Tv-kunder hos Altibox får adgang til masser af dansk idræt på SPORT LIVE
SPORT LIVE har indgået en distributionsaftale med Altibox. Samtlige tv-kunder hos Altibox får kanalen som en del af grundpakken fra d. 1. oktober.
Med aftalen får endnu flere danskere nu mulighed for at følge dansk lokalidræt i form af fodbold, basketball, volleyball, tennis, padel, motorsport, cykling, boksning og meget mere på SPORT LIVE, som siden starten i 2019 er vokset fra 5.000 til flere end 650.000 husstande.
Søren Harding Jensen, adm. direktør hos Altibox Danmark, udtaler:
“Vi er glade for endelig at kunne tilbyde alle vores tv-kunder en unik sportskanal, som viser en masse spændende danske idrætsbegivenheder. Hos Altibox ønsker vi at støtte op om lokalområderne, og sammen med SPORT LIVE kan vi være med til at øge interessen for det lokale idrætsliv ved at bringe det hjem i stuerne,” fastslår Søren Harding Jensen.
Alle tre pakker – Premium+, Basic+ og Mini – vil fra oktober inkludere SPORT LIVE, og som tv-kunde hos Altibox har man adgang til sine kanaler på både tv-boks og streaming via app.
Også hos SPORT LIVE er der stor tilfredshed med distributionsaftalen:
“Vi har et ambitiøst mål om at fordoble antallet af husstande, der kan se SPORT LIVE, og aftalen med Altibox er et vigtigt skridt på vejen. Det er en god nyhed for både sportsglade seere, sponsorer, klubber og idrætsudøvere,” siger kommerciel direktør Jørgen Ravn.
Altibox er en norskejet virksomhed, som blev etableret i 2002 af energikoncernen Lyse AS med hovedsæde i Stavanger. Altibox har i dag over 875.000 kunder i Norden og åbnede i 2008 en afdeling i Skanderborg for at tilbyde fibernet, tv og telefoni til danske husstande.