Værtsrokade på DR1
I næste måned gennemfører DR1 en værtsrokade, som ikke betyder, at der skal siges farvel til nogen, men flere værter kommer til at lave noget andet, end seerne kender dem for i dag.
Den hidtidige sportsvært Ulla Essendrop og den nuværende vejrvært Mikkel Fønsskov bliver i fremtiden nye ansigter på ’Aftenshowet’ på DR1. Her deles de fra næste måned om værtsrollen i det journalistiske talkshow med Louise Wolff og Mark Stokholm.
En anden vært på ’Aftenshowet’, Sisse Fisker, vil fremover lave programmer til DR1 og er allerede i gang med en ny serie, der kommer på skærmen senere på året.
Kan indgå i forskellige sammenhænge
Kristian Porsgaard Rosasco og Maria Yde forlader ’Aftenshowet’ for fremover at blive live-reportere i DR Nyheder. De har begge tidligere arbejdet med nyheder, blandt andet som værter på DR Update.
”Det er dejligt, at vi på DR1 har så bred en palet af stærke værter, som kan indgå i forskellige sammenhænge og konstellationer. Det giver os mulighed for at variere engang imellem og sætte værterne ind, hvor vi synes, de har særligt stærke kompetencer. Jeg glæder mig til at se dem alle på de nye poster,” siger kanalchefen for DR1, Pil Gundelach Brandstrup.
Kilde: DR