USA’s nyeste streaming trend – Kommer streaming bundles til Danmark?
- Er en Viaplay og Prime Video bundle på vej?
Streamingtjenesterne er inde i en fase hvor den høje vækst i nye kunder er forbi og der skal gøres mere for at holde på kunderne. Udover at flere tjenester fusionerer, så er flere streamingtjenester på det amerikanske marked begyndt at tilbyde streaming bundles, hvor flere tjenester kan købes samlet i én pakke til en lavere pris, end hvis man købte dem enkeltvis. Kommer dette fænomen også til Danmark?
Hvad er en streaming bundle?
En streaming bundle er en pakke, der kombinerer flere streamingtjenester til én samlet pris. Det giver brugerne adgang til et bredere udvalg af indhold og kan ofte være mere økonomisk end at abonnere på hver tjeneste separat.
Bundles kan for firmaerne fungere som et strategisk værktøj til at fastholde abonnenter og forhindrer tab af indtægter i et konkurrencepræget marked.
Streaming Bundles er hot i USA lige nu
I USA så har Disney og Warner Bros Discovery annonceret en fælles bundle, der kombinerer Disney+, Hulu og Max i en samlet pakke med rabat.
Sports fans i USA kommer også i efteråret til at kunne købe en ny streaming bundle kaldet Venu, der samler sport fra Disney’s ESPN, Fox og Warner Bros. Discovery.
Telekommunikationskonglomeratet Comcast har desuden annonceret en ny StreamSaver bundle, der samler tjenesterne Netflix, Peacock, og Apple TV+ i en pakke med rabat.
Streaming bundles i Danmark?
I Danmark har trenden været, at streamingtjenester indgår i mobil eller tv-pakker hos flere udbydere, som det netop nævnte eksempel med amerikanske Comcast. Et af de mest kendte danske eksempler er Telmore Play, som inkluderer adgang til flere streamingtjenester som Netflix, Max, Disney+ TV2 Play, Viaplay, Skyshowtime. Dette giver kunderne mulighed for at spare penge ved at kombinere deres mobilabonnement og streamingtjenester.
TV 2 Play har også samarbejde med britbox, C More og SkyShowtime, der giver adgang til mere indhold via TV 2 Play platformen. Du kan tilkøbe SkyShowtime for 80,- og dermed få en TV 2 Play + SkyShowtime bundle, besparelsen på SkyShowtime er dog kun 9,- / måned.
Viaplay og Prime Video streaming bundle på vej?
Fra 2024/25 sæsonen vil Amazon Prime Video have eksklusive rettigheder til i alt 38 Premier League-kampe pr. sæson i Danmark. Dette kommer som følge af en fireårig underlicensaftale med Viaplay. Dette betyder, at for at få adgang til alle Premier League-kampe, så vil danske seere skulle abonnere på både Viaplay og Prime Video.
Samtidigt så har Viaplay solgt flere serier videre til Prime Video og Viaplay har fået nogle Prime Video titler på deres tjeneste, så også på andet end sport ville et tættere samarbejde være oplagt.
Der har også være spekulationer om Champions League rettighederne kunne havne hos Viaplay med Prime Video som samarbejdspartner. Men situationen omkring rettighederne er fortsat ikke afgjort, da dette skrives maj 2024.
Meget kunne således tale for en bundle mellem Viaplay og Prime Video. Det ville give Viaplay’s Premier League fans adgang til at se alle kampe, som de er vant til og trække nye seere ind på Prime Video i Danmark, som jo satser en del på vækst i disse år.
Men vi må vente og se, hvad fremtiden bringer.