Warner Bros Discovery splitter forretningen op – Muligt frasalg af nordiske tv-kanaler
Warner Bros. Discovery (WBD) har annonceret en omfattende omstrukturering, der vil splitte virksomheden i to nye divisioner: Global Linear Networks og Streaming & Studios. Det sker som del i en strategi for at øge fleksibiliteten og skabe nye muligheder for at maksimere værdien for aktionærerne, lyder det
Ifølge WBD’s præsident og CEO, David Zaslav, markerer denne ændring endnu et skridt i den fortsatte udvikling af virksomheden:
“Siden sammenlægningen, der skabte Warner Bros. Discovery, har vi transformeret vores forretning og forbedret vores finansielle position, alt imens vi leverer verdensklasse-underholdning til et globalt publikum. Med vores nye struktur skaber vi bedre rammer for vækst og strategiske muligheder i et hurtigt skiftende medielandskab.”
Den nye struktur forventes at træde i kraft midt i 2025, er designet til at styrke begge forretningsområder.
Muligt frasalg af nordiske tv-kanaler
En konsekvens af opdelingen kan være, at Warner Bros. Discovery frasælger sine flow tv-kanaler i Norden og Polen. I Danmark vil det så være kanaler som Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, Canal 9 osv. Det skriver mediet Broadband TV News.
Dette følger en tendens i markedet, hvor store amerikanske netværk, såsom NBCUniversal, har separeret deres kabel-tv-netværk for at fokusere på streaming og digital produktion.
Salget af traditionelle tv-kanaler kan være en naturlig udvikling, da lineært tv gradvist taber terræn til streaming. Fremtiden for WBD er tydeligvis centreret om streamingplatformen Max og det indhold, der skal tiltrække og fastholde abonnenter.