Streamingnyt

Viaplay – vi har været lidt for tilbagelænet

Jakob Mejlhede mtg viaplay
Jakob Mejlhede titel er Chief Content Officer hos MTGx & Senior Vice President Acquisitions and Programming

Viaplay har siden 2011 tilbudt sin streamingtjeneste. Dengang var det i et marked uden de store konkurrenter, der siden er kommet til.

DIGITALT.TV har haft lejlighed til at interviewe Viaplays, og hele MTG’s ansvarlige for indkøb af serier og film, Jakob Mejlhede. Vi spurgte blandt andet til, hvordan Viaplay laver aftaler, hvordan de ser på dem selv i forhold til deres konkurrenter, 4K streaming, og ikke mindst om deres sats på nyt indhold, aktuelt afspejlet i indkøbet af Amazon serien Transparent.

Der er hård konkurrence om indhold blandt streamingtjenesterne, så vi startede med at spørge til baggrunden for Viaplay Premiere tiltaget med masser af nye serier.

Det er et stort vildt marked i forhold til indkøb af materiale. Alle leverandører prøver på at gøre alt, hvad de kan for at tilbyde det bedst mulige. Derfor har det også være utroligt vigtigt for os at komme ind i den kamp, hvilket vi for alvor er her i de seneste 3-4 måneder, siger Jakob Mejlhede. Vi har været lidt for tilbagelænet i forhold til nye interessante tv-serie premierer, og det er det vi nu forsøger at ændre, fortsætter han.

Amazon serier på Viaplay

transparent

I forhold til hvordan aftalen omkring Amazon serien Transparent er kommet i stand, så fortæller Jakob Mejlhede, at Viaplay har sikret sig serien via deres eksisterende rettighedsaftale med Sony. Det er ikke en aftale, vi har lavet direkte med Amazon, fortæller Jakob Mejlhede, der dog samtidig lod vide, at Transparent ikke bliver eneste Amazon original serie på Viaplay. Hans vurdering er dog, at Amazons original indhold på Viaplay, nok ikke, er noget, de kan forvente fortsætter mere end par år måske. En mulig årsag kunne være, hvis Amazon selv vil ind på det nordiske marked.

viasat_premiere_titlerTransparent er blot én af flere serier Viaplay har lanceret under brandet Viaplay Premiere, hvor serier får lynhurtig premiere lige efter USA premieren.Jakob Mejlhede lagde ikke skjul på, at det er den ulovlige download via nettet, der er med til at presse en streamingtjeneste som Viaplay til at levere nye afsnit lynhurtigt. Nye serier har været et fokusområde her i 2014, og det vil man helt sikkert fortsætte med også fremover.

Viaplay og konkurrenterne

Streamingtjenester sammenligning

Netop på det nye indhold føler Jakob Mejlhede, at Viaplay står stærkt overfor f.eks. en konkurrent som Netflix. Ser man her på efteråret så ligger vi helt i top og foran vores konkurrenter, når man tæller film og seriepremierer, siger Jakob Mejlhede.

Viaplay er en del af MTG/Viasat og her kan man købe rettigheder ind til en række forskellige lande og til forskellige såkaldte vinduer, hvilket er et fagudtryk, der beskriver, at man kan benytte indholdet på flere forskellige måder, altså f.eks. i forhold til brug på både almindelige tv-kanaler og online platforme som f.eks. Viaplay. Flere af de nye streamingtjenester går ud og køber indhold til deres streaming platform, men for at få dette, så skal de ofte også købe rettigheder til en række andre vinduer, som de ikke kan kapitalisere på. Så Jakob Mejlhede mener at MTG og deres indkøbsrelation med Viasat kanalerne har en fordel, fordi de kan udnytte indholdet bedre også rent økonomisk set.

Viaplay’s bredde fremhæver Jakob Mejlhede som en klar styrke med nye tv-serier, filmpremierer og børneindhold. Og så er det, at Viaplay tilbyder lokalt indhold som catch up, som f.eks. Familien på Bryggen, Paradise Hotel og Robinson, en væsentlig styrke i forhold til konkurrenter som f.eks. Netflix og HBO Nordic.

Når han skal kommenterer på konkurrenternes styrker, så fremhæver Jakob Mejlhede HBO’s fantastiske bagkatalog af original serier med høj kvalitet. De er en hård konkurrent, også fordi de ejer indholdet og dermed kan have det permanent i arkivet. Men han nævner også, at bagkataloget ikke nødvendigvis er interessant for den del, der allerede har set de HBO serier, de ønsker.

Jakob Mejlhede fremhæver i forhold til Netflix deres arkiv med mange tv-serier. Han kan godt føle at amerikanske Netflix er blevet lidt en mediedarling, men anerkender at de i høj grad bygger markedet og konkurrence er positiv for det udbud kunderne har at vælge imellem.

I forhold til mængden af indhold, så advarer Jakob Mejlhed dog også mod eventuelle kunders forventning om, at en streamingtjeneste har alt, det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Han ser streaming markedet ligesom kanaler, der har forskellige styrker og svagheder.

I forhold til streaming kvaliteten, så mener Jakob Mejlhede, at Viaplay klart har forbedret sig i det seneste år, og fremhæver også download faciliteten hos Viaplay som en styrke. Den bliver benyttet ofte til børneindhold, hvor mange henter en sæson af f.eks. Dora The Explorer som børnene så kan se, også uden aktiv Internetforbindelse.

Viaplay vil gerne lave nordisk/skandinaviske serier

Eget produceret indhold er oppe i tiden, blandt andet satser Netflix meget på denne front, og Jakob Mejlhede lagde da heller ikke skjul på, at det også er et interessant område for Viaplay. Mest nærliggende ser han muligheder i at skabe serier med en skandinavisk/nordisk vinkel.

Viaplay vil meget gerne være med til at medfinansiere og en stor del af skandinaviske/nordiske serier, men ser vejen frem, i samarbejde med eksisterende broadcastere f.eks. TV3 kanalerne, men det kunne også være andre af de store free tv kanaler.

Film i Danmark og Serier i Sverige

viaplay dk sv

I forhold til konkrete data på, hvad der ses på Viaplay, og regionale forskelle de nordiske lande imellem, så holder Jakob Mejlhede kortene forholdvis tæt, men generelt ville han da godt afsløre at danskerne er mere til film, mens svenskerne ser rigtig mange tv-serier. I Danmark er dansk reality som Paradise Hotel og Robinson også meget populært at se på Viaplay. Her ultimo september 2014, så er det action thrilleren White House Down, der er den mest sete på tjenesten.

Viaplay i 4K?

viaplay_4k_questionMange snakker om 4K streaming, men endnu er det meget få, der tilbyder det, og eftersom Amazon er blandt de nye 4K indholdsleverandører, så benyttede vi også lejligheden til at spørge Jakob Mejlhede om 4K udsigterne hos Viaplay. Hans holdning til 4K er, at det er interessant, men lige nu måske mest i forhold til fladskærmsudviklingen. Det er endnu for tidligt for Viaplay at gå ud med 4K som et tilbud. Der er ganske enkelt for lidt kvalitets indhold. Meldte vi ud, at nu kommer Viaplay med 4K, så ville vi skuffe de fleste, fordi der vil være meget lidt tilgængeligt at tilbyde i den opløsning, lød vurderingen fra Jakob Mejlhede, der dog samtidigt understregede, at der ikke er nogen hindring, rent teknologisk, i forhold til 4K på Viaplay.

På vores Facebook side var der spørgmål til Viaplay omkring live streaming af tv kanaler på Viaplay. Vi fik her blot det generelle svar at Viaplay løbende arbejde med innovation.

Desuden fik vi på Facebook ønske om, at vi spurgte til, hvorfor man ikke kan købe Viaplay Sport uden også at skulle have film og tv med. Her var svaret, at der ingen planer er om at tilbyde sport alene som abonnementspakke. Selv om sportsrettigheder er dyre, er man hos Viaplay stolte over at kunne tilbyde, så meget som det er tilfældet til prisen, og man mener, at de fleste er godt tilfredse med at få film og tv med udover sporten.

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard