YouSee skruer op for bredbåndshastigheden
Hurtigere internet, men til samme pris. Som led i en stor strategisk bredbåndssatsning får alle YouSees mere end 400.000 bredbåndskunder i løbet af de kommende uger øget deres internethastighed til minimum 50 Mbit/s. Fire ud af ti løftes til 100 Mbit/s. Dermed bliver YouSee Danmarks suverænt største udbyder af superbredbånd.
”Vi danskere bruger nettet som aldrig før. Vi ser HD-tv, streamer film, serier og sport og spiller computerspil over nettet. Og ofte det hele på samme tid i samme husstand. Bredbånd er simpelthen blevet livsnerven i den digitale hverdag. Stadig flere af vores kunder efterspørger højere hastigheder. Derfor opgraderer vi nu alle vores kunder,” fortæller YouSee-direktør René Brøchner.
Alt under 50 Mbit/s er fortid
Alle hastigheder under 50 Mbit/s bliver fortid hos YouSee. Og allerede senere i år vil YouSee tilbyde hastigheder på 300 Mbit/s til halvdelen af alle danske husstande. Dermed kommer YouSee til allerede i 2015 at være den største bidragyder til at nå regeringens erklærede målsætning om, at alle danskere i 2020 skal have adgang til minimum 100 Mbit/s i deres eget hjem.
”Vi er i fuld gang med en historisk stor opgradering. Inden nytår har alle med adgang til YouSees kabelnet mulighed for 300 Mbit-bredbånd. Og vi er ved at klargøre nettet til hastigheder på over 1.000 Mbit/s – også kaldet gigabit-forbindelser. Med vores nuværende teknologier er vi allerede i dag klar til at dække både kundernes nuværende og fremtidige behov,” uddyber René Brøchner.
Største opgradering nogensinde
Med opgraderingen stiger hastigheden YouSees bredbåndskunder fra et gennemsnit på 28 Mbit/s i dag til 75 Mbit/s. Aldrig før har så mange danskere fået så markant højere hastighed på så kort tid.
”Følger man bredbåndsdebatten herhjemme, får man let det fejlagtige indtryk at eneste mulighed for at nå de helt høje hastigheder kræver, at man graver veje og forhaver op. Det er ganske enkelt forkert. Allerede i dag tilbyder YouSee 100 Mbit/s til over én mio. danske husstande,” konstaterer René Brøchner.
Hvor meget den enkelte kunde får løftet sin hastighed afgøres af, hvilken hastighed kunden har i dag. For alle kunder gælder, at det sker til samme pris, som kunden betaler i dag.
YouSee har samtidig fjernet grænsen for fair use, så ingen kunder behøver at bekymre sig om deres forbrug.
På yousee.dk er det muligt at se, hvilke adresser der allerede har adgang til 300 Mbit/s.
FAKTA om YouSee opgraderingen |
Opgraderingen starter 19. maj og slutter start juni 2015. Selve opgraderingen sker udelukkende fra centralt hold |
I alt bliver ca. 400.000 kunder opgraderet til enten 50 Mbit/s eller til 100 Mbit/s. Prisen forbliver uændret. |
YouSee har samtidig fjernet grænsen for fair use, så ingen kunder behøver at bekymre sig om deres forbrug |
YouSee opererer ikke med ”op-til-hastighed” men garanteret hastighed |