Viaplay Group gør status på tredje kvartal – Er tæt på at overtage Allente
Viaplay Group fastholder sin strategiske kurs midt i en omfattende omstilling. Selskabet leverede i tredje kvartal en omsætning på 4,0 milliarder svenske kroner, et fald fra 4,4 milliarder i samme periode sidste år. Trods faldet så er driftsresultat dog forbedret.
Bundlinjen viser fortsat underskud med et nettoresultat på -142 millioner svenske kroner, svarende til -0,03 kroner per aktie, samme niveau som året før. Den frie pengestrøm var negativ med -1,2 milliarder svenske kroner, en forbedring fra -1,5 milliarder sidste år, mens nettogælden udgjorde 2,3 milliarder svenske kroner ved kvartalets udgang.
Administrerende direktør Jørgen Madsen Lindemann fremhæver, at koncernen fortsat følger sin plan trods et udfordrende marked.
“Vi har stadig meget arbejde foran os, men vores transformation er på rette spor – støttet af klare prioriteter, finansiel disciplin og fokus på langsigtet værdiskabelse,” siger Lindemann.
“Vi bliver et mere relevant og kommercielt underholdningsselskab med fokus på indtjening, performance og afkast,” tilføjer han.
- Streaming-salget steg organisk med 1 procent
- Lineære abonnementer faldt 1 procent
- Annonceindtægter voksede 2 procent, drevet af digital vækst
- Sublicensing faldt 37 procent som følge af sidste års ekstraordinære indholdssalg
Allente-opkøb ventes afsluttet i fjerde kvartal
Viaplays planlagte opkøb af Allente, som blev annonceret i juli, nærmer sig sin afslutning. Selskabet har fået myndighedsgodkendelser i Danmark og Norge, mens Sverige endnu mangler den endelige konkurrencemæssige godkendelse.
“Vi forventer at kunne lukke transaktionen i fjerde kvartal. Sammen vil vi skabe en stærkere, mere kommerciel nordisk underholdningsforretning,” siger Lindemann.
Viaplays sportsrettigheder fortsætter med at være en vigtig drivkraft. Den nye sæson af Premier League skabte høj seerinteresse. Formel 1 og Premier League forblev de mest sete sportsbegivenheder på platformen, efterfulgt af UEFA-fodboldturneringerne (I Danmark Champions League) og Ryder Cup golf.



