YouSee får adgang til Paramounts film kort efter, de har gået i biografen
En dugfrisk aftale sikrer størstedelen af YouSees tv-kunder adgang til filmselskabet Paramounts film kort efter, de har gået i biografen. Ud over premierefilm får tv-kunderne et stort katalog af filmklassikere og masser af indhold fra Comedy Central og MTV.
Allerede i løbet af efteråret kan ca. en fjerdedel af de danske husstande streame de nyeste film fra Paramount, der bl.a. står bag filmhits som Arrival, Mission Impossible og The Big Short, som en del af deres tv-pakke. YouSee har nemlig indgået en aftale med Viacom, der står bag Paramount, som betyder, at størstedelen af tv-kunderne får de nyeste film fra Paramount samt et bredt udvalg af filmklassikere og mere end 800 episoder af populære tv-programmer fra de Viacom-ejede kanaler MTV og Comedy Central.
”Det er første gang, at så mange danskere får adgang til at streame helt nye premierefilm via deres tv-pakke. Helt konkret får en stor del af vores kunder nu mulighed for at se Paramounts suveræne og ofte prisbelønnede film kort efter de forlader biografen, og det håber jeg selvfølgelig, at de vil tage godt i mod,” fortæller Christian Morgan, mediedirektør i YouSee og uddyber:
”Som Danmarks største tv-udbyder er det vigtigt for os at kunne tilbyde nyt og fantastisk indhold til vores kunder. Vores kunder bliver mere og mere digitale, og vi vil gerne tilbyde dem endnu mere digitalt indhold i deres tv-pakker. Aftalen med Viacom giver ikke kun vores kunder adgang til de nyeste film fra et af Hollywoods største studier, de får også mulighed for at se eller gense en række klassiske film som The Godfather, Star Trek og Shutter Island samt mere end 800 episoder af de største tv-hits fra MTV og Comedy Central. Da alt indholdet fra Viacom ligger digitalt, kan de streame det via tv-boks eller app lige præcis, når det passer dem bedst.”
Hos Viacom, hvor man kalder underholdningspakken til de danske tv-kunder for Paramount+, er man også begejstrede for aftalen med YouSee.
”Paramount+ er et nyskabende koncept for os og en vigtig videreudvikling af vores betalings-tv-tilbud til vores lineære distributionspartnere. Det er første gang, vi samler såkaldte first-run filmrettigheder med vores tv-indhold i én fælles Paramount-platform, og gør indholdet tilgængeligt for danske kunder hos YouSee via en streamingtjeneste. Tjenesten komplimenterer vores eksisterende tilbud om tv og VOD, og den imødekommer den stigende efterspørgsel hos danske seere om at have adgang til film og tv-indhold uanset tidspunkt og platform,” siger Andrea Sahlgren, Nordisk direktør i Viacom.
Fakta om aftalen med Paramount
Indholdspakken fra Paramount betyder, at størstedelen af YouSees tv-kunder hvert år får mulighed for at streame de 10-15 største og nyeste film kort efter de forlader biografen. Fra starten af oktober vil de således kunne se fx Brother Nature, Goat, Allied, Fences, Monster Trucks, Rings og XXX: the Return of Xander Cage. I løbet af de næste par måneder vil der desuden være premiere på film som Baywatch, Mother, Ghost in the Shell og Transformers: The Last Knight. Som en del af pakken vil der også være klassiske film som The Godfather I, II and III, Shutter Island, True Grit, Star Trek og Top Gun. Derudover får de mulighed for at streame mere end 800 episoder af populære tv-programmer fra MTV og Comedy Central – fx South Park, Geordie Shore, Broad City, Inside Amy Schumer og Teen Mom.
Mere end 650.000 husstande med tv fra YouSee får adgang til indholdspakken fra Paramount. Det gælder alle tv-kunder med en Fuldpakke og langt størstedelen af alle tv-kunder med en tv-boks. En stor del af indholdet vil også løbende blive gjort tilgængeligt på en eller flere af de lineære tv kanaler i YouSees tv-pakker. På den måde får også de kunder, der foretrækker at konsumere indholdet via flow-tv, mulighed for at se med.