Viasat Film lancerer ny kampagnefilm
Poesi og drama går op i en højere enhed i Viasat Films nye tv- og biografreklame, som er produceret in-house og skal vise bredden i kanalernes internationale filmrepertoire.
Budskabet i kampagnen, som afvikles online, på tv og i biografer over hele landet i de kommende uger, er ”Vi bringer biografoplevelsen hjem til dig”, og fortællingen udspringer da også naturligvis i Hollywood. Herfra tages seerne verden rundt, og den virtuelle filmrejse slutter i København, hvor internationale stjerner som Will Smith og Ashton Kutcher toner frem i bybilledet med nogle af hovedstadens berømte bygninger som bagtæppe.
Skuespilleren Lars Brygmanns sprøde stemme guider tilskuerne på rejsen fra Sunset Boulevard til Vesterbrogade – og videre hjem i stuen til den filmglade familie foran tv’et.
”Rigtig mange filmelskere vil gerne præsenteres for et udvalg af håndplukkede kvalitetsfilm, når de smider sig i sofaen foran hjemmebiografen. Med denne kampagne vil vi vise bredden i vores internationale filmudbud og genskabe noget af den klassiske magi, som er en del af en god filmoplevelse”, siger Jette Nygaard-Andersen, adm. direktør for Viasat.
Det er Viasats prisbelønnede Creative Services-afdeling i London, der har produceret reklamefilmen, som er optaget ”on location” i Los Angeles, Hong Kong, London og København.
En klassiker skifter navn
Efter næsten 23 år blev TV1000 sidste forår relanceret som Viasat Film, og paletten består i dag af seks genreinddelte filmkanaler, der alle er i luften 24 timer i døgnet: Viasat Film, Viasat Film Drama, Viasat Film Nordic, Viasat Film Action, Viasat Film Family og Viasat Film Classic. Med undtagelse af Viasat Film Classic, er alle kanalerne tilgængelige i HD-kvalitet.
Viasats fortsatte investering på filmområdet førte sidste år til en aftale med den erfarne filmekspert Søren Høy, som nu er tilknyttet Viasat Film som fast anmelder, skribent og Facebook-debattør. I marts var det desuden Viasat Film, der uddelte Publikumsprisen ved den traditionsrige Bodilfest, som Viasat Film i øvrigt også var hovedsponsor for.
Tilsammen sender Viasat Film-kanalerne over 3.000 timers film om måneden, og hver fredag er der omkring fem nye premierer på programmet. Takket være eksklusive aftaler med mange af de største Hollywood-studier, bl.a. Universal, Walt Disney, Sony Pictures og 20th Century Fox, kan Viasat Film garantere store filmoplevelser indenfor alle genrer.
Kilde: Viasat