Tv-distributører risikerer at skulle betale kulturbidrag
- sådan lyder det fra Danske Mediedistributører
Da et bredt flertal i Folketinget i juni enedes om en ny medieaftale, stod hensigten lysende klar: De succesrige internationale streamingtjenester skulle tvinges til at bidrage til finansieringen af dansk tv-indhold på samme måde som danske aktører allerede bidrager.
“Vi forpligter streamingtjenester til at bidrage til dansk indholdsproduktion, og vi tilgodeser de tjenester, der rent faktisk investerer i dansk indhold,” blev kulturminister Jacob Engel-Schmidt citeret for, da medieaftalen blev præsenteret i juni
Nu er aftalen blevet udmøntet i et lovforslag, og det er dårlige nyheder for tv-markedet. Stik mod hensigten – og formentlig utilsigtet – risikerer tv-distributørerne og dermed de traditionelle tv-kunder også at blive ramt af den nye afgift. I forvejen er distributørerne den suverænt største finansieringskilde til dansk indholdsproduktion med en årlig betaling på over 4,5 mia. kr. til danske broadcastere og rettighedshavere.
Årsagen er, at lovforslaget ikke tager højde for, at de moderne tv-pakker rummer de samme tjenester og funktioner som internationale tjenester som fx Netflix og HBO Max.
“Lovforslaget giver indtryk af en beklagelig mangel på forståelse for den produkt- og markedsudvikling, som tv-distributørerne gennem de seneste ti år har gennemført for at møde konkurrencen fra internationale og nye aktører,” skriver Danske Mediedistributørers i sit høringssvar til lovforslaget.
I svaret kritiserer DMD lovforslaget for at være upræcist og uklart formuleret, særligt i forhold til hvor grænsen går mellem de rene streamingtjenester, som lovforslaget skulle ramme, og de brugerrettede on demand- og arkiv-funktioner, som indgår i moderne tv-pakker.
“Hvis tv-distributørerne utilsigtet bliver straffet for disse brugerrettede on demand funktioner, herunder også adgangen til public service indhold, vil tv-distributørerne formentlig være nødsaget til at forsøge at fjerne eller indskrænke disse funktioner. Det vil forringe den brugeroplevede værdi af tv-pakker og vil i sidste ende føre til mindre forbrug og mindre efterspørgsel efter dansk public service indhold, som medieforliget og kulturbidragsloven netop har til formål at styrke.”
Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link