Wozniacki på TV 2 og Zulu
I næste uge kan danske tennis- og sportselskere følge verdensetteren Caroline Wozniacki på landsdækkende tv, når TV 2 og TV 2 Zulu viser tennisturneringen e-Boks Sony Ericsson Open 2011 fra Farum. Allerede fra mandag 6. juni åbner TV 2 sit tennis-studie, mens Zulu sender direkte tennis fra tirsdag 7. juni kl. 20.00.
Caroline Wozniacki stiller op til turneringen som forsvarende mester, efter at hun sidste år spillede sig helt til tops efter finalesejr over russeren Anna Chakvetadze, og hun er naturligvis topseedet, når der for bare anden gang spilles en WTA-turnering på dansk grund.
Men verdensetterens træner og far, Piotr Wozniacki, vil ikke gøre sin datter til storfavorit i Farum.
– I French Open tabte Kim Clijsters til en, der ligger nummer 140 i verden, og i øjeblikket er der mange piger, der kan ramme bolden. Det er unge piger, der også har deres egne drømme. De jagter deres bedste resultat, og måske kommer det i Farum, siger Piotr Wozniacki, der dog forventer en seværdig turnering:
– Jeg tror på, at folk vil komme til at se tennis på et højt niveau, og at de vil være tilfredse.
Hård modstand til Wozniacki
Caroline Wozniacki kan se frem til hård modstand i turneringen, der f.eks. har deltagelse af syv andre spillere fra top 50.
Vurderet ud fra verdensranglisten er de værste konkurrenter til sejren de to tjekker, Lucie Safarova og Klara Zakopalova, Anastasija Sevastova fra Letland og amerikaneren Bethanie Mattek-Sands. Men turneringen i Farum får også besøg af Jelena Dokic, som tilbage i 2002 lå nummer fire på verdensranglisten og efter en kæmpe rutsjetur er på vej tilbage mod tennistoppen.
TV 2 har etableret studie ved Centre Court i Farum Arena. Værten i ugens tennisdækning bliver Ulla Essendrop, der bl.a. får besøg af Caroline Wozniacki samt de tidligere topspillere Tine Scheuer-Larsen og Kenneth Carlsen.
TV 2s kommentatorer under selve kampene er Flemming Toft.
Kilde: TV 2 presse
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link