YouSee klar med hastigheder op til 1.000 Mbit/s

| mandag 08. maj, 2017 08:08 | 7 Kommentarer

yousee logo 2015Danskerne elsker at streame og bruger mere tid online end nogen andre i verden. For at fremtidssikre bredbåndet og deres kunder er YouSee i fuld gang med at opgradere kabelnettet. Fra den 8. maj får de første husstande adgang til de nye giga-hurtige hastigheder.

”Vores kunder efterspørger høj stabilitet og god kvalitet, og fremtiden bliver blot endnu mere digital. Derfor opgraderer vi hele vores kabelnet, så vi kan tilbyde bredbånd med hastigheder op til 1.000 Mbit/s til halvdelen af de danske husstande. Samtidig indbygger vi nye overvågningsalarmer, der gør det muligt at fejlrette, før kunden opdager det. Det vil øge stabiliteten,” fortæller Jacob Mortensen, der er tv- og bredbåndsdirektør i YouSee.

Selvom det pt. er de færreste danskere, der har brug for hastigheder på 1.000 Mbit/s, er Jacob Mortensen ikke i tvivl om, at fremtiden byder på behov for hurtigere og mere stabile forbindelser. De seneste fem år er den gennemsnitlige bredbåndshastighed, som danskerne køber, steget med 26 pct. hvert eneste år, og i 2020 forventes den gennemsnitlige solgte bredbåndshastighed at være 100 Mbit/s.

”En typisk familie har flere skærme med forbindelse til internettet, og de er ofte i brug samtidig, så nogen ser tv i stuen, mens andre streamer serier på værelset eller læser avisen på mobilen. Der streames musik i baggrunden, og inden længe er smart homes, Internet of Things og virtual reality også en del af hverdagen. Det kræver ekstra båndbredde og kapacitet, og vi vil gerne sikre, at vores kunder er godt klædt på til fremtidens behov.”

Danskere er digitale frontløbere
YouSee er blandt de første kabelselskaber i verden til at indføre den nye bredbåndsteknologi, der giver adgang til hastigheder på op til 1.000 Mbit/s – og i fremtiden forventer YouSee at kunne skrue endnu mere op for hastigheden. Opgraderingen foregår gradvist by for by landet over, og når den er gennemført, bliverDanmark det første land i verden, hvor et helt kabelnet bliver opgraderet til giga-hurtige hastigheder. Eller DOCSIS 3.1, som teknologien også kaldes.

”Selvom Danmark er digital forløber i EU, er vi faktisk udfordret på hurtigt bredbånd. Folketinget har besluttet, at alle danskere i 2020 skal have adgang til en bredbåndsforbindelse på mindst 100 Mbit/s, og med denne opgradering af den digitale infrastruktur får rigtig mange danskere adgang til endnu hurtigere forbindelser.”

Opgraderingen af kabelnettet er en kæmpe investering i den digitale infrastruktur, og YouSee har sammen med Huawei hyret over 200 teknikere, der i mere end et år kun arbejder på at opgradere netværket. Når de er færdige, har de udskiftet teknologien i ikke mindre end 380.000 teknikskabe i hele Danmark, og opgraderingen betyder ikke kun højere hastigheder.

”Det er ikke kun kunder, der køber høje hastigheder på op til 1.000 Mbit/s, som vil få glæde af opgraderingen af kabelnettet. Alle vores kunder vil opleve mere stabile forbindelser og bedre billedkvalitet på tv,” siger Jacob Mortensen og tilføjer, at hele opgraderingen foregår over jorden, så det er ikke nødvendigt at grave hverken haver eller fortove op.

 

  • Gigabredbånd er navnet på YouSees højhastighedsbredbånd, der leveres via det såkaldte coax-net, den tekniske betegnelse for kabelnet
  • Teknologien bag det nye gigabredbånd er så ny og banebrydende, at Danmark bliver det første land i verden, hvor et helt kabelnet bliver opgraderet til DOCSIS 3.1, som teknologien også kaldes.
  • Ca. 1,4 mio. husstande, svarende til halvdelen af Danmarks husstande, kan få adgang til de nye giga-hurtige bredbåndshastigheder
  • 1.000 Mbit/s svarer til 1 Gbit/s.
  • Med en hastighed på 1.000 Mbit/s kan man på ét sekund hente 25 billeder i høj opløsning (5 MB/stk.) eller 31 MP3-musiknumre (4 MB/stk.)
  • YouSee bruger eksisterende kabler og fibre og opgraderer derfor kun udstyr over jorden. Det er altså ikke nødvendigt at grave kabler ned.
Del på:

Gemt under:: YouSee

Kommentarer (7)

  1. Anders siger:

    Fik man ikke adgang til diverse streamingtjenester med de tidligere bredbåndsabonnementer? Når man ser på de nye abonnementer på yousee.dk så står der intet om adgang til streaming, og YouSee bruger nu “Op til”-udtrykket igen, med en garanteret hastighed der ligger under.

    • Anders siger:

      Jeg har nu modtaget YouSee’s Nyhedsmail hvor der står:
      “C More og Film & Seriepakken er ikke længere er en del af vores nye bredbåndspakker.”
      “Eksisterende kunder beholder deres nuværende indhold som fx C More og der sker ingen ændring i deres pris.”

  2. Klaus Noergaard siger:

    Igen er det kabelnettet der er forsket i og byens folk der får opgraderingen. Hvor bliver udviklingen af, til alle dem, der bor på landet og stadig bruger kobbernettet. Vectoring bliver jo kun for dem, der bor 3-400m fra en central. Om nogle år, når 5G lanceres, er det vel også byerne, der får den bedste dækning og os på landet må nøjes med noget langsommere?? Jeg er tvunget til at bruge mobil bredbånd, som desuden er meget dyrere og med begrænset downloadmængde, så der er lange udsigter for mig, så jeg kan få muligheden for at streame 4k indhold. Så TDC, få nu fiber i jorden til alle og I vil se at kunderne kommer tilbage til jer igen.

    • maxel siger:

      Der er jo en grund til at det er meget billigere at bo på landet.

    • Anders siger:

      Din definition på hvad der er land og by ud fra afstanden til en central på 3-400 meter giver ingen mening.

      Og hold nu op med det såkaldte argument omkring forskel på land og by når det kommer til internet. For det kan nemt modbevises.

      Mobil:
      Du nævner selv mobilbredbånd og TDC. TDC er igang med at opgradere samtlige mobilmaster i hele landet, og dækker 99% af landet med 3G og 4G. Deres største mobilbredbånd abonnement indeholder 500 GB data. Du kan roligt streame med det. Desuden er der oftere ringere signal i storbyerne fordi der er mange højhuse og bygninger der forstyrrer signalet, samt mange mennesker der er koblet på de samme master.

      Fiber:
      Waoo og SE/Stofa har rullet masser af fiber ud i alle andre steder end i storbyerne.

      Coax/kabel-tv:
      YouSee er igang med en opgradering af hele deres kabel-tv-net i hele landet, der er heller ikke her forskel på land og by. Faktisk var den lille stationsby Lejre med 2.500 indbyggere det første sted der fik denne DOCSIS 3.1 opgradering sidste år.

      Kobber:
      Vectoring hjælper på større afstande på op til 1000 meter hvor der kan leveres 100 Mbps hastigheder. Vplus teknologien kan levere op til 300 Mbps i en afstand op til 250 meter, og 200 Mbps i en afstand op til 500 meter.
      Så hvis du bare bor inden for 1 km af centralen så kan du få hurtig bredbånd når den pågældende central er blevet opgraderet.
      Derudover er TDC igang med at bygge flere fremskudte mini-centraler så langt flere husstande kan få hurtigere bredbånd

      Så kan det godt være at lige præcis din bolig ikke kan få hurtig internet, men det handler om dig og din bolig, og hverken kan eller skal bruges som et eksempel på en forkert generalisering af det evige “forskel på land og by”-argument.

      Slutteligt, du nævner 4K streaming. Netflix anbefaler man har 25 Mbps for at streame i 4K, og små 5 Mbps for HD. Så man behøver altså ikke fiber eller gigabit hastigheder for at streame i 4K.

    • Ronson siger:

      Det står vel alle frit for at få gravet fiber ned. Frem med muldvarpeskindet.

Skriv et svar