Waoo vil tilbyde Smart Home som abonnement
Waoo mener danskerne skal hjælpes i gang med Smart Home. Waoo vil derfor lancere ’Smart Homes’ som en serviceydelse, dvs. en mulighed for, at kunderne kan få et smart hjem på abonnement. I 2020 vil Waoo derfor tilbyde Google Nest-produkter som abonnementsmodel til både eksisterende og nye kunder:
”Rigtig mange har mod på at tage de nye muligheder til sig, men de er bare ikke kommet i gang – enten fordi det er for uoverskueligt, eller fordi det kan være en bekostelig affære at indrette sit hjem med smarte enheder. Derfor vil vi som den første danske internetudbyder i et partnerskab med Google, hjælpe flere forbrugere i gang med den smarte teknologi,” fortæller adm. direktør Jørgen Stensgaard, Waoo.
Lanceringen af smarte hjem på abonnement er et led i strategien om at udvide porteføljen med produkter og services, som ligger i naturlig forlængelse af de tre kerneprodukter – internet, TV og telefoni.
Tilbud allerede her fra november
Allerede fra november i år vil eksisterende kunder få et loyalitetstilbud med en Google Nest Mini og en Chromecast. Med Google Nest Mini kan kunderne ved hjælp af stemmestyring søge information på internettet, vælge musik og i kombination med Chromecast starte streaming direkte på fladskærmen. Dette udgør en god base, som giver rig mulighed for at tilføje flere af Googles Smart Home-produkter og dermed kunne stemmestyre store dele af sit hjem.