Streamingnyt

Viaplay-serier du går glip af: Australierne ser dem gratis før os

Siden Viaplay Groups økonomiske udfordringer blev offentligt kendt i 2023, har selskabet fulgt en ny strategi, hvor dele af indholdskataloget er blevet solgt videre og produktionen af dansk og nordisk fiktion er neddroslet. Flere serier er endt hos streamingtjenester som Netflix, Prime Video og SkyShowtime. Ikke desto mindre befinder en række danske produktioner sig stadig på lager – færdigproducerede, men uden planlagt dansk premieredato.

Viaplay serier først i udlandet

Tre danske Viaplay-produktioner kan allerede ses i… Australien. Ja, du læste rigtigt. Danske serier, skabt med danske skuespillere og historier, kan ses gratis Down Under, mens de stadig mangler en premieredato herhjemme.

Australske SBS har længe vist stor interesse for nordisk fiktion og tilbyder i dag et bredt udvalg af danske serier – heriblandt flere produktioner fra både Viaplay og TV 2, som også har været vist i Danmark. Du finder f.eks. Sommerdahl, Familier som vores, Forhøret, Den som Dræber. DR serien Huset er i øvrigt også i SBS Australia’s Nordic Noir sektion.

Men der er også eksempler på dansk Viaplay-indhold, som australske seere får adgang til før os herhjemme. Læs med herunder og se hvilke tre titler der allerede kan streames i Australien, men endnu ikke har en dansk lanceringsdato.

Den Gode Stemning

Den Gode StemningPilou Asbæk og Iben Hjele har hovedrollerne i denne Viaplay dramaserie om søskende forhold, misbrug og løgne.

Serien er for længst færdigproduceret og har ligget på lager så længe, at Pilou allerede tidligt i 2024 rettede henvendelse til Viaplay på de sociale medier og spurgte: “Har vi premiere hos jer, eller får I den solgt?”

Vi kan sige, at den i hvert fald er solgt til Australien

Chaos

Viaplay har også den danske romantiske komedie / drama serie ‘Chaos’ liggende klar i skuffen, mens den er ude i Australien og USA.

Chaos er instrueret af Lars Kaalund og har Katrine Greis-Rosenthal, Hadi Ka-koush, Jacob Lohmann og Amanda Collin på rollelisten.

Ægteparret Lise (Greis-Rosenthal) og Martin (Ka-koush) er værter på det lukningstruede morgen-tv-program ‘Danmark vågner’. Men bag den smilende facade slås der skår i forholdet, da Martin modsat Lise vil have børn. Og da Lise møder kokken Johannes (Lohmann) og trækker ham ind i et nyt segment i talkshowet, bliver hun tiltrukket af både ham og drømmen om en anden tilværelse.

Frøken Smillas fornemmelse for sne – ny serie udgave

smillassenseofsnow

Viaplay har i samarbejde med ARD og ARD Degeto Film samt Baltic Film Services produceret en ny serieudgave af denne fortælling fra Peter Høeg, der også tidligere er filmatiseret af Bille August. I Frøken Smillas fornemmelse for sne serieudgaven, er den BAFTA-vindende Amma Asante (The Handmaid’s Tale, Mrs America) der instruerer.

Dette nye serie remake, på 4 afsnit, foregår i København i år 2040, hvor en energikrise truer samfundets sammenbrud. Smilla Jaspersen (Filippa Coster-Waldau) lever et tilbagetrukket og ensomt liv, indtil hun møder en ung grønlandsk dreng, der vækker noget i hende, hun troede var forsvundet. Da drengen pludselig dør under mystiske omstændigheder, kaster Smilla sig ud i en farlig jagt på sandheden – en rejse, der bringer hende op mod magtfulde interesser og tvinger hende til at konfrontere både sin fortid og den verden, hun har vendt ryggen.

Frøken Smillas fornemmelse for sne får verdenspremiere på SBS Australia allerede 30. juli med ugentlige episoder.

Hvorfor må danskerne vente?

Alt tyder på, at Viaplays økonomiske problemer, herunder betydelige underskud og interne omstruktureringer, er en væsentlig årsag til, at flere færdigproducerede serier endnu ikke er udgivet i Danmark.

Indholdet befinder sig i en form for ‘lager-tilstand’, mens der internt overvejes, om serierne skal sælges videre til eksterne platforme, som det tidligere er sket med titler til Netflix, Prime Video og SkyShowtime, eller gemmes til en senere og mere strategisk Viaplay-premiere.

Som en ekstra krølle på historien, så har sæson 2 af TV 2 serien Dag og Nat faktisk også premiere (7. august) på SBS Australia, altså før vi får den at se på TV 2 Play.

Mister indholdet værdi?

Når danske serier får premiere i udlandet før de vises herhjemme, risikerer Viaplay dog også at miste værdifuld opmærksomhed. Serien Chaos er et godt eksempel: den har allerede fået positiv omtale i amerikanske medier, og dén opmærksomhed er begyndt at finde vej til danske medier, hvor det så samtidigt bemærkes, at danske seere endnu ikke har adgang.

Danske serier er Gratis i Australien

SBS On Demand er i øvrigt en gratis reklamefinansieret streamingtjeneste i Australien. Det betyder, at teknisk kyndige danske seere i praksis kan benytte VPN-tjenester reklamelink for at få adgang til de serier, der omtales i denne artikel,  og dermed se dem længe før en eventuel officiel dansk premiere.

Gør mange dette, så risikerer det at udhule værdien af en fremtidig lancering på det danske marked, uanset om det bliver på Viaplay selv eller via salg til en anden streamingtjeneste, både kommercielt og i forhold til den opmærksomhed, en premiere normalt kunne generere.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard