Streamingnyt

Viaplay satser på nordiske film målrettet et internationalt publikum

Nordiske film rettet mod et internationalt publikum vil nu blive lanceret på Viaplay.  To engelsksprogede, nordiske film vil blive lanceret om året, og første titel i satsningen er signeret af en af Sveriges største filmskabere.

Viaplay skal lanceres på ti internationale markeder inden udgangen af 2023, og satsningen på nordiske film for et internationalt publikum er et naturligt skridt for Nordic Entertainment Groups i deres ambition om at blive Europas førende streaming-leverandør.

Mere om Hilma

Lasse Hallström (Chocolat, Gilbert Grape, Æblemostreglementet, Mit liv som hund, m.m.) står bag Hilma – en film om Hilma af Klint (1862-1944), den svenske pioner inden for abstrakt kunst, der først efter sin død er blevet anerkendt, hyldet og et feministisk ikon. Lasse Hallströms hustru, den verdenskendte skuespiller Lena Olin (Chocolat, Mr. Jones, Casanova, Havana, m.m.) og deres datter Tora Hallström (Safe Haven, Hachiko) spiller begge hovedrollen som Hilma af Klint i forskellige faser af hendes liv.

“I tre år har jeg forsket i Hilmas liv og arbejdet på dette manuskript, og jeg er aldrig blevet træt af at lede efter nye brikker til mysteriet om Hilma af Klint. Når jeg nu skal skildre Hilmas liv på film, vil jeg vise, hvordan hun hentede hjælp fra det spirituelle i sit arbejde, og hvor hun fandt sin inspiration. Min ambition er, at publikum skal opleve Hilmas forskellige kampe med alle sanser”, siger Lasse Hallström.

Hilma af Klint blev født i Stockholm og udviklede et abstrakt billedsprog allerede i 1906 – længe før de mandlige kunstnere, der ellers er blevet betragtet som forløberne til 1900-tallets abstrakte kunst. Hilma forstod, at hun var forud for sin tid, især som kvinde, og derfor blev værkerne ikke udstillet i hendes levetid. Hun skrev i sit testamente, at de abstrakte værker ikke måtte vises for offentligheden før mindst tyve år efter sin død, da hun var overbevist om, at omverdenen først dér ville forstå deres betydning. Værkerne blev først kendt af et større publikum for omkring ti år siden, og i dag er hun en af Sveriges mest kendte kunstnere.

“Hilmas livshistorie er historien om en kunstners ubarmhjertige søgen efter sandheden om universet og os selv på et tidspunkt, hvor mænd definerede alle regler. I den virkelighed formåede Hilma, på trods af uoverkommelige forhindringer, at skabe kunst, der påvirker og ændrer folks liv den dag i dag. Jeg deler Hilmas fascination af det spirituelle, og jeg følte en stærk trang til at få lov at fortælle hendes historie. Jeg er sikker på, at en form for åndelig vejledning hjalp mig med at finde historien og skrive manuskriptet. Det var meningen, at min kone Lena Olin skulle spille den ældre Hilma, og at vores datter Tora skulle spille den yngre Hilma”, siger Lasse Hallström.

“Vi er de stærkeste i verden på nordisk indhold, og det føles indlysende, at det er vores rolle at brede de mest interessante nordiske historier ud til et internationalt publikum. Vi er meget glade og stolte over, at netop Hilma bliver startskuddet til denne satsning, og at en filmlegende som Lasse Hallström skaber denne film til os med fantastiske Lena Olin og Tora Hallström i hovedrollerne. Hilma af Klint var så langt forud for sin tid og blev et forbillede, så jeg ser frem til at se historien om hendes liv filmatiseret”, siger Filippa Wallestam, EVP og Chief Content Officer hos NENT Group.

Hilma er planlagt til at få premiere på Viaplay i 2022. Lasse Hallström har skrevet manuskript og instruerer, og filmen produceres af NENT Studios med Helena Danielsson som producent.

Kilde: Nent Group presse

cshow

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard