Viaplay serien Forhøret får en sæson 2
Det er ikke mere end to uger siden, at Originalserien Forhøret havde premiere på Viaplay, og modtagelsen af serien, der har blandt andre Ulrich Thomsen, Lars Mikkelsen, Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas, Søren Malling, Lars Ranthe og David Dencik i hovedrollerne, har været overvældende.
Den nye danske Viaplay originalserie Forhøret er den til dato den mest sete Viaplay Original i hele Norden. Og synes du om serien, så kan du begynde at glæde dig til en ny sæson.
Forhøret sæson 2 – det handler den om
Viaplay og Miso Film er nemlig klar til at sætte optagelserne i gang på 2. sæson af Christoffer Boes anmelderroste krimiserie – denne gang med Trine Dyrholm i hovedrollen. Ligesom i første sæson bliver det igennem en række intense og altafgørende møder, at handlingen og sandheden rulles ud.
Handlingen tager fart, da Susanne (Trine Dyrholm) forsøger at komme sig over tabet af sin datter og genoptager sit arbejde som praktiserende psykolog. Da hun lægger en klient i hypnose i forbindelse med et banalt rygestop, åbner hun en dør ind til hans underbevidsthed. Manden afslører under hypnosen, at han har slået en række unge kvinder ihjel for penge – og at han allerede har bestilling på et nyt offer. Hans afsløring får Susanne til at kaste sig ud i en livsfarlig rejse gennem en kynisk underverden for at forhindre, at en ung uskyldig pige bliver dræbt. Men ingen er uskyldig – heller ikke Susanne.
“Med Forhøret er vi lykkedes med at præsentere vores seere for en helt unik oplevelse – ikke kun på grund af det uhørt stærke cast, men også fordi det er en serie, som både indholds- og udtryksmæssigt tør gå helt nye veje og udfordrer os. Vi er meget glade for, at seerne har taget så godt imod Forhøret, og vi glæder os til at føje endnu mere stærkt indhold til Viaplays originale udbud,” siger Filippa Wallestam, EVP and Chief Content Officer, Nordic Entertainment Group.
’Forhøret 2’ skrives og instrueres igen af Christoffer Boe og produceres af Miso Film:
”Det er altid rart, når det man laver bliver velmodtaget – det er ekstra rart, når det betyder, at man kan arbejde videre med alle de ideer og historier, man gerne vil ud med. Forhøret er en fantastisk mulighed for at kombinere karakterstudie og krimigenren – så jeg kan slet ikke vente med at gå i gang med at sætte Trine Dyrholms ’Susanne’ under maksimalt pres og lade hende møde nye vilde karakterer i en desperate kamp for at gøre det rigtige…”, sige Christoffer Boe.