prøver at navigere i en verden, hvor det er svært at få lov at være barn. På et baggrundstæppe af krig, vold og alkoholiske forældre bliver vi vidne til børnenes evige håbefulde spørgsmål: ‘Hvornår kommer min mor eller far?’

Med sine poetiske og fortættede observationer giver Simon Lereng Wilmont os en hjerteskærende indsigt i livet på børnehjemmet, som man skal have et hjerte af sten for ikke at blive dybt berørt af. Det er en film, der på både godt og ondt er svær at slippe igen.

Tillykke.

Bedste amerikanske film: “C’Mon, C’Mon”
Man kunne godt være fristet til at tro, at Mike Mills’ ”C’Mon C’Mon” kommer til at indskrive sig i filmhistorien som en nyklassiker. Hans film om radiojournalisten Johnny, der må tage hånd om sin excentriske 9-årige nevø Jess for en stund, er både florlet og tanketung filmkunst.

 

Når Johnny interviewer Jess til en radiodokumentar, ynder drengen bare at svare ”Bla, bla, bla”, men der er intet sludrende over filmen, selvom der snakkes meget. Det er oplagt at beskrive Mills som en moderne Woody Allen, for han er tvetydig, filosofisk og humoristisk, men han har også sin helt egen stemme, der stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Han inviterer desuden publikum til selv at deltage i Johnnys Spørge-Jørgen-leg. Hvad er meningen egentlig med det hele? Man kan jo starte med at lede efter svaret i biografen.

Bedste ikke-amerikanske film: ”Verdens værste menneske”
Med sin sidste film i Oslo-trilogien har Joachim Trier igen sat en tyk streg under sin evne til at portrættere den nordiske ungdom med dyb empati og et legesygt filmsprog. I ”Verdens værste menneske” pendulerer den 30-årige Julie mellem mænd, job og skiftende livsambitioner. Hun vil hele tiden sparke nye døre ind. Hun bosætter sig derfor aldrig permanent i sine nye eventyr.

Man kunne godt vælge at være misundelig over, at Norge har en instruktør, der laver filmkunst på så kontinuerligt et højt niveau som Joachim Trier. Men hvorfor være misundelig, når vi i stedet kan tage æren? Du er jo dansk, Joachim. Kom og lav københavnertrilogien. Vi betaler flybilletten.

Bedste fotograf: Maria von Hausswolff for ”Vanskabte land”
Selvom titlen på filmen ”Vanskabte land” er taget fra et såkaldt hade-digt til Island, er der masser af kærlighed til landet i Maria von Hausswolffs betagende og brutale billeder fra Island. Hun fanger både uendeligheden og det begrænsede blik på natur og ånd, som findes i filmen.

Det er tredje gang, hun vinder en Bodil på bare seks år, og dermed er hun nu rekordholder af flest Bodilpriser i kategorien Bedste fotograf. Første gang vandt hun en Bodil for Christian Tafdrups ”Forældre”, anden gang vandt hun for Hlynur Pálmasons ”Vinterbrødre”, og nu har hun gentaget det succesfulde samarbejde med Pálmason og gjort ”Vanskabte land” til en uforglemmelig visuel oplevelse.

Bedste manuskript: Ali Abbasi og Afshin Kamran Bahrami for ”Holy Spider”
Der er nogle historier, der bare ikke lyder som noget, man har lyst til at se på film – for eksempel fortællingen om en kvindemorder i Iran. Men Ali Abbasi og Afshin Kamran Bahramis manuskript til Holy Spider suger fra de første sider én ind i en række vidt forskellige skæbner i et særligt samfund, så man fra start til slut har lyst til at både se og vide mere.

Manuskriptet bevæger sig sikkert mod afslutningen på menneskejagten, før den supplerer med det tankevækkende retslige efterspil og en spiddende epilog med to børns rekonstruktion af et kvindemord. Det er stærke sager, det er stærkt fortalt.

Holy Spider er både en vigtig, modig og følelsesruskende film, og det skyldes ikke mindst det fremragende manuskript.

Æres-Bodil: Erik Clausen
Vi kunne godt være i tvivl om, hvorvidt Erik Clausen egentlig har lyst til at modtage en Æres-Bodil for sit lange virke i filmens tjeneste, for er der nogen, der gennem tiden har været modstander af de store institutioner og de nogle gange traditions-sleske arrangementer, så er det Erik Clausen. Det skal dog ikke afholde os fra at hylde en mand, der i den grad har været med til at forme dansk film og dansk kultur gennem et langt og aktivt liv.

 

Selvom Erik Clausen altid har dyrket og talt fællesskabet op, så er han samtidig en stor ener. Hvis nogle bjæffer ad ham, at han skal gå til højre, så går han helt bestemt til venstre. Og det har vi ladet os inspirere af – hvis du synes, sådan en Æres-Bodil er noget pjat, jamen, så skal du sgu da ha’ sådan en!

 

Som arbejderbarn fra Sydhavnen opdagede han hurtigt, at han var en af dem, de andre ikke vil lege med. Når han så film i Enghave Bio, var der aldrig nogen, der lignede ham eller hans familie. Indtil den dag, han begyndte at se neorealistiske film fra Italien. Der var han jo! Og der var moster Alice, og der var onkel Ole! Som teenager vidste han nu, at han skulle lave film.

 

Han skulle være kunstner, så han kunne slippe for stanken af pis på byggepladserne. Han skulle lave film, så såkaldt almindelige mennesker kunne se sig selv på lærredet. Han skulle gøgle og lave cirkus og synge og danse.

Der var ikke noget, der kunne holde Erik Clausen tilbage, slet ikke da han fandt ligesindede at lege med. Med Leif Sylvester og Kim Larsen og senere Niels Hausgaard spredte han livslæde, fortalte røverhistorier og leverede samfundssatire årti efter årti. Når der kom en ny Erik Clausen-film, flokkedes folk i biografen.

Erik Clausen har altid været en sand entertainer, en gavflab, en historiefortæller af Guds nåde. Folkekær, men aldrig logrende folkelig. Provokerende, men aldrig giftig. Generøs og givende, men aldrig halleluja-hellig. Alt sammen har det farvet vores verden, vores kulturforståelse. Det skal du have et kæmpestort tak for.

Sær-Bodil: Sune ’Køter’ Kølster
Sune Kølsters musik til Christian Tafdrups ’Speak No Evil’ skiller sig ud på den allerbedste måde. Den går skarpt i dialog med billederne. Eller mod billederne. Når Tafdrup bygger op til uhygge, insisterer Kølster drillende på, at ’bare rolig, det er blot en badeferie’. Og når Tafdrup slapper af, spænder Kølster buen ind til bristepunktet med sin musik, der insisterer på at have sin egen personlighed.

Musikken bliver en karakter i sig selv, som varsler uhygge og trænger sig på, ja nogle gange forgriber den sig nærmest på publikum. Det er en musikalsk oplevelse, der sætter sig dybe spor og minder os om, at film ikke bare skal ses i biografen, de skal også høres.

Henning Bahs-prisen 2023: Jesper Clausen for ”Du som er i himlen”
Tea Lindeburgs ”Du som er himlen” foregår omkring forrige århundredeskifte på en gård langt ude på landet, hvor tro, overtro og ansvar for familien stiller sig i vejen for en piges udlængsel og drømmen om et andet liv.

Gårdens små, lavloftede og ofte mørke rum står i stærk kontrast til de åbne vidder udenfor, og det forstærker fornemmelsen af klaustrofobi, der både fysisk og følelsesmæssigt er en vigtig del af filmen. Det er et resultat af Lindeburgs præcise iscenesættelse, Marcel Zyskinds smukke kameraarbejde og Jesper Clausens troværdige scenografi.

Takket være den hverdagslige detaljeringsgrad bliver rummene en medspiller i historien – en legemliggørelse af flere generationer af kvinders komplicerede forhold til hjemmet som henholdsvis familiefavn og fængsel. Man slår bogstaveligt talt panden mod dørkarmen, hvis man ikke husker at dukke nakken. Scenografien i Du som er i himlen skildrer formidabelt en anden tid, et andet samfund og en anden tankegang, og derfor går årets Henning Bahs-pris til Jesper Clausen. Tillykke.

TV 2 Talentprisen: Christian Bengtson for “Krysantemum”
Det har altid ligget i kortene, at Christian Bengtson ville blive manuskriptforfatter og filminstruktør. Lige siden han var lille, har han skrevet og filmet, men det var en passion, han var ene om i sin barndomsby i Nordvestjylland. Først på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft og senere på Den Danske Filmskole i København fandt han ligesindede, der var lige så forelsket i at fortælle historier, som han selv. Men i stedet for at forsage sit ophav og se på sit barndomsland med foragt vender han tilbage til det såkaldte Udkantsdanmark med sin debutspillefilm ”Krysantemum” med en mission om at give spillerum til dem, der sjældent ser sig selv portrætteret på det store lærred.

Christian Bengtson har en erklæret mission om at skabe en større klassebevidsthed i Danmark. Afstanden mellem bunden og toppen i vores samfund er større, end de fleste går og tror, mener han, og det bruger han filmmediet til at rykke ved. Vi glæder os over, at den socialpolitiske bevidsthed også har en plads i dansk film, og vi kan ikke vente med at se, hvordan Christian Bengtson udfordrer os i fremtiden.