TV-Nyt

Verden ifølge NEWS får nye værter

Poul Erik Skammelsen og Louise Windfeld-Høeberg skal fremover klæde danskerne på med de væsentligste udenlandske udviklinger og perspektiver i ’Verden ifølge NEWS’, der bytter programdag med ’Business Class’ efter nytår. TV 2 NEWS’ udlandsmagasin bliver fra 5. januar sendt torsdag aften.

Poul Erik Skammelsen har arbejdet for TV 2 siden 1988 og blandt andet været korrespondent i Washington, Moskva, Prag og senest i Warszawa. Han fortsætter som vært på 21.30-udsendelsen på TV 2 Nyhederne og ser frem til at vende tilbage til TV 2 NEWS for at kunne gå i dybden med de internationale historier på et tidspunkt, hvor krigen i Ukraine nærmer sig sin etårsdag, og Vesten i stigende grad udfordres af Rusland og Kina.

– Mit hjerte banker for udlandsstoffet. Det er enormt spændende at være med til at dække de store og nogle gange spektakulære ting, der sker, og sætte dem i perspektiv, sådan som vi kan på ’Verden ifølge NEWS’. Især lige præcis nu er det vigtigt, hvor vi står i en total brydningstid med et Europa, der ser fuldstændig anderledes ud, end det gjorde for et år siden, og en gammel verdensorden, der er brudt sammen, mens vi ikke aner, hvor en ny orden vil føre os hen, siger Poul Erik Skammelsen.

Han kommer til at være vært på udlandsmagasinet på skift med Louise Windfeld-Høeberg, som blev uddannet på TV 2 i midten af 1990’erne og blandt andet har boet 10 år i Afrika og to år i Asien som korrespondent for TV 2. I januar 2022 blev hun vært på TV 2 NEWS efter seks år på DR’s P1, hvor hun blandt andet var radiovært på ’Orientering’, ’Afrikanske Stemmer’ og ’Droner og Kanoner’. Hun har også arbejdet med udlandsstof på den hedengangne Radio24syv og på Weekendavisen.

– Jeg glæder mig til at være med til at formidle de vigtigste internationale begivenheder på en måde, der gør dem nærværende og vedkommende for danskerne, siger Louise Windfeld-Høeberg.

Når ’Verden ifølge NEWS’ efter nytår vender tilbage fra juleferie, sker det torsdag 5. januar. For magasinet bytter fast udgivelsesdag med TV 2 NEWS’ erhvervsmagasin ’Business Class’, som er tilbage mandag 6. februar klokken 18.20 med Vibeke Daell Bjerrum som vært og spydspids.

I mellemtiden sender TV 2 NEWS igen ’Kampagnesporet’, som også blev sendt i valgkampen. En historisk regering er dannet – og nu er et helt nyt politisk landskab klar til at åbenbare sig. Den nye regering kommer under kærlig og ærlig lup, når NEWS fra mandag 9. januar og fire uger frem sender ’Kampagnesporet’. Hans Redder, Søs Marie Serup, Noa Redington og Jesper Claus Larsen er i panelet, mens Søren Lippert som vanligt er vært på ’Kampagnesporet’.

Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard