TV-Nyt

TV-premiere på 3 danske film – perfekt til juleferien 2024

Juletid er højsæson for gode filmoplevelser, og det er ofte her, nogle af årets store danske film får deres debut på tv. Efter at have været i biografen, som købe- og lejefilm og på streamingtjenesterne, er de nu klar til at samle familien foran skærmen.

I julen 2024 kan du glæde dig til flere danske film, der har tv-premiere – læs med her og få et overblik over tre af dem!

DR har dansk tv premiere på Meter i Sekundet

Den dansk film Meter i Sekundet fra 2023 har Hella Joof som instruktør og er naturligvis baseret på Stine Pilgaards bestseller om små og store kulturforskelle i Danmark.

Meter i Sekundet handler om Marie, der flytter til den vestjyske by Velling sammen med sin mand Rasmus, som har fået arbejde på en højskole. Mens Rasmus hurtigt finder sig til rette, kæmper Marie med at tilpasse sig livet i en lille by, hvor lokalsamfundet, de sociale koder og den vestjyske mentalitet udfordrer hendes humor og storbyvaner.

“Meter i sekundet” er en skæv, tankevækkende og rørende historie om kærlighed, identitet og mødet mellem vidt forskellige verdener.

Du kan se Meter i Sekundet 1. juledag kl. 21:45 på DR1

Bamse på TV 2

I filmen fra 2022 får du den gribende historie om den folkekære musiker og sanger Flemming “Bamse” Jørgensen. Filmen dykker ned i Bamses liv bag scenen og giver et nuanceret portræt af manden bag de ikoniske sange, som har været en del af danskernes musikalske baggrundstæppe i årtier.

Historien følger Flemming fra hans opvækst, hvor han kæmper med følelsen af ikke at høre til, og frem til hans succes som forsanger i Bamses Venner. Samtidig udforsker filmen hans indre konflikter, kampen for at bevise sit værd i en hård musikbranche og balancen mellem karriere og familieliv. Med en blanding af humor, hjertevarme og melankoli viser Bamse, hvordan en mand med en stor stemme og en endnu større personlighed blev et nationalt ikon – og hvordan hans musik stadig berører generationer.

Du kan se Bamse på TV 2 1. juledag kl. 21:10

Bille August filmen Kysset på DR1

Der er også dansk film på DR1 2. juledag, hvor du kan se Esben Smed, Clara Rosager, Lars Mikkelsen, Rosalinde Mynster m.fl i Bille August filmen Kysset.

Filmen er baseret på Stefan Zweigs novelle Ungeduld des Herzens (på dansk: Hjertets utålmodighed) og udspiller sig i tiden op til Første Verdenskrig. Det er en intens og følelsesladet fortælling om kærlighed, moral og skyld.

Historien følger den unge, ambitiøse løjtnant Anton, som er stationeret på en kaserne i en lille by. Her møder han den unge kvinde Edith, som er lam efter en sygdom. Da Anton uventet kysser hende, opfatter Edith det som et løfte om kærlighed, og snart vikles han ind i en kompleks situation, hvor han forsøger at balancere sin medfølelse og samfundets forventninger. Gennem smukke billeder og stærke skuespilpræstationer udforsker Kysset dybden af menneskelige følelser, de valg, vi træffer, og konsekvenserne af vores handlinger. Filmen er en stilfuld og gribende fortælling, der berører tidløse temaer om pligt og passion.

Se Kysset på DR1 2. juledag kl. 21:45

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard